Straffefanger som arbejdskraft i Dansk Vestindien (1746)
I den første tid som koloni steg behovet for billig, eller gratis, arbejdskraft i takt med, at flere og flere plantager blev etableret. Frem til midten af 1700-tallet blev der importeret et stort antal afrikanske slavegjorte, men også et mindre antal danske fanger og servinger.
Det danske Kancelli1 så en stor mulighed i at sende straffefanger til de nye kolonier og således mindske presset på overfyldte danske fængsler, og i den tidlige koloniseringsproces var Vestindisk-Guineisk Kompagni godt tilfreds med den løsning.
Men med tiden blev kompagniet mindre glad for idéen. I 1746 sendte Vestindisk-Guineisk Kompagni en række punkter til kancelliet med begrundelser for, hvorfor danske straffefanger ikke burde bruges som arbejdskraft i koloniens plantager. Herunder ses listens to første punkter.
1: Som Slaver at arbeide I Plantagerne ere de gandske utienelige; efftersom ingen blanck kand udstaae at arbeide I den Heede, som de Sorte, ey heller kand de som Fanger dertil betroes, tilmed ere de alt for Kostbare at underholde, da en Neger maae saa got som underholde sig self, med disse skulle I det land hvor alting er Kostbar underholdes med Klæde og Føde.
2: Ey heller bør eller kand en Blanck tracteris udi de lande som en sort Slave; the de Sorte maae altid holdes til at bære frygt for de Christne og blanckre, hvilcken frygt vilde forsvinde, naar de saae at de blancke, som skulle være Christne bleve tracterede paa same made som de Sorte.
1 Det Danske Kancelli var det øverste regeringsorgan i Danmark frem til 1848 og stod direkte under kongen.
