Kildetekster til Krigen i 1864
Her finder du kildeteksterne, der hører til bogen Krigen i 1864 – optakt, forløb, konsekvenser og din soldat.
Gå til kilderne for:
Kapitel 1 | kapitel 2 | kapitel 3 | kapitel 4 | kapitel 5 | kapitel 8 | kapitel 9 | kapitel 11 | kapitel 12 | kapitel 14 | kapitel 15 | kapitel 16 | kapitel 17 | kapitel 18 | kapitel 19 | kapitel 20 | kapitel 21 | kapitel 22 | kapitel 23
Der er ingen kildetekster til kapitel 6, 7, 10 og 13.
Der er ekstramateriale til disse kapitler:
Til kapitel 3: 'Første slesvigske krig' kan du her finde en uddybende gennemgang af krigen.
Til kapitel 5: 'Find din egen soldat' hører også en række links (flere af dem er også nævnt i bogen), som du kan finde i oversigten her samt vejledningen 'Find familiemedlemmer født mellem 1826 og 1842 i databaserne'.
Til kapitel 6: 'Følg din soldat gennem krigen i 1864' hører en række links, som du kan finde i oversigten her, samt en uddybende kildeliste til regimenter, artilleri, militær m.m., som du kan finde her. Til kapitlet findes også en vejledning over, hvordan du søger i fægtningsrapporterne om, hvilke slag de valgte soldater har deltaget i.
Til kapitel 13: 'Ventetiden' finder du her en artikel med forskellige kilder til dragon Niels Kjeldsen og diskussionen om, hvorvidt han var en helt i krigen eller er blevet genstand for mytedannelse.
Kapitel 1: Danmark – et lidet, fattigt land
Tekst 1: Poul Martin Møller: Glæde over Danmark, 1823
Tekst 2: Kapitulationen efter bombningen af København, 7. september 1807
Da kronprins Frederik afviste de engelske krav om at tilslutte sig en engelsk alliance og udlevere flåden til England, var reaktionen et hurtigt engelsk angreb, som kulminerede med Københavns bombardement den 2.-5. september 1807. Ca. 6.000 granater og brandraketter ramte byen med mange dræbte og sårede som resultat, og derfor betegnes bombardementet som verdens første terrorbombardement, da civilbefolkningen var målet for bombningerne.
Kapitulationsbetingelser, som efterfølgende blev forhandlet på plads, indebar, at England overtog den danske flåde. Danmark tilsluttede sig herefter Napoleons krig mod England, da den franske kejser var den eneste, der støttede op om det danske territoriums integritet.
Tekst 3: Fredstraktat imellem Danmark og Sverige sluttet i Kiel den 14. januar 1814
Den 14. januar 1814 blev der indgået en fredstraktat mellem Danmark og Sverige i Kiel. Sammen med en fredsaftale, der blev indgået samme dag med England, dannede de tilsammen de traktater, der afsluttede Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene 1807-1814. I fredstraktatens 28 paragraffer blev betingelserne for freden fastlagt, som bl.a. omfattede afståelsen af Norge til Sverige.
Tekst 4: Frederik 4.'s åbne brev om Norges afståelse til Sverige, 18. januar 1814
Som afslutning på Danmarks engagement i Napoleonskrigene 1807-1814 blev Norge afstået til Sverige ved fredstraktaten i Kiel den 14. januar 1814. Herefter udsendte den danske konge, Frederik 6., et åbent brev til befolkningen i Danmark og Norge om fredstraktatens bestemmelser. Dette var han forpligtet til ifølge fredstraktaten, ligesom han skulle opfordre til, at overdragelsen af Norge foregik i ro og orden.
Kapitel 2: Slesvig – stridens kerne
Tekst 5: N.F.S. Grundtvig: Langt høiere Bjerge, 1820
Tekst 6: Dankvart Dreyer: Vikingehøj på Brandsø (maleri), efter 1842
Tekst 7: Fædrelandets Extrablad, 7. december 1839
Fædrelandet var en nationalliberal avis, der udkom 1834-1882. Avisen var i 1830'erne og 1840'erne den førende oppositionsavis i debatten om en fri forfatning. Bag avisen var en række markante nationalliberale som Orla Lehmann og D.G. Monrad, og sammen gjorde de Fædrelandet til den toneangivende nationalliberale meningsdanner. Oplaget var ganske vist småt, men læserne udgjorde eliten i det danske samfund. Fra sin første artikel kæmpede Fædrelandet for, at borgerne skulle deltage i statens politiske forhold og altså afviklingen af enevælden.
