Tekst 10: Frances Perkins om social tryghed, 1935
Frances Perkins (1880-1965) var amerikansk arbejdsminister fra 1933 til 1945 og samtidig den første kvindelige amerikanske minister. I 1935 holdt hun følgende tale i anledningen af vedtagelsen af loven om social tryghed, der var en del af New Deal.
Teksten stammer fra: Kim Mølgaard Nielsen og Niels Thorsen: USA i 1930'erne, Gyldendal, 1977, s. 36-37, der gengiver den fra: William E. Leuchtenburg, (red.): The New Deal. A Documentary History, Harper and Row, New York, 1968, s. 81-85.
Arbejdende mennesker i Amerikas Forenede Stater kan samles med alle andre gode borgere på Labor Day’s 48. årsdag i tilfredshed over, at kongressen har vedtaget loven om social tryghed. Ifølge denne lov indføres der arbejdsløshedsforsikring som erstatning for vilkårlige former for hjælp i perioder hvor mænd og kvinder, der er villige og i stand til at arbejde, er uden arbejde. Den sørger for aldersrente, hvilket er et stort fremskridt i forhold til de foranstaltninger som vi hidtil har været afhængige af, når vi har villet tage os af dem, som ikke har været i stand til at sikre sig imod årene hvor de ikke længere kan arbejde ...
Lad os et øjeblik se på de dele af loven som, skønt de ikke vil have nogen virkning i år, dog vil have dybtgående og vidtrækkende konsekvenser for millioner af borgere. Jeg tænker på bestemmelsen om aldersrenten, som vil blive finansieret ved bidrag fra arbejdsgivere og arbejdere, og på den del af loven som etablerer begyndelsesmaskineriet til arbejdsløshedsforsikringen.
Aldersrente i form af månedlige betalinger skal udbetales til enkeltpersoner som har været i arbejde og har indbetalt bidrag til pensionsfonden i direkte forhold til disse personers indtjente totallønninger ... Den månedlige minimumsunderstøttelse andrager 10 dollars, maksimum 85 dollars. Disse udbetalinger vil blive påbegyndt i 1942 og finder sted til dem som har været i arbejde og bidraget til fonden.
P.g.a. administrative vanskeligheder er ikke alle grupper på nuværende tidspunkt dækket af loven ... men den er tilstrækkelig bred til at dække alle normaltbeskæftigede industriarbejdere ...
Lad os som et eksempel på hvordan aldersrenten virker i praksis, se på en typisk ung mand på 35 år, og lad os beregne den pension som vil tilfalde ham. Hvis vi antager at han i en periode på 30 år tjener 100 dollars om måneden i gennemsnit indtil han fylder 65 år, så vil hans retmæssige pension fra forsikringsfonden give ham 42,50 dollars om måneden i resten af hans levetid ...
Denne omfattende pensionsordning kræver bidrag både fra arbejdsgiveren og den ansatte, idet hver skal bidrage med 3% af den totale løn... d.v.s. at denne mand ud af sin løn på 100 dollars om måneden skal betale 3 dollars til fonden og hans arbejdsgiver skal betale det samme beløb mens han er ansat der.
I forbindelse med alderdomspensionen erkender loven, at arbejdsløshedsforsikring er en væsentlig del af enhver plan om økonomisk tryghed for millioner af lønnede ansatte arbejdere. Loven giver mulighed for at forbundsregeringen og enkeltstaterne handler i fællesskab, således at en enkeltstat kan vedtage et forsikringssystem, som stemmer overens med forbundsregeringens krav og som passer til enkeltstatens egne behov ...
Det har for nuværende været nødvendigt at udelukke i alt væsentligt de samme grupper fra at deltage i arbejdsløshedsforsikringsordningen som i alderdomspensionsordningen ...
Staten New York har i øjeblikket en arbejdsløshedsforsikringsordning som på udmærket måde illustrerer de træk, vi ønsker skal præge denne ordning. I tilfælde af arbejdsløshed får arbejderen ugentligt udbetalt 50% af lønnen i et tidsrum på højst 16 uger om året. Udbetalingen påbegyndes senest 3 uger efter at arbejdsløsheden er indtruffet ...
Forbundsregeringens lovforslag blev udformet ud fra den tankegang, at angrebet på arbejdsløshedens og alderdommens problemer skulle være et fælles foretagende, hvor både forbundsregeringen og enkeltstatsregeringerne deltog og hvor man bevarede fordelene ved den lokale administration og ved den nationale ledelse. Det blev anset for uklogt at forbundsregeringen skulle bestemme alle spørgsmål vedrørende fremgangsmåden og fuldstændig diktere hvad enkeltstaterne skulle gøre. Forbundsregeringens forslag indeholder kun nødvendige minimumsnormer, og det overlader et vidt spillerum til enkeltstaterne.
Mens det kræves af alle enkeltstatslovene om arbejdsløshedsforsikring at de gør bidragene tvungne, har enkeltstaterne ret til selv at bestemme, hvordan disse bidrag skal fremskaffes, frihed til at bestemme karenstiden, størrelsen af understøttelsen, hvor længe der kan ydes understøttelse o.s.v. ...
Dette er i sandhed lovgivning i den nationale velfærds interesse. Vi må erkende at hvis vi skal kunne opretholde en sund økonomi og en blomstrende produktion, så må vi opretholde levestandarden hos de lavere indkomstgrupper som udgør 90% af vor købekraft. Præsidentens udvalg vedrørende økonomisk tryghed, som jeg havde den ære at være formand for, var under arbejdet med at udforme lovforslaget overbevist om at dens vedtagelse ikke blot ville føre os et langt stykke i retning af målet om økonomisk tryghed for den enkelte, men også et langt stykke i retning af at fremme og stabilisere købekraften, uden hvilken det økonomiske system ikke kan overleve.
At denne snævre sammenhæng mellem opretholdelsen af købekraften gennem en ordning som beskytter det enkelte individ mod større økonomiske farer, ikke er teoretisk, er klart ud fra den kendsgerning at England har været i stand til at modstå virkningerne af den verdensomspændende depression, skønt dets velstand i så høj grad er afhængig af udenrigshandel. Engelske økonomer er enige med arbejdsgivere og arbejdere i, at denne mulighed for at modvirke ugunstige betingelser i ikke ringe grad skyldes sociale forsikringer og regelmæssige udbetalinger som har tjent til at opretholde den nødvendige købekraft.
Til oversigten over kildetekster
Vor plan for social tryghed vil være en livsvigtig kraft som modvirker at alvorlige depressioner vender tilbage i fremtiden. Vi kan – efterhånden som grundsætningen om den stabiliserede købekraft i hårde tider mærkes i enhver butik, forretning og virksomhed – blive gamle uden at hjemsøges af et fattigdomsplaget alderdomsgenfærd eller af at ligge vore børn til byrde.
