En uddybende gennemgang af første slesvigske krig (ekstramateriale til kapitel 3)
Indledning
Det begyndte og sluttede som en borgerkrig mellem den danske nation og den slesvigske-holstenske oprørshær. Indimellem havde krigen dog karakter af at være international, da flere tyske stater (Preussen, Hannover, Sachsen og Bayern) sendte tropper ind i krigen på Slesvig-Holstens side, og europæiske magter blandede sig diplomatisk. Krigen begyndte den 9. april 1848 med Det Første Slag ved Bov, en landsby et par kilometer vest for den nuværende Kruså-grænse, og sidste krigstræfning var den 31. december 1850 ved Mysunde, en landsby som ligger ved Sliens smalleste sted øst for Slesvig.
Der var ikke tale om kontinuerlige træf og slag igennem de tre år, da krigen kan opdeles i tre faser og ind imellem var afløst af to lange våbenhviler.
Første fase af krigen, 29. marts-26. august 1848
Slaget ved Bov, 9. april 1848
Slaget ved Bov begyndte som en borgerkrig mellem hertugdømmerne og Danmark, hvor en overlegen dansk hær på 11.000 mand slog oprørshæren, der havde taget opstilling med 6.150 soldater ved Bov.
Det kan undre, at hertugdømmerne havde dristet sig til at udfordre Danmark, for deres hær var ikke blot noget mindre end den danske, men også militært uuddannet grundet mange frivillige sympatisører uden militær erfaring.
Der var imidlertid et stort pres på prinsen af Nør for at rykke ud af fæstningen i Rendsburg og vinde befolkningens støtte til oprøret, og derfor var den slesvig-holstenske hær nu opstillet ved Bov. Det var den danske plan at omringe oprørshæren ved, at hovedstyrken skulle angribe fjenden fra nord og øst, mens en mindre styrke skulle søge vest om den slesvig-holstenske hær og omringe denne. Desuden blev en mindre del af den danske hær også landsat på halvøen Holnæs for at kunne angribe sydøst fra.
Planen fungerede dog kun delvist, da det lykkedes hovedparten af oprørshæren at tage flugten og trække sig tilbage til Rendsburg. Her ventede en preussisk hær på 12.000 mand og en tysk forbundshær på 10.000 mand, som var klar til at assistere oprørshæren. For at kunne tage aktivt del i borgerkrigen erklærede Preussen og Det Tyske Forbund Danmark krig den 18. april 1848.
Slaget ved Slesvig, 23. april 1848
Første militære slag foregik ved Slesvig, hvor den danske hær stod over for en fjende, der rådede over langt flere soldater end den selv, og et nederlag syntes uundgåeligt. Danmark valgte at trække sig tilbage den 24. april med et forholdsvis lille tab af soldater. I alt blev 891 danske soldater gjort ukampdygtige, 461 blev såret, 258 blev taget til fange og 170 blev dræbt.
Efter slaget var moralen høj hos de danske soldater, og hæren var stort set intakt. Næsten alle havde været i kamp og givet en overlegen fjende kamp til stregen, men den danske hær valgte at trække sig tilbage i tide til Nordslesvig. En gren af hæren drog østpå til Als, og en anden tog tilbage til kongeriget Danmark ved Kolding nord for Kongeåen.
De tyske og slesvig-holstenske tropper drog videre mod nord, og inden længe havde de besat hele Slesvig. Da de kom til Nordslesvig, delte de sig i to afdelinger – den ene blev sendt mod Sundeved, vest for Sønderborg, for at hindre de danske tropper på Als i at komme over til det jyske fastland, og den anden blev sendt videre mod Kongeåen og grænsen mellem Slesvig og Danmark.
Mod prinsen af Nørs vilje forsatte den preussiske general Wrangel over Kongeåen og ind i kongeriget Danmark, hvor han straks krævede en krigsskat på fire millioner rigsdaler. Denne fik han aldrig udbetalt, da den russiske regering omgående protesterede over den preussiske hærs indtrængen i Danmark. Det førte til, at Wrangel den 25. maj fik ordre om at trække alle tropper tilbage til syd for Kongeåen.
Slagene ved Nybøl, 28. maj 1848, og Dybbøl, 5.-6. juni 1848
Hvor Danmark ikke havde kunne forhindre preussisk fremmarch ind i selve kongeriget, var det en anden sag i Sønderborgområdet, hvor den danske hær havde succes i slagene ved Nybøl, vest for Sønderborg, i slutningen af maj. Her måtte preusserne, trods massive kanonopstillinger, trække sig tilbage til Gråsten.