Kilden er et extrablad (en særudgivelse) fra 1839, som blev udsendt ved kroningen af Christian 8. (1786-1848). Der var forhåbninger om, at den nye konge ville indføre en fri forfatning, hvilket han dog ikke gjorde.
Extrabladet blev skrevet og udgivet i en tid, hvor der herskede censur i Danmark. Avisen skulle, før den blev udgivet, kontrolleres af politiet, og hvis der var problemer, udkom avisen ikke. Derfor kunne Fædrelandet ikke formulere sig frit, men måtte vælge en balancegang, hvor man ikke fornærmede kongen eller den daværende forfatning.
Tekst 8: Tale af Orla Lehmann om Danmark til Ejderen, 1842
Den unge fremadstormende nationalliberale politiker, Orla Lehmann (1810-1870), blev modtaget som en sand frihedshelt, da han blev løsladt fra fængslet efter tre måneders afsoning, som han var idømt for at have talt kritisk mod enevælden i sin Falster-tale i 1841.
Ved mindefesten for stænderinstitutionens indførelse den 28. maj 1842 på Skydebanen i København holdt han en tale, hvor han var fortaler for, at Holsten skulle udskilles fra den danske helstat, mens Slesvig derimod skulle være dansk. Herunder kom han med sloganet Danmark indtil Ejderen (floden der danner grænsen mellem Slesvig og Holsten).
Baggrunden for Lehmann og de nationalliberales synspunkt var, at hertugdømmerne Holsten og Lauenborg var medlem af Det Tyske Forbund, som arbejdede mod en stærkere tilknytning imellem forbundsstaterne. Derfor frygtede de nationalliberale, at Danmark, igennem Holsten skulle blive trukket ind i Det Tyske Forbund, hvorefter Danmark ville miste sin nationale selvstændighed.
De nationalliberales Ejderpolitik blev i 1848 knyttet sammen med sammes krav om en fri forfatning og afskaffelsen af enevælden, og som sådan blev det dermed en af årsagerne til udbruddet af første slesvigske krig (1848-1850/51) samt en bagvedliggende grund til 1864-krigen.
Tekst 9: Om Hertugdømmet Slesvigs Folkepræg og Statsret, afhandling (i uddrag), 1832
En af de første, der kastede sig over undertrykkelsen af det danske sprog, var Christian Paulsen, der var født i Flensborg ud af en velstående, men tysktalende købmandsfamilie, der var tilhængere af helstatspolitiken.
Kilden er et uddrag af hans universitetsafhandling fra 1832, Om Hertugdømmet Slesvigs Folkepræg og Statsret tillige med et Blik paa hele den danske Stat (oprindeligt skrevet på tysk med titlen Über Volksthümlichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Schleswig).
Tekst 10: Uddrag af debatten i den slesvigske stænderforsamling mellem W. Beseler og Peter Hiort Lorentzen, 17. oktober 1842
Den danske købmand Peter Hiort Lorentzen fra Haderslev slog ikke blot sit navn fast som bannerfører for de dansksindede i Slesvig, men også som en folkehelt blandt danske nationalliberale.
Efter i protest at have trukket sig fra den slesvigske stænderforsamling i 1839, blev han atter valgt til stænderforsamlingen i 1841 af en kreds af dansksindede i Sønderborg. Kort tid efter forsamlingens åbning i 1842 havde han et sammenstød med Wilhelm Beseler, der var valgt i Tønder. De var begge valgt til den komité, som skulle udfærdige et forslag til en takkeadresse til kongen. Komitéens forslag indeholdt udtrykket »de tydske hertugdømmers forvaltning«, hvilket gav anledning til en debat mellem Beseler og Hiort Lorenzen den 17. oktober 1842. Kilden er et uddrag af de to herrers ophedede debat.
Tekst 12: Sprogpatentet af 29. marts 1844
Sprogstridigheden i den slesvigske stænderforsamling førte til, at Christian 8. i 1844 udsendte et sprogpatent, som bestemte, at kun de medlemmer af stænderforsamlingen, der ikke kunne tale tysk, måtte tale dansk. Der er nok ingen tvivl om, at kongen håbede at stille begge parter tilfredse, men faktisk blev resultatet det modsatte.
