Politisk forfølgelse og henrettelse

Dionisio Ridruejo havde som ung falangist kæmpet for Franco under borgerkrigen, men i 1942 opstod der uenighed mellem ham og regimet. Det fører til Ridruejos afgang som leder af Falangens propa-
gandaafdeling. Han valgte herefter at deltage i Den blå Division i kampen mod Sovjetunionen på østfronten. I 1950’erne kom Ridruejo ved flere lejligheder i konflikt med Franco-styret bl.a. ved Studenteropstanden i 1956 og senere i forbindelse med hans forsøg på at skabe et legalt oppositionsparti. Han blev arresteret flere gange fx efter nedenstående artikel, der blev skrevet i anledning af henrettelsen af kommunisten Julian Grimau i 1963.

Artiklen, der her er i uddrag, blev trykt på dansk i 1963.

I den harme, man føler ved henrettelsen af Julian Grimau, blander sig i de fleste tilfælde en følelse af overvældende forbavselse.

Ved første øjekast ser det ud til kun at dreje sig om en brutal og grusom handling. Den vir­ker tillige absurd. I politik møder man ellers sjældent absurde eller uforklarlige handlinger. Grimaus henrettelse, der fandt sted efter en ganske summarisk retshandling ved militærdomstolen, må betragtes som en krigs­handling. Man kan ikke forestille sig at kriminalisere hans ’for­brydelser’ undtagen med en ’krigstilstand’ som begrundelse.

De ting, han dømtes for, stam­mer fra forskellige tid: de første forbindes med den krig, der afsluttedes for 25 år siden, og de andre er sket for nylig. Den ’fortsatte lovovertrædelse’, som etableres mellem de to perioder, havde været en absurd selvmod­sigelse, hvis det spanske regime ikke stadig opfattede krigen som værende i gang. Denne fortsatte krigstilstand er den mest iøjne­faldende for-
klaring på, hvad der skete. Den har tillige den fortje­neste samtidig at definere Franco­-styrets natur.

Man må nemlig afvise dem, der mener, at Grimaus tilfælde var en undtagelse. Den fortsatte krigstilstand har medført en uaf­brudt række analoge tilfælde, skønt de ikke alle har haft et så tragisk udfald. Det er et sy­stem, hvorigennem en despotisk statsmagt overdrager bekæmpel­sen af den politiske modstander til den militære retfærdigheds foren-klede automatik.

[…] 

En måned før processen be­gyndte, offentliggjorde informationsministeriet en pjece_,i hvilken de anklager, der senere førte til dommen, blev understreget på det alvorligste. Man tegnede i den et groft fortegnet billede af den anklagede. Tilfældet Grimau skulle illustrere den over for hele verdens skepsis af Franco-styret stædigt fastholdte tese om, at borgerkrigen endnu højere grad end den Anden Verdenskrig var et forspil til den kolde krig, som vi siden har kendt.

For at kunne gøre dette har styret erstattet det sammensatte billede af den republikanske front, som det angreb i 1936, med billedet af det spanske kommu­nistparti. Samtidig forenkles bil­ledet af en mangeartet opposi­tion, der slutter sig til den frie verden, til at være en opposition, der udelukkende inspireres af sovjetiske forbilleder.

På den måde søger man at undskylde sine egne tidligere excesser og at retfærdiggøre et system, der ikke er skabt for en fredelig udvikling.

[…]

Måske var manden ikke blevet dræbt, hvis Franco ikke i den senere tid var blevet tvunget til at acceptere meget, som går ham imod og som svækker hans styre. Mange lettelser er jo gen­nemført på grund af andre lan­des tryk og takket være grupper, der er tilsluttet systemet.

Caudilloens sidste tale viste i øvrigt klart hans modvilje mod liberaliseringen og hans ønske om at stramme tøjlerne. Men for at blive ordentligt adlydt må han opretholde balancen mellem den frygt, som hans egen brutalitet indgyder, og den frygt, som hans modstanderes eventuelle voldshandlinger kan inspirere. Men ulykkeligvis for Franco har hans historiske modstandere gen­nem flere år nægtet at medvir­ke til opretholdelsen af denne permanente spænding, som er nødvendig for ham.

Den mulige genindførelse af et demokratisk styre – ja endog op­rettelsen af et revolutionært sty­re – er ophørt med at være for­bundet med en gengældelsesak­tion, som enhver mener, er uøn­sket.

