Dragon Niels Kjeldsen – helt eller myte?

I 1901 fik Frantz Henningsen udstillet maleriet En Helt fra 1864, og netop dette billede førte til en del postyr blandt historikere. Historikeren Karl Larsen undersøgte myten om Niels Kjeldsen ved at interviewe hans soldaterkammerater, der deltog i samme træfning, samt preussiske husarer, der ligeledes havde deltaget i træfningen.

Larsens bog, der udkom i 1902, kom frem til et noget andet resultat end den heltehistorie, der florerede. I nedenstående tekst er gengivet nogle af de kilder, som Karl Larsen brugte i sin argumentation for, hvad der hændte den 28. februar 1864, hvor Niels Kjeldsen blev dræbt.

Kilde: Karl Larsen (1902): Dragon Niels Kjeldsen og hans drabsmand. En undersøgelse af Karl Larsen. Det Nordiske Forlag. København. 

Karl Larsen beretter om følgende i sin bog

På Kunstakademiets Charlottenborgudstilling i Foråret 1901 sås et anseligt maleri af Professor Frants Henningsen, »En Helt fra 1864« — hvortil den af udstillingskomitéens sekretær redigerede katalog føjede følgende forklaring:

Den danske Dragon Niels Kjeldsen mødte den 28de februar 1864 på landevejen mellem Kolding og Vejle en afdeling prøjsiske husarer. Uagtet han kun var én mod mange, indlod han sig i kamp med dem og nedlagde flere af sine fjender. Selv da han var bleven såret i højre hånd, så han måtte føre klingen med den venstre, nægtede han at overgive sig. Han søgte nu dækning ved et træ og fortsatte kampen — indtil en prøjsisk husar gjorde ende på hans liv ved bagfra at skyde ham ned med en pistol.

Man vil erindre det kunstnerisk værdifulde Billede: På en smudsig Landevej, i tungt og gråt februar vejr holder en enlig, dansk dragon, barhovedet og med dragen klinge i venstre hånd. Hesten står trykket tæt op imod et af de svære landevejstræer, der dækker rytterens højre side; med sammenknebne øjne ser han fremad mod den prøj-siske gardehusar, der, med sablen svungen, kommer i galop frem imod ham, fulgt af ildnende tilråb fra en hel lille kreds af kammerater, som er rede til efter ham at gå frem mod danskeren. Omtrent midt i vejen ligger en dræbt prøjser, over imod den modsatte vejgrøft er dragonens hjelm rullet hen — Vidnesbyrd om, at her har stået en hård kamp, hvad der også ses af dragonens sårede, blødende, højre hånd, der knuger om tøjlerne, medens han har kastet sablen over i venstre. — Da har en ung, slank, prøjsisk husar ladet sin hest sætte ind på marken ved siden af vejen. Og medens dragonen, med klingen i venstre hånd, uforsagt, venter på den friske og usårede fjende, der kommer op imod ham, rider den anden prøjser udenom træet, som giver danskeren en smule dækning, og hæver pistolen bagved ham.

Hvert barn forstår hvad der nu vil hænde og har også dommen derover rede. —

Som Frants Henningsen her har fremstillet historien om den jyske Dragon Niels Kjeldsen og hans drabsmand, er den i hovedtrækkene bleven fortalt Danmark over i de sidste tyve År.

Kun, at der mangler endnu et billede for at illustrere den fuldt ud. Man skulle se det prøjsiske gardehusarregiments officersmesse på hotellet i Kolding, samme aften som Niels Kjeldsen var bleven skudt om formiddagen. Og de prøjsiske husarers oberst måtte stå med hævet glas og drikke for den tapre danske soldats minde, medens han samtidigt i de skarpeste ord dømte hin unge fændrik, som, på uhæderlig vis, havde endt hans liv og derfor også nu med sænket hoved sneg sig ud af salen, sikker på at blive udstødt af regimentet.