Tekst 13: Matthäus Friedrich Chemnitz: Schleswig-Holstein, meerumschlungen, 1844 (på tysk)
Kapitel 3: Første slesvigske krig (1848-1851)
Tekst 14: Resolution fra Casino-mødet, 20. marts 1848
Der var i 1848 blandt københavnske borgere og de nationale et udbredt ønske om, at 1) der blev indført et styre valgt gennem en fri forfatning, 2) der blev vedtaget en fælles forfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.
Der var kommet efterretninger fra Rendsborg, som fastslog, at hertugdømmernes Slesvig og Holstens stænderforsamlinger på et møde havde vedtaget at kæmpe for et uafhængigt Slesvig-Holsten. Derfor fik de nationalliberale fremrykket et borgermøde, som nu afholdtes på Casino-teateret i København den 20. marts, 1848, og hvor man vedtog en række resolutioner, som de krævede, at landets nye konge, Frederik 7., skulle indfri.
Tekst 15: Frederik 7.'s svar på resolutionen, 21. marts 1848
Den 21. marts 1848 vandrede borgerrepræsentationen og 15.000 københavnere til Christiansborg for at aflevere deres henvendelse, som de var blevet enige om ved Casino-mødet, til kongen. Frederik 7. kunne imidlertid proklamere, at han allerede havde afsat den hidtidige regering og indsat Martsministeriet med nationalliberale ministre. Enevældens tidsalder var nu ovre.
Tekst 16: Fredstraktat mellem Danmark og Preussen/Det Tyske Forbund, 2. juli 1850
Den 2. juli 1850 sluttede Danmark fred med Preussen og Det Tyske Forbund, og fredstraktaten anerkendte den danske konges ret til at udøve sin magt i Holsten. Reelt betød fredstraktaten, at man returnerede til situationen før krigsudbruddet. Imidlertid havde slesvig-holstenerne ikke opgivet håbet og kampen et selvstændigt Slesvig-Holsten. Derfor fortsatte de den militære kamp, som endte med et nederlag til oprørshæren.
Tekst 17: Kongelig Erklæring angaaende Rigets forfatningsmæssige Ordning, 28. januar 1852
Den kongelige erklæring fra januar 1852, som blev givet af Frederik 7., var et led i afslutningen af første slesvigske krig. Selvom Danmark i slutningen af 1850 havde nedkæmpet oprørshæren, var der to problemer: Dels havde Det Tyske Forbund og Preussen overtaget kontrollen af Holsten, dels havde man brug for europæisk accept af en fremtidig ny dansk konge i alle dele af helstaten, da Frederik 7. ikke havde nogen arvinger.
Derfor førtes forhandlinger med Østrig og Preussen i 1851 for at få dem til at trække sig ud af Holsten. I disse forhandlinger gav Danmark tilsagn til de to tyske stater i Det Tyske Forbund om, at man ikke ville indlemme Slesvig i det danske kongerige. Omvendt skulle båndene mellem Slesvig og Holsten også ophæves, så Slesvig ikke blev forbundet tættere med Holsten end det var til Danmark.
Forhandlingerne og aftalerne mellem Danmark og de to tyske stater var ikke deciderede traktater, og netop derfor havde de en tvivlsom juridisk status. Den kongelige erklæring nævner ikke specifikt, at Slesvig ikke må indlemmes i kongeriget, men beskriver i stedet, hvordan institutioner skal indrettes, så man opnår en helstat med en fælles forfatning.
Aftalerne fra 1851-1852, herunder den kongelige erklæring, tilfredsstillede såvel Preussen som Østrig og fik dem til at underskrive London-traktaten i maj 1852. Heri anerkendte de europæiske stormagter den nye tronarving (den senere Christian 9.) og det danske monarkis selvstændighed og rækkevidde.
Tekst 18: London-traktaten, 8. maj 1852
Med London-traktaten blev arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. slået fast. Frederik ville være den sidste af den oldenborgske slægt, som havde siddet på den danske trone siden 1448. Stormagterne accepterede, at arvefølgen overgik til huset Glücksborg, hvilket betød, at prins Christian af Glucksborg (Christian 9.) skulle efterfølge Frederik 7.