I begyndelsen af juni blev den danske hær ved Dybbøl angrebet af general Wrangels preussiske styrker. Wrangel indledte et angreb den 5. juni, men de danske soldater kæmpede heltemodigt, og det endte med, at Wrangel måtte trække sine soldater tilbage den følgende dag. Dette var en overdådig dansk militær bedrift, som blev euforisk modtaget af den danske befolkning, og måske netop derfor besluttede man at underskrive den danske grundlov nøjagtig samme dato året efter.
Første våbenhvile, 26. august 1848-3. april 1849
Stormagterne Rusland og England fik, sammen med Sverige, gennemtrumfet en længerevarende våbenhvile i slutningen af august 1848, og aftalen bestemte, at både den danske hær samt hærene fra Preussen og Det Tyske Forbund skulle forlade hertugdømmerne, dog måtte hver part efterlade 2.000 mand til at holde orden. For den danske hær gjaldt det, at de 2.000 mand kun måtte opholde sig på Als og Ærø. Desuden foreskrev aftalen, at Danmark skulle stoppe blokaden af tyske havne (bl.a. Kiel), som var blevet igangsat i slutningen af april måned, og at beslaglagte skibe skulle frigives, ligesom krigsfanger skulle udveksles. Endelig skulle hertugdømmerne styres af en femmandskommission, hvoraf to sønderjyske medlemmer var udpeget af Danmark, og to holstenske og en præsident var valgt af Danmark og Preussen i fællesskab.
Femmandskommissionen kom dog aldrig til at fungere, og i stedet var det den slesvig-holstenske oprørsregering, der styrede i Nordslesvig – undtagen Als og Ærø. Derfor vakte administrationen af våbenhvilen stor harme i Danmark, og det blev mere og mere tydeligt, at det kun var et spørgsmål om tid, før borgerkrigen brød ud igen.
Samtidig brugte begge parter tiden under våbenhvilen til at udbygge og opruste deres hære, og såvel i Danmark som i hertugdømmerne blev der indført almindelig værnepligt. Herefter talte den danske hær i alt 41.000 mand, mens den slesvig-holstenske talte 19.000 mand og en reserve på 5.000 mand. Dertil kom den tyske forbundshær, som i alt talte 46.700 mand.
Under våbenhvilen stillede England et forslag om at dele Slesvig op. Denne tanke havde enkelte danske politikere været inde på tidligere, men forslaget var aldrig blevet taget alvorligt. Ej heller Englands forslag blev gennemført. Selvom det blev modtaget med en vis sympati i Danmark, afviste Frederik 7. delingsideen med den klare besked: »Det skal aldrig ske!«
Frederik 7. var den første danske konge, der ikke nødvendigvis krævede en bevarelse af helstaten, men på den anden side var han klar tilhænger af, at hele Slesvig var dansk interessesfære. Fra Slesvig-Holsten blev det engelske forslag også modtaget særdeles køligt, da man i tilfælde af udmøntning af forslaget skulle vinke farvel til en del af Slesvigs territorium.
Krigens anden fase, 3. april-7. juli 1849
I marts 1849 opsagde den danske regering våbenhvilen mellem kongeriget Danmark og de tyske stater, hvorfor krigen brød ud den 3. april samme år.
I denne anden fase af krigen trak fjendens tropper op i Nørrejylland – den del af Jylland, som var nord for Kongeåen og dermed en del af kongeriget Danmark.
Undervejs blev den indtrængende hær delt i tre:
- En del lavede stillinger ved Sundeved for at holde danske tropper fra at igangsætte en offensiv fra Als.
- En anden del trak op til Fredericia og stillede sig over de danske styrker her.
- Den sidste del af de tyske tropper trak op i Nørrejylland.
Den danske hær havde klar fordel på havet, da danskernes flåde var ganske overlegen. Samtidig gav vandvejene også mulighed for at være mobil og få flyttet tropperne hurtigt.
Da den danske regering opsagde våbenhvilen, var strategien, at hæren skulle angribe fra Als og ned fra Kolding gennem det østlige Slesvig, hvor flåden skulle foretage et afledningsangreb mod Echernförde for at sinke fjendens fremmarch mod nord. Det skulle dog vise sig at blive et fatalt flådeangreb.