Ti dramaet om Niels Kjeldsen har i sin danske tradition disse to anskuelige handlinger: Helten, der falder, efter at have kæmpet langt ud over pligt og tilsyneladende fornuft, og hans drabsmand, som straffes, netop dér, hvor han havde ventet at skulle blive hædret. Den ensomme, fattige, danske dragon bukker under med ære, den fornemme, unge, men feje prøjser rammes af vanære, fordi han har misbrugt sin overmagt.

Tydeligere taler intet folkeligt skuespil. […]

Kilderne til episoden

Vedkommende tabsliste fra 6. Dragonregiment giver nøjagtige oplysninger om de tre tilfangetagne Dragoner Holsted, Korup og Espes Hjemsteder.¹

Ved velvillig bistand af præsterne i de pågældende sogne er det lykkedes mig at komme i personlig forbindelse med Korup og Espe, der begge lever — […]

Og for den afdøde Holsteds vedkommende er tilvejebragt en af ham under fangenskabet i Spandau² ført »Dagbog« samt beretninger fra hans enke og en mangeårig, nær ven, om hvorledes Holsted plejede at fortælle begivenheden fra den 28. februar. Fra Holsteds dagbog:

”Vi trak os tilbage snarest muligt, men forgæves; efter få øjeblikke var vi ganske omringede og gjort til deres bytte. Kun korporalen slap heldig bort. Min sidekammerat Ullerup³ blev skudt og segnede død af hesten. Jeg fik en kugle i overarmen under skulderen af en underofficer, fordi jeg nægtede hans pardon.”

Skildringen har et afgjort litterært sving og kan desuden i Spandau ikke være fremkommen uden efter mange samtaler om begivenheden mellem forfatteren og hans to kammerater, der hele tiden delte fangenskabet med ham […]

Med hensyn til Niels Kjeldsen fremgår kun med sikkerhed af »Dagbogen«, at hverken Holsted eller nogen af hans kammerater, der var med under patruljesammenstødet og i fangenskabet, har set Niels Kjeldsen kæmpe, inden han blev skudt.

Den afdøde Holsteds nære ven, en på sin egn meget anset Gårdmand, Niels Hansen i Maltbæk pr. Vejen, har da også for Holsteds vedkommende bekræftet, at Holsted ikke blot ikke havde set Niels Kjeldsen kæmpe, men overhovedet ikke troede på, at han havde kæmpet. Holsted har ofte fortalt gårdmanden, hvorledes han, efter at være bleven fangen og ført tilbage, så Niels Kjeldsen ligge død på vejen omtrent på samme sted, hvor de ved udrykningen om morgenen havde holdt et hvil.

»Og«, tilføjer Niels Hansen, »Holsted mente jo nok, at den kamp med flere fjender kan ikke have fundet sted, thi dertil kunde der ikke have været tid i de få minutter, fra de begyndte det hurtige tilbagetog, og til Holsted (efter at være bleven fanget) kom tilbage til stedet, hvor Niels Kjeldsen lå.« […]

Konen har oftere opmuntret ham til at skrive noget i bladene imod den senere fremstilling af Niels Kjeldsens kamp og død⁴, som var ham vel bekendt, men han svarede altid, at det vilde han ikke, for Ullerup havde været sådan »en flink en«, så han havde ikke noget imod, at der blev gjort ære af had?

Den anden tilfangetagne dragon Korup beretter følgende:

Korup var den første, som blev taget til fange, og det et ringe antal favne derfra, hvor angrebet fandt sted. Allerede under det første tilbagetog havde hans hest stadig været bagest, og nu var dens kræfter ganske udtømte. Derfor overgav han sig uden modværge.

Korup hævder med stor bestemthed, at han så alle sine kammerater jage forbi ham og imod Vejle, deriblandt Niels Kjeldsen, hvem Korup ovenikøbet råbte nogle ord til, som Kjeldsen under flugten besvarede.