For alle – med undtagelse af Franco – er der gået 25 år siden borgerkrigens afslutning og de gamle modstandere af caudilloen har set nye oppositionelle kræfter, der ikke har noget regnskab at gøre op, vokse frem ved deres side. På den anden side har ver­den udenfor Spanien – under hvis pres løsningen af det spanske problem sættes i gang – intet tilovers for en sådan gengældelses­aktion, der kunne betyde borger­krig eller diktatur.

Sagt i korthed: Nødvendighe­den af at gøre op med fortidens indbyrdes kampe og søge sam­drægtighed har efterhånden overbevist alle de kræfter, der modarbejder systemet. Men hver gang kravet om fredelig 1øsning har lydt har Franco-styret vist sin tydelige misstemning, sidst ved kongressen i München, hvor bå­de grupper og enkeltpersoner, der stod som modstandere under bor­gerkrigen, var mødtes for at ud­veksle synspunkter og skabe ba­sis for en fremtidig forståelse. Og endnu i den allersidste tid har tilhængerne af at slå en streg over fortiden fundet et vist gehør blandt væsentlige dele af de kompromitterede i det spanske samfund – ja, selv ind i regi­mets egne rækker. Dette forhold skyldtes en overbevisning om, at Spanien burde tilpasse sig en verden, hvis ideo­logi ikke accepterer en stadig krigstilstand. For Franco var dette en trussel, og vi har lige modtaget hans svar på denne trussel.

[…]

Eftersom Grimaus ’forbrydel­ser’ var rent ideologiske, er det klart, at det var hans ideologi og ikke tidligere forbryderiske hand­linger, man søgte at sætte i re­lief. Det er ligeså absurd at tænke sig, at man har villet brem­se det spanske kommunistpartis udbredelse ved at henrette Gri­mau. Vold forhindrer intet, og hans død giver kommunistpartiet en ny og smertelig prestige. Det er tillige åbenbart, at kommunismen breder sig i Spanien sti­muleret af de objektive betingelser, som Franco-styret oprethol­der, lige såvel som der andetsteds neutraliseres under samfundsformer, der viser masserne det overflødige i en revolution.

Grimau er altså død som ’repræsen­tant’ for fjenden i den kunstigt forlængede borgerkrig. Han gjorde det muligt at statuere et eksempel, hvis betydning er, at det falder fuldstændigt sammen med caudilloens politik på kort sigt. Men det var for ham ikke nogen leg. Det drejede sig først og frem­mest om at genopleve den krig, som de nulevende spaniere vil glemme.

Grimau var undsluppet opgøret i 1939. At slå ham ihjel næsten 25 år efter, er næsten som at dræbe de døde fra borgerkrigen endnu en gang.

En sådan handling foretager man ikke af simpel brutalitet el­ler fanatisme, men med ganske bestemte hensigter. Man ønsker, at en væsentlig del af det span­ske samfund accepterer sin del af ansvaret for systemets volds­gerninger, som det engang tillod, og derved få det til at frygte eventuelle repressalier. For at man ikke igen skal glemme, må man genoplive skylden, søge at ophidse modstanderne, forhindre at trangen til hævn forsvinder. Det drejer sig om at stille frem­tiden i et truende og dramatisk lys, og at gøre alt hvad man kan, for at den virkelig skal blive det.

Henrettelsen af Grimau er til en vis grad en slags generobring, det er en begmand, som får det korthus reformvenlige Europatilhængere og libera1ister har bygget til at falde sammen. En handling, der tvinger disse til at se sig selv som det, de er: med­skyldige i vold og brutal auto­ritet.

Franco er trofast mod sig selv. For ham betyder medlidenhed intet, når styrets skæbne står på spil. Spaniens virkelige inter­esser underordnes hans ønske om at beholde magten. Det inden­rigspolitiske vejer tungere end prestige udadtil. Han har endnu engang udfordret verdens sam­vittighed og gjort front imod en mildning af sit system.

Imidlertid tyder nogetpå, at han har forregnet sig, da han gav ef­ter for sin stolthed. Ingen vil være ham taknemmelig for, at han har slået en kommunist ihjel, ene og alene af den grund, at han var kommunist.

Drabet er et middel, som man ikke kan godkende i vor tids ideologiske kamp. Det er også en handling, som katolikkerne – selv indenfor det spanske sy­stem – ikke vil kunne gå med til uden at komme i modsætningsforhold til pavens sidste encyklika.

Indtil nu har regimets folk – af alle grader – bøjet sig og mod­taget kløene uden modstand. Vi tænker vel, at denne hæmning ikke varer ved, at man ikke le­der den frygtens cirkel – der er selve Franco-styrets væsen – lukke sig igen.

Tekst 6 | Oversigten over kildetekster | Tekst 8