Balladen om den spanske civilgarde
Lorca var om nogen en torn i øjet på nationalisterne. I 1928 udgav han Sigøjnerballader, hvor »Balladen om den spanske civilgarde« findes. Et digt som utvivlsomt var til at koste ham livet i 1936.
Federico García Lorca: »Balladen om den spanske civilgarde«. Sigøjnerballader. Husets forlag, 1998. Oversat af Peer Sibast.
Sorte er deres heste
og hesteskoene sorte.
På deres kapper glinser
pletter af blæk og voks.
Deres kranier er af bly,
derfor græder de aldrig.
Født med sjæl af læderlak
rider de ad alfarvej.
Puklede og nattevante
befaler de hvor de kommer
den mørke gummis tavshed
og en rædsel fin som sand.
De rykker frem hvor de lyster
og skjuler i deres hoved
en diffus astronomi af
uhåndgribelige pistoler.
Åh, du sigøjnernes by!
Hvert gadehjørne smykket med flag.
Månen og græskarret fyldt
med honningsyltede kirsebær.
Åh, du sigøjnernes by!
Hvem, der så, kan glemme dig?
Du by af smerte og moskus
med dine tårne af kanel.
Da natten kom omsider,
natten, nætternes nat,
stod sigøjnerne ved essen
og smedede sole og pile.
Dødeligt såret kom en hest
og bankede på alle døre.
Haner af glas galede højt
i Jerez de la Frontera.
Og vinden smuttede nøgen
om forbavselsens hjørne
i natten, den forsølvede nat,
natten, nætternes nat.
Jomfruen og Sankt Josef har
tabt deres kastagnetter
og går nu til sigøjnerne
for måske at finde dem dér.
Jomfru Maria kommer klædt
som en borgmesterfrue
i en kjole af stanniol
med en perlekrans af mandler.
Under en kappe af silke
bevæger Sankt Josef sine arme.
Bag dem skrider Pedro Domecq
med tre persiske sultaner.
Halvmånen står og drømmer
ekstatisk om at være stork.
Tagterrasser invaderes
af bannere og gadelygter.
Danserinder uden hofter
hulker foran høje spejle.
Vand og skygge, skygge og vand
i Jerez de la Frontera.
Åh, du sigøjnernes by!
Hvert gadehjørne smykket med flag.
Sluk nu dine grønne lys,
for de højt fortjente kommer.
Åh, du sigøjnernes by!
Hvem der så kan glemme det syn?
Efterlad den langt fra havet
uden kamme til sit hår.
De rider frem i to geledder
mod den festligt klædte by.
I deres patrontasker høres
en knitren af evighedsblomster.
De rider frem i to geledder.
En dobbelt nocturne af lærred.
Selv himlen er efter deres skøn
en udstillingsmontre med sporer.
Men byen kendte ikke til frygt
og mangedoblede sine porte.
Fyrretyve civilgardister
stormer dem for at plyndre.
Da gik byens ure i stå,
og kognakken i flaskerne
forklædte sig som november
for ikke at vække mistro.
I flokke lettede lange skrig
fra alle byens vejrhaner.
Sabler kløver lette vindpust
som søndertrampes af hove.
Gennem skumringsmørke gader
flygter gamle sigøjnersker
på søvndrukne heste, med krukker
fulde af mønter i favnen.
Op gennem de stejle gader
flagrer de dystre kapper
og rejser bag sig flygtige
hvirvelvinde af sakse.
Foran Bethlehemsportens bue
forsamler sigøjnerne sig.
Sankt Josef, dækket af sår,
svøber liget af en pige.
Skarpe salver giver genlyd
uden ophør natten lang.
Jomfru Maria helbreder børnene
med små stænk af stjernespyt.
Men civilgarden rykker frem
og spreder brande om sig,
hvori fantasien snart,
ung og nøgen, brænder op.
Rosa af Camborios slægt
sidder i sin dør og jamrer,
hendes to afskårne bryster
ligger foran på en bakke.
Andre piger ser man løbe,
forfulgt af deres fletninger,
gennem luften fuld af krudt
blomstrende som sorte roser.
Og da, omsider, alle tage
var blevet plovfurer i jorden,
vuggede daggryet sine skuldre
i en lang profil af sten.
Åh, du sigøjnernes by!
Civilgarden rykker bort
gennem en tunnel af stilhed,
mens flammerne omringer dig.
Åh, du sigøjnernes by!
Hvem, der så, kan glemme dig?
Lad dem søge dig på min pande.
Spil af månestråler på sand.