Derefter så Korup intet videre til sine kammerater, førend prøjserne kom med Espe og Holsted som fanger. Holsted var såret, »vist i skulderen«. Holsted fortalte — i Kolding — Korup, at han havde set Niels Kjeldsen ligge skudt på vejen og af fjenderne fået lov til at stå af hesten og betragte den døde, som var skudt bagfra gen¬nem hovedet […]

Den tredje tilfangetagne dragon Espe kunne berette følgende til Karl Larsen:

Medens nu korporalen og Holsted under det mere og mere forcerede ridt vandt længere og længere forspring, og prøjserne kom nærmere og nærmere ind på de to andre, der red, Espe i den vestre, Niels Kjeldsen i den østre (fra Kolding højre) side af landevejen, gled på en gang Niels Kjeldsen, som da var en hestelængde foran Espe, rundt med sadlen ned til højre af hesten.

Niels Kjeldsens hest blev i hvert fald nogle øjeblikke stående, med sadlen hængende under bugen. Dette påvirkede Espes hest, som dårligt lod sig drive videre. Nogle minutter efter var han da også indhentet af et par prøjsere, der satte ham bøsserne for brystet, og han overgav sig, da hesten ikke kunde mere, og der dengang, på jagt efter Korporalen og Holsted, var kommen lige så mange prøjsere foran som bagved ham.

Efter at Espe havde set Holsted blive ført tilbage som fange (uden at have set selve hans tilfangetagelse) fortalte Holsted ham — måske først i Kolding — at prøjserne havde tilladt ham at stå af hesten og se den døde Niels Kjeldsen, som var bleven dræbt af en kugle igennem hovedet […]

Espe har således, ved siden af igennem selvsyn at have bekræftet væsentlige af sine kammeraters opgivelser, tillige klart og bestemt hævdet at have set Niels Kjeldsen styrte af hesten uden kamp, ramt under sin flugt af en kugle fra de forfølgende prøjsere. —

Således vil de udsagn angående Niels Kjeldsen affæren, der lader sig hente fra rapporten og den faldnes kammerater, formentlig være udtømte. Alle går de ud på, at Niels Kjeldsen ikke, som overleveringen siger, har ladet korporalen og de andre jage af sted og selv er bleven holdende på vejen for at tage kampen op med fjenden; de hævder, at han, i hvert fald til at begynde med, er retireret skyndsomst sammen med de andre […]

Et øjenvidne Jens Jokumsen kunne berette følgende:

Omtrent 400 Alen fra Aldebertsmindevejen indhentede prøjserne dragonen, der imidlertid slog om sig med sablen og blev ved at ride af sted i kort galop, uden at fjenderne kunde standse ham. Han brugte sablen med venstre hånd.

Da blev dragonen ikke 100 alen nord for Aldebertsmindevejen indhentet af en tredje (eller fjerde) prøjser, som kom ridende alene ad landevejen i skarpt trav. Prøjseren red tæt ind på Niels Kjeldsen, løftede sin pistol måske knap ½ alen fra Niels Kjeldsens nakke og skød, hvorpå dragonen faldt af hesten, som blev ved at løbe og ad en overkørsel kom ind på marken øst for vejen, med sadlen gledet ind under livet […]

Uagtet Jens Jokumsen vil have lagt særligt mærke til ligets skuldre, arme og hænder, så han ikke der noget sår; det er i det hele taget hans bestemte mening, at dragonen kun havde fået det ene sår. —

Vidnet Anders Olesen kunne berette:

Han erindrer ikke at have set nogen af dragonerne blive fanget, derimod så han Niels Kjeldsen med dragen sabel komme ridende midt på vejen med 3 prøjsere nogle få alen efter sig. Først en halvt hundrede alen nord for Aldebertsmindevej var han indhentet, men blev ved at ride af sted mod Vejle, idet han holdt tæt til højre (østre) side af chausséen og slog fra sig med sablen, som han førte i venstre hånd. Så kom en prøjser i fuld fart, alene, til hest hen ad landevejen og, ligesom han havde indhentet Niels Kjeldsen, der blev ved at ride, så hurtigt han kunne komme frem, skød han ham bagfra.

Niels Kjeldsen sås ikke at såre eller dræbe nogen af fjenderne, lige så lidt som han selv kunde ses at blive såret under kampen. Anders Olesen vil ikke have hørt råb under kampen eller lyden af sabler, der mødtes, og talte ved lejligheden overhovedet, alt i alt ikke mere end 5 prøjsere. Siden bemærkede han på dragonens lig kun det dødelige sår i hovedet, men så iøvrigt ikke særligt efter, om der fandtes andre Sår.