Slaget ved Echernförde, 4.-5. april 1849
Fire danske flådefartøjer sejlede ind i Echernförde Fjord den 4. april 1849. Det drejede sig om linjeskibet, Christian 8. med 84 kanoner, fregatten Gefion med 48 kanoner, samt dampskibene Hekla og Gejser, der havde tre jagter på slæb med et kompagni af soldater.
Linjeskibet Christian 8. sejler fra Københavns Red i 1849. Historiemaleri af Christian Eckardt fra ca. 1904. Fil hentet hos Wikimedia Commons.
Det var tanken, at soldaterne skulle landsættes, men det måtte opgives, da mange af dem var blevet ukampdygtige grundet voldsom søsyge.
Echernförde var indstillet på at give de danske krigsskibe en varm velkomst, da kraftigt artilleri var klar til at forsvare byen fra både nord og syd. Da de fire flådefartøjer blev opdaget om aftenen den 4. april, hentede man hentet forstærkning i form af en bataljon og et feltbatteri.
Om morgenen den 5. april indledtes angrebet på de to svært armerede slesvigske kystbatterier.
Kun linjeskibet Christian 8. og fregatten Gefion sejlede ind i fjorden for at angribe, mens dampskibene Hekla og Gejser ventede uden for fjorden og skulle assistere, hvis det blev nødvendigt. Det lykkedes hurtigt at neutraliseret batterierne på nordsiden, men herefter startede det ene uheld efter det andet.
Vinden tog til og fik Gefion til at drive, således at skibet endte med at få agterstævnen vendt mod det sydlige batteri, hvorfra det kunne beskydes uden at kunne svare igen. Det lykkedes dog Gefion med besvær at redde sig fri af beskydningen og i sikkerhed uden for fjorden.
Også linjeskibet Christian 8. kom i problemer, og på et tidspunkt havde man fået nok og satte derfor sejl for at bevæge sig ud af fjorden, men på grund af en ødelagt takkelage drev linjeskibet længere ind mod land og de fjendtlige kanoner. Ved aftenstid overgav skibets besætning sig, og kaptajnen og mandskabet blev transporteret fra skibet og ind til lands. Imidlertid var linjeskibet blevet beskudt i en sådan grad, at ilden var kommet ud af kontrol, hvorfor flammerne bredte sig til krudtlageret. Det endte med, at skibet sprang i luften med et gevaldigt brag. De sidste ombordværende samt nogle enkelte tilskuere på land, der ramtes af flyvende genstande fra eksplosionen, blev dræbt.
Trods de danske krigsskibes overlegne ildkraft var slaget tabt. Det kostede danskerne 134 dræbte, 38 sårede og mere end 900 mænd blev taget til fange, hvorimod fjendens tabstal kun var fire dræbte og 18 sårede. Alle de dræbte blev begravet på en kirkegård i den nordlige del af Echernförde.
Trods katastrofen for den danske flåde fik nederlaget dog ikke den store betydning for det videre forløb af krigen.
Slaget ved Dybbøl, 13. april 1849
Den danske hær havde intentioner om at angribe den slesvig-holstenske hær, der stod opstillet ved Bov. Man gik frem fra Als og Kolding, og det førte til mindre træfninger ved bl.a. Haderslev. Efter krigsnederlaget ved Echernförde besluttede den danske krigsminister, general C.F. Hansen, at alle krigshandlinger skulle stoppe, og hæren skulle trækkes tilbage til Kolding, Dybbøl og Als.
I mellemtiden var en hær på 11.000 mand fra de tyske forbundsstatermarcheret frem mod Sønderborg og havde oprettet stillinger på Sundeved. Deres mål var at nå frem til Als og få bugt med en stor del af de danske tropper, som var placeret der.
Tyskerne beskød de danske stillinger på Dybbøl fra 28 kanoner, og herunder blev Dybbøl Mølle skudt i brand. Trods den store hær fra de tyske forbundsstater og ødelæggelserne på Dybbøl lykkedes det dog aldrig for tyskerne at komme over til Als, bl.a. fordi den danske flåde kunne beskytte området.
Kampe ved Kolding, 20.-23. april 1849
Efter det danske angreb mod den slesvig-holstenske hær ved Bov var blevet aflyst og afløst af en tilbagetrækning til Als og Kolding, var initiativet nu blevet overladt til slesvig-holstenerne. Derfor trængte hele den slesvig-holstenske hær under ledelse af den preussiske general Eduard Von Bonin op igennem Jylland og besatte Kolding den 20. april. Dette skete til trods for, at general Karl Ludvig Ernst von Prittwitz, der havde overkommandoen over de tyske forbundstropper, eftertrykkeligt havde advaret general Bonin mod at overskride Kolding Å og bevæge sig ind i det danske kongerige.