Samtidig fastslog traktaten, at den danske helstat, som bestod af Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, skulle opretholdes, og hermed håbede stormagterne, at man kunne sikre en fredelig fremtid i Østersøområdet. Samtidig lagde traktaten op til en fælles forfatning for helstaten, som blev en realitet i 1855, men uden nogen former for succes.
Kapitel 4: Optakten til anden slesvigske krig
Tekst 19: Sprogreskripterne, 1851
Tekst 20: Helstatsforfatningen (fællesforfatningen), 2. oktober 1855
I 1855 blev der, efter et langt tilløb, præsenteret en fælles forfatning gældende for hele helstaten, som var blevet en nødvendighed, da de europæiske stormagter efter første slesvigske krig havde pålagt Danmark at videreføre helstaten. Helstatsforfatningen bestemte, at der skulle indføres et fælles rigsråd for Danmark og de tre hertugdømmer på i alt 80 medlemmer. Af disse skulle 20 medlemmer udpeges af den danske konge, 30 skulle vælges af den danske rigsdag og stænderforsamlingerne, mens de resterende 30 skulle vælges direkte gennem valg. Helstatsforfatningen blev særdeles dårligt modtaget i de tre hertugdømmer.
Tekst 21: Martskundgørelsen, 30. marts 1863
Efter kuldsejlingen af helstatsforfatningen opgav den danske regering efter flere års forgæves forsøg at få lavet en forfatning for helstaten, som kunne tilfredsstille alle, og i stedet vendte man tilbage til det spor, som Ejder-politikken havde lagt. Martskundgørelsen tilkendegav, at Holsten skulle frigøres og have en langt mere selvstændig position.
Martskundgørelsen fik Holsten og det tyske forbund til at protestere, da det ville svække deres indflydelse på situationen i det nationalt blandede Slesvig, som man mente havde historiske bånd til Holsten, der ikke måtte brydes. Derfor kom Martskundgørelsen til at udgøre første skridt på vejen mod 1864-krigen.
Tekst 22: Novemberforfatningen af 1863 (i uddrag)
Tekst 23: Tilkendegivelse fra Haderslev kommunalbestyrelsen til Christian 9., 25. november 1863
Kapitel 5: Find din egen soldat
Tekst 24: Den grundlovgivende forsamlings debat om almindelig værnepligt, 18.-20. december 1848
Op til indførelsen af den almindelige værnepligt ved lov for alle unge mænd i Danmark, var der en heftig debat blandt medlemmer af den grundlovgivende rigsforsamling. Førhen havde værnepligten næsten helt og holdent hvilet på bondestanden, men nu skulle alle unge mænd (også dem fra byerne og borgerstanden) ind og aftjene værnepligt. Selve beslutningen om at gøre værnepligten gældende for alle unge danske mænd skyldtes dels, at der var behov for flere soldater i den første slesvigske krig (1848-1850/51), dels at det harmonerede med tidens demokratiske strømninger, der jo bl.a. førte til grundloven i 1849.
Kilden er et uddrag af debatten om lovforslaget om værnepligt i den grundlovgivende rigsforsamling, hvor der var forskellige syn på lovforslaget. På den ene side var der dem (f.eks. skomager, redaktør og politiker Jens A. Hansen), som syntes, at det var uretfærdigt, at bondestanden alene skulle stå for landets forsvar. På den anden side blev det hævdet (af f.eks. præsten og politikeren Carl Holger Visby), at det var ligeså uretfærdigt at pålægge den resterende befolkning krav om værnepligt.
Kapitel 8: Krigen begyndte ved Dannevirke – i vores soldaters fodspor
Tekst 25: Krigsministeriets instruks til general de Meza, 13. januar 1863
Forud for krigen sendte Krigsministeriet en instruks til general de Meza, hvori det anførtes, hvordan den danske hær skulle optræde ved Dannevirke under et kommende angreb, og hvordan man skulle reagere ved forskellige scenarier.