Vidnet Jakob Lange kunne berette:

Jakob Lange fortæller nu, at han hørte skud, gik til vinduet mod syd og så nogle dragoner komme flygtende, en for en, alt hvad hestene kunde galopere. Han stod stadig ved vinduet, da den, der senere faldt, kom sprængende i en afstand af henimod 2000 Alen. Han blev forfulgt af 3 prøjsere og slog, bestandigt galoperende, fra sig bagud mod sine forfølgere, hvis sabelklinger mødtes med hans under kampen. Niels Kjeldsen red til at begynde med i den vestre side af vejen (hvor han altså kunde hugge frit ud til højre), men lige efter, at der, næsten lige ud for Langes faders gård var bleven skudt efter ham, red han — uvist af hvilken grund — over i den østre side af vejen. Han blev ved at ride og med sablen værge sig imod forfølgerne, indtil en fjerde prøjser kom jagende alene hen ad vejen, satte efter Niels Kjeldsen og indhentede ham et stykke nord for Aldebertsmindevejen. Prøjseren skød da på så nær afstand, som han kunne komme, bag fra på den stadigt ridende dragon, der, lige før kuglen ramle ham, havde givet en af husarerne et slag oven i pelshuen, så den dinglede i nakken. Niels Kjeldsen faldt derpå af hesten, sadlen drejede rundt under bugen på dyret, der senere blev indfanget på en af markerne […]

Niels Kjeldsen sås hverken selv at blive såret eller at dræbe eller såre nogen af fjenderne, men Lange bemærkede, at den husar, Niels Kjeldsen havde ramt oven i huen, trak sig ud af kampen, da den fjerde skød ham ned.

Vidnet madam Kruse og hendes søn beretter følgende:

De siger da begge, at Niels Kjeldsen ganske kort nord for deres hus indhentedes af tre prøjsiske husarer og hindredes i at ride videre. Han slog fra sig med sablen, som han holdt i venstre hånd, og kampen foregik omtrent på samme sted, indtil en fjerde prøjser kom ridende i fuld fart hen ad chausséen og, lige som han var nået til den stadigt kæmpende Niels Kjeldsen, skød på ham, bagfra, så vidt antages, i den nærmest mulige afstand, hvorpå Niels Kjeldsen faldt død af hesten, og forfølgelsen af de danske dragoner overhovedet var ophørt. Sadlen gled under faldet rundt på bugen af hesten, som sprang ind på marken. Der blev ingen fanger taget efter Niels Kjeldsens fald; men prøjserne trak sig, efter at have undersøgt ham, hurtigt tilbage. 

Madam Kruse og hendes søn så ikke, at Niels Kjeldsen ellers blev såret, så lidt som at han sårede eller dræbte nogen af fjenderne. Hans kamp varede en 10 minutter. Der blev råbt højt og lød stadig lyd af sabler […]

Om Niels Kjeldsen inden sin død er bleven såret, kan ikke søges oplyst igennem Vejle »Infirmeriets« journal, der hverken fandtes i krigsministeriets arkiv eller blandt vedkommende læges efterladenskaber.

Angående træerne, der skulle have tjent Niels Kjeldsen til dækning, kan til sidst, efter Amtsvejinspektør G. Schmiths oplysninger, anføres, at vejtræer på chausseen, der løber i nord og syd, kun trives meget langsomt og besværligt, at vejen først er anlagt i 1847, så at træerne i februar 1864 under alle omstændigheder næppe har været meget anselige.

Fra de tyske dragoner der deltog i kampen findes følgende beretninger

Fændrik grev Lüttichau beretter i sin rapport om træfningen

Her traf jeg underofficer Laders og 1 husar i fægtning med en dragon, hvem det var lykkedes at bibringe Underofficer Luders et hug med flad klinge på den højre hånd, hvorved underofficeren blev forbigående ukampdygtig. Da dragonen ikke vilde høre på min opfordring til at overgive sig, skød jeg ham en kugle gennem hovedet.
Underofficer Lüders beretter:

»Vi tog da 2 mand til fange, skød den tredje, der ikke vilde tage mod pardon, i armen og kom i fægtning med den fjerde, hvor jeg da slog ham hjelmen igennem foran, men han gav mig et hug på den højre hånd og et i den højre skulder, men som begge to ikke er trængt igennem, og dragonen fik et skud bagfra gennem hovedet og styrtede så af hesten.«

Grev Lüttichau beretter til Karl Larsen om episoden:

Jeg red straks efter de andre flygtende dragoner og traf på en dragon alene, der havde gjort underofficer Luders af Gardehusarregimentet ukampdygtig ved et hug med den hade klinge over hånden, en anden husar var indviklet i resultatløst håndgemæng med ham, desværre kan jeg ikke erindre hans navn; jeg opfordrede samme til at blive tilbage, for at han ikke af vanvare skulde blive såret af mig, da jeg vilde føre kampen med revolver, eftersom det blanke våben var uden virkning og ikke bed på den tykke kappekrave. Jeg opfordrede danskeren til at overgive sig, ellers ville jeg skyde; som svar skød han på en afstand af ca. 5 skridt sin karabin af på mig, næsten samtidigt affyrede jeg min revolver, men traf ikke dragonen; — jeg bemærker hertil, at dette alt sammen foregik under hestenes fulde løb, hvor der ikke kunne være tale om noget regelret sigte. Jeg troede, at jeg havde skudt for højt, drev min hest igen ind mod den fjendtlige rytter og sigtede, så godt det lod sig gøre, lavere, mod hoftepartiet, idet jeg parerede min hest, da jeg trykkede af; efter skuddet faldt dragonen uden en Lyd, hovedkulds fra hesten ned i grøften.

Ikke blot udnævntes grev Lüttichau efter affæren til løjtnant, men i den tyske Generalstabs Krigsarkiv findes 2 af regimentskommandøren underskrevne dekorations-indstillinger, en af 23. juni og en af 8. august 1864, i hvilke grev Lüttichau, udtrykkelig begrundet på hans holdning d. 28. februar, indstilles til henholdsvis det prøjsiske militære ærestegn af 2. klasse og den østrigske store tapperhedsmedalje i sølv. Og grev Lüttichau erholdt virkelig også begge disse dekorationer.

Endnu en tysk erindring fra en af de deltagende:

Derimod optræder det sidste vidne, daværende underofficer Kaspar, aldeles bestemt imod sin fændrik, ikke blot hvad angår en enkelthed som Niels Kjeldsens skud, men i henseende til hele grev Lüttichaus fremstilling af dragonens kamp.

Kaspar så et par danske dragoner blive fanget, således, at de, da deres heste ikke kunde mere, »dukkede sig« og lod sig tage, men en dragon blev ved at ride af sted imod Vejle »wie der Teufel«, indtil han under flugten på ganske få skridts afstand blev ramt i nakken af en kugle og faldt død af hesten uden så meget som at have haft sablen trukket eller på anden måde værget sig.

En dansk menig beretter:

Jacob Theil Wilhelm Ørvad. Mening ved 7 Regiment. Livserindringer
En Dag jeg var på vagt der, kom der en bondemand med den tapre dragon, som preuserhusaren Lüttschau havde skudt, da han efter et tappert forsvar havde nedhugget flere prøjsiske husarer. Jeg så ham, og jeg så også, hvor kuglen havde gennemskudt hans nakke. Vi havde lyst til at hævne ham, for sejren over preusserne og østrigerne troede vi ikke mere på, hvis vi ingen hjælp fik. Vi var for få og vi kendte svaghederne ved vores våben. Når vi blot kunde dræbe nogen, helst et par tyskere, før vi faldt mente vi, at så var vi nogenlunde betalt.

Ordforklaringer:

¹ Den officielle rapport om træfningen.
² Fængslet hvor de tre tilfangetagne dragoner sad under krigen.
³ Niels Kjeldsen soldaternavn.
⁴ Holsteds kone.