Den danske hær, der dels var placeret vest for Kolding og dels befandt sig på Fyn omkring Middelfart, blev gjort klar til en modoffensiv. Oprindeligt troede danskerne, at den slesvig-holstenske hær i Kolding kun var en forpost, men selvom man blev orienteret om, at det var hele hæren med alle dens mænd, valgte man at sende den danske hær i et angreb mod fjenden.
Den 23. april mundede det ud i et drabeligt slag med mange tabte menneskeliv, som involverede gadekampe og et kraftigt slesvig-holstensk bombardement, der stort set ødelagde hele den sydlige del af Kolding. Det endte med, at den danske hær måtte trække sig tilbage og søge mod Fredericia og længere op i Jylland. Sejren til den slesvig-holstenske hær gav dem blod på tanden og lagde et pres på den preussiske konge og den tyske forbundsregering, der var placeret i Frankfurt, om at give grønt lys til, at hertugdømmernes og den preussiske hær kunne fortsætte længere op i Jylland.
I maj modtog general Prittwitz tilladelsen til at fortsætte op i Jylland for at forsøge at besætte mest muligt af kongeriget.
Udfaldet i Fredericia, 6. juli 1849
Efter nederlaget ved Kolding trak den danske hær, anført af general Rye, sig længere op i Jylland for at sprede fjendens hær mest muligt. Det lykkedes endog med meget begrænset tabstal. Det kom dog også til enkelte træfninger. Et af disse var rytterslaget ved Trøjborg ved Aarhus den 31. maj 1849, hvor de danske dragoner, som var i undertal, vandt en overraskende sejr på grund af bedre lokalkendskab. Der var kun tale om et mindre slag, som blot tog 10-15 minutter med et minimum af ofre. Alligevel fik slaget stor betydning, da det bremsede preussernes fremmarch, som blev sat i stå frem til den 20. juni.
Det betød, at den slesvig-holstenske, preussiske og tyske forbundshær var splittet op i tre afdelinger: på Sundeved nær Sønderborg, i Fredericia og længere oppe i Nørrejylland. Mellem hver afdeling var der mere end én dagsmarch. Den danske hær var derimod meget hurtigere og fleksibel grundet flådens overlegenhed, der som nævnt tidligere gjorde, at soldater hurtigt kunne transporteres over vand.
Det benyttede general Bülow sig af efter hårde forhandlinger med krigsminister C.F. Hansen. Planen var at lede en masse danske soldater til Fredericia og derfra udføre et udfald mod fjenden. Dels blev soldater sejlet fra Als til Fyn, dels blev soldater sejlet fra Helgenæs på Mols til Bogense på Fyn. De hidbragte soldater samledes på det nordøstlige Fyn, og herfra blev de transporteret til Fredericia med både.
Midt om natten mellem den 5. og 6. juli rykkede den danske hær ud over fæstningsvoldene og de næste tre-fire timer udviklede det sig til heftige kampe med store tab, inden fjenden trak sig, og danskerne havde vundet slaget. Tabstallene i dette slag var 1.900 på dansk side og 3.300 mand på den slesvig-holstenske side.
Udfaldet ved Fredericia den 6. juli 1849, gengivet mellem 1849 og 1851 i historiemaleri af Niels Simonsen. Originalen findes i dag på Statens Museum for Kunst.
Et af de danske ofre ved slaget om Fredericia var generalmajor i infanteriet og kommandør for 5. infanteribrigade, nordmanden Olav Rye. Han blev især kendt for at have ført sin brigade op igennem Jylland og videre ud til Mols og Helgenæs, hvor han fik lavet skanser, som soldaterne kunne forsvare sig fra, inden de blev sejlet til Fyn.
Selvom der var store danske tab, fik den danske hærs sejr afgørende betydning for Danmarks videre forløb i krigen – ikke mindst hvad angik betingelserne i den våbenhvile, der blev indgået efterfølgende.
Anden våbenhvile, 7. juli 1849-2. juli 1850
Sideløbende med krigshandlingerne var der diplomatiske kontakter i gang om at få etableret endnu en våbenhvile, og denne blev en realitet den 7. juli 1849 og kom til at vare i omkring et år.
Op til våbenhvilen havde man fra Slesvig-Holstens side besat hertugdømmerne. Igen blev våbenhvilen gennemtrumfet med hjælp af et pres fra England og Rusland og underskrevet i Berlin. Preussens interesse for at støtte den slesvig-holstenske sag var på dette tidspunkt dalende.
Under våbenhvilen blev en norsk-svensk styrke sat ind i Nordslesvig, mens en preussisk besættelsesstyrke installeredes i Sydslesvig. Disse styrker skulle understøtte en bestyrelseskommission med en dansk, engelsk og preussisk repræsentant. Dette tilfredsstillede ikke den sydslesvigske befolkning, og under våbenhvilen vendte de sig primært mod Holsten.
Der var forsøg på at lave en permanent fredsaftale, men især Det Tyske Forbund samt Slesvig-Holsten havde store krav til en sådan aftale. Grundet russisk pres skrev Preussen og Det Tyske Forbund under på en fredsaftale uden at have løst de problematikker, som oprindelig havde forårsaget krigen.
Krigens tredje fase, 2. juli-31. december 1850
Nu havde slesvig-holstenerne mistet deres nærmeste allierede, hvorfor de stod helt alene over for den danske hær.
Slaget ved Isted, 25. juli 1850
Slesvig-holstenske styrker på i alt 30.000 mand gik over Ejderen den 14. juli, mens de danske styrker på i alt 37.000 mand gik ind i Nordslesvig den 16. juli. Ca. ti dage efter stødte de to hære sammen i et stort skov- og mosepræget område nord for Slesvig.
Den danske hær havde i 1850 ikke nogen egentlig plan for et kommende felttog, men da man i juli fik informationer om, at den slesvig-holstenske hær havde taget stilling nord for Slesvig by, øjnede man en chance for en gang for alle at få bugt med oprørshæren.
Den 25. juli stødte de to hære sammen igen, i hvad der er betegnet som det største danske slag nogensinde. Danskerne var overlegne i hærstørrelse, men alligevel blev det til et drabeligt sammenstød med mange faldne og kun en kneben sejr til Danmark. Slesvig-holstenerne kunne opveje undertallet i antal soldater ved at have udbyggede forsvarsstillinger, men den slesvig-holstenske hær var ikke kun indstillet på at forsvare. Faktisk havde de planer om at omringe og bekæmpe den danske hær. Selve frontlinjen i slaget var spredt over 18 kilometer.
Slaget brød ud kl. 2 om natten mellem den 24. og 25. juli, da den danske hær rykkede frem mod fjenden. Herefter udviklede det sig til en blodig kamp, som først sluttede kl. 19 næste aften, hvorefter det lykkedes den slesvig-holstenske hær at trække sig tilbage over Ejderen til byen Rendsburg. Den danske hær kunne nu besætte Slesvig og rykke frem til Slien og Dannevirke.
Når det ikke lykkedes den danske hær at tilfangetage og afvæbne store dele af oprørshæren, skyldtes det først og fremmest ringe kommunikation inden for den danske hær, som var spredt ud over den lange frontlinje.
Tabstallene var betydelige for den danske hær: 845 soldater blev dræbt, og 2.405 mænd blev såret. Dertil kom ca. 300 soldater, som blev taget til fange. Tabstallene for den slesvig-holstenske hær var også store, om end de var mindre end de danske. Slesvig-holstenernes tabstal udgjorde 534 faldne og 1.202 sårede.
H.W. Bissens Isted-løven i Flensborg. Foto: 5R-MFT/Wikimedia Commons
Mange af de faldne danske soldater blev transporteret til Flensborg, hvor 495 af dem blev begravet i en massegrav på Sankt Marie Kirkegård. Blandt de mange begravede står H.W. Bissens imponerende monument, Isted-løven, og spejder mod syd. Isted-løven blev opsat i 1862 som et monument for slaget i Isted, men også som en kraftfuld dansk national manifestation, der provokerede de tysksindede, da den fremstod som dansk sejrssymbol.
Sidste slesvig-holstenske forsøg på en offensiv, august-december 1850
Både Preussen og Det Tyske Forbund forsøgte ihærdigt at få de slesvig-holstenske oprørere til at overgive sig. Det ignorerede slesvig-holstenerne og forsøgte et par gange at erobre de mindre byer Frederiksstad og Mysunde, inden de trak sig tilbage og overgav sig i januar 1851.
Det samlede tabstal for Danmark i den treårige krig var 2.128 dræbte og 5.797 sårede, mens Slesvig-Holsten havde 1.284 faldne og 4.675 sårede.