Tekst 26: Rapport fra det 6. fæstningskompagni over træfningen ved Mysunde, 2. februar 1864
Tekst 27: Leder fra Fædrelandet om tilbagetrækningen fra Dannevirke-stillingen, 6. februar 1864
Tekst 28: D.G. Monrads tale i Folketinget om tilbagetrækningen fra Dannevirke, 1864
Regeringsleder Ditlev Gothard Monrad holdt, efter tilbagetrækningen fra Dannevirke, denne tale i Folketinget, hvor han dels fralagde sig ethvert ansvar i beslutningen om at rømme Dannevirke, men samtidig også bad om tålmodighed over for overkommandoen i forbindelse med tilbagetrækningen.
Kapitel 9: Tilbagetrækningen og Slaget ved Sankemark
Tekst 29: Marchen fra Dannevirke til Flensborg, løjtnant V. Bokkenheusers erindringer, 1889
Tekst 30: Slaget ved Sankelmark, kaptajn Carl Th. Sørensens erindringer, 1891
Tekst 31: Statsråd på Amalienborg, 26. februar 1864
Referat fra statsrådsprotokollen vedrørende mødet d. 28. februar 1864 gengivet i Krigshistorisk Tidsskrift. På statsrådet debatterede man konflikten mellem krigsminister C.C. Lundbye og overgeneral C.J. de Meza. I mødet deltog alle ministre samt kongen. Kilden begynder på side 5 i pdf'en og slutter på side 14. De udvalgte sider indeholder konseilspræsident D.G Monrad, krigsminister C.C Lundbye og Christian den 9.'s indlæg i debatten. Mødet resulterede i C.J. de Mezas afgang to dage senere.
Tekst 32: General de Mezas skrivelse til krigsminister Lundbye, 20. februar 1864
Efter at hæren havde forladt dannevirkestillingen natten mellem den 5. og 6. februar, blev overgeneral C.J. de Meza og hans stabschef H. Kaufmann den 8. februar kaldt til København. I tiden, inden de Meza blev afsat, fandt der en brevveksling sted mellem ham og krigsminister C.C. Lundbye, der fik betydning for afsættelsen af overgeneralen. Kilden gengiver et brev fra de Meza, hvor han truer med at offentliggøre deres indbyrdes korrespondance. Krigsminister Lundbye opfattede tonen i dette brev som upassende og brugte det i sin argumentation for de Mezas afsættelse. Kilden gengives i Krigshistorisk Tidsskrift, side 21 i pdf'en.
Kapitel 12: Røven af 4. division og general baglæns
Tekst 33: 4. divisions grænseforsvar ved Kolding, rapport fra juni 1864
Tekst 35: Kaptajn Darres indberetning om forsvaret af Kolding, 1888
Tekst 36: Regimentets forflyttelse fra Vejle, erindringer fra menig Jacob Thei Wilhelm Ørvad, 1910
Tekst 37: Lærer H. Rosendals erindringer fra Vejle i 1864, 1905
Tekst 39: Sekondløjtnant A.P.C. Abrahams brev om pressens opfattelse af 4. division, 26. marts 1864
Tekst 40: Da Vejle blev ramt af krigen 1864, Vejle Amts Folkeblad, 2011
Kilden er en artikel fra Vejle Amts Folkeblad, som i øvrigt baserer sig på diverse kilder. Artiklen fortæller om dengang, østrigerne indtog byen efter krigeriske konfrontationer. Indtil da havde indbyggerne en fast tro på, at Vejle ikke ville blive indtaget.
Kapitel 15: Forsvaret af Fredericia
Tekst 41: H.G. Bønnelycke om flugten fra Fredericia, erindringer, 1904
Tekst 43: Løjtnant Nørgaards dagbogsnoter om bombardementet af Fredericia, 20.-22. marts 1864
Tekst 44: General Lunding og overkommandoens strid om 8. brigade, april 1864
Tekst 45: Scene bag Fredericias volde 8. marts (træsnit), London News, 2. april 1864
Kapitel 16: Det smertelige nederlag ved Dybbøl
Tekst 47: Dagligdagen ved Dybbøl-fronten, breve fra P.B. Feilberg, 13.-16. april 1864
Tekst 48: Telegram fra overgeneral Gerlach til Krigsministeriet (i uddrag), 17. april 1864
Tekst 49: En korporals beretning om stormen på Dybbøl 18. april, brev af 2. juni 1864
Tekst 50: Sekondløjtnant Dinesen om 8. brigades modangreb 18. april 1864, erindringer, 1884
Kapitel 17: London-konferencen
Tekst 52: Bismarcks instruks, 15. april 1864
Tekst 53: Bismarcks instruks til den preussiske gesandt i Wien, 18. april 1864
Tekst 54: Bismarcks instruks til den preussiske gesandt i Wien, 21. maj 1864
Tekst 55: Bismarcks telegram til den preussiske gesandt, grev Bernstoff, i London, 17. juni 1864
Tekst 56: Bismarcks udkast til forslag om afstemning i Slesvig, 17. juni 1864
Tekst 57: Farvermester Martin Bahnsens dagbog om nyheder fra London-konferencen, 17. maj 1864
Kapitel 18: Tiden efter fredsforhandlingerne
Tekst 58: Statsråd på Amalienborg om Fredericias rømning, 25. april 1864
Efter dybbølstillingens fald den 18. april var det videre forløb af krigen til debat i statsrådet. Krigsminister C.C. Lundbye mente, at Fredericia skulle opgives uden kamp, ligesom tropperne på Als skulle reduceres. I stedet ønskede han at styrke 4. division med flere infanteriregimenter. Krigsministeren havde i denne forbindelse delt sin tanker med overgeneral Gerlach. Gerlach var bestemt ikke enig i Lundbyes meninger. Overgeneralen og krigsministeren var som flere gange før dybt uenige om, hvordan krigen skulle føres. Lundbyes tanker blev imidlertid gennemført, og Fredericia blev rømmet mellem den 26. og 28. april. Kilden er gengivet i Krigshistorisk Tidsskrift og begynder på side 16 og slutter på side 18.
Tekst 60: Generalmajor Poul Ulrik Scharffenberg: Tanker om Alsees Indtagelse, 1. september 1864
Kilde er et uddrag af generalmajor Poul Ulrik Scharffenbergs skriverier om tabet af Als, som han blev færdig med at skrive den 1. september 1864. I skriverierne lægger Scharffenberg ikke fingrene imellem, når det drejer sig om, hvem der var skyld i det danske nederlag på Als.
Kilden er et et uddrag af oberstløjtnant Hans Charles Becks (1817-1890) rapport om hændelsesforløbet i forbindelse med kampen ved Lundby sydøst for Aalborg den 3. juli 1864.
Kampen ved Lundby var den sidste træfning i anden slesvigske krig. Efter slaget ved Dybbøl den 18. april var der indledt fredsforhandlinger i London. Selvom det danske nederlag stod klart, lykkedes det ikke at opnå enighed om en løsning. Kampene blev efterfølgende genoptaget i slutningen af juni, hvor tyske soldater den 29. juni erobrede Als. Derfor begyndte den danske hær at flytte soldater til Fyn, hvor man regnede med, at det næste store slag ville foregå.
Tekst 63: Sekondløjtnant A.P.C. Abrahams om affæren ved Lundby, erindringer, 1913
Tekst 64: Uddrag af Wienertraktaten, 30. oktober 1864
Tekst 65: D.G. Monrads tale i Folketinget om fortsat kamp, november 1864
Den tidligere regeringsleder, D.G. Monrad, i november 1864, efter indgåelsen af fredsaftalen, en tale i Folketinget, I talen redegør Monrad for sin frygt for, at fredsaftalen vil føre til Danmarks undergang.
Tekst 66: C.C. Halls tale i Folketinget om ja til fredsaftalen, november 1964
C.C. Hall var tidligere regeringsleder og var ansvarlig for Novemberforfatningen, der førte til 1864-krigen. I en folketingstale fra november 1864 giver han sin tilslutning til fredsaftalen.
Kapitel 20: Det politiske spil om aben
Pia Kjærsgaard, der i 2014 var Dansk Folkepartis værdipolitiske ordfører, fik lov til at smugkigge de to første afsnit af DR's og Ole Bornedals store og dyre serie om 1864, før serien blev vist for seerne. Hun var langt fra imponeret; tværtimod var hun rystet over såvel seriens manglende kunstneriske kvalitet, som Bornedals kraftige og demagogiske politisering. Rent politisk kritiserede hun især nutidssporet og undrede sig over, hvordan Tom Buk-Swienty kunne lægge navn til serien som historisk konsulent, da hun selv havde været meget begejstret for hans bøger. Og hun var bekymret over, at ungdommen ