Servinger som arbejdskraft i Dansk Vestindien (1735)
I 1733 solgte Frankrig øen St. Croix til Danmark. Øen var den sidst erhvervede af de tre øer i Dansk Vestindien, men også den mest frugtbare, og det var på St. Croix, at det for alvor blev muligt at dyrke sukker på plantager. I årene efter 1733 blev St. Croix koloniseret, og der var brug for billig arbejdskraft til de nyanlagte plantager. Størstedelen af arbejdet blev udført af afrikanske og afrocaribiske slavegjorte, men der var også interesse for at få danske servinger til øen.
Herunder ses en række punkter, som Vestinidisk-Guineisk Kompagni satte op for rekrutteringen af servinger (citeret fra Mirjam Louise Hvid: 'Dend arme Blancke Slave'. Servinge og straffefanger i Dansk Vestindien 1671-1755. Universitetsspeciale, Københavns Universitet, 2006).
1: At Folck som ere unge fra 16 til nogle og 20 aar ere de beste, som kand taale den Clima, men dog passeerer det, naar de icke ere over 40 aar.
2: Giffte Folck med et eller fleere Børn modtages, siiden det er saadanne som skall anviises Grunde til deres Fornødenhed at beplandte, dog at Foældrene icke ere udslæbede, men imod 40 aars alder i det Høyeste.
3: De Unge Folck som kan antages at udgaae som Servinge til at tiene der i Landet, nyder til udreedning her 6 rdr. og fri transport, men de Giffte som udgaae for at optage Grunde nyder intet andet end fri Transport […].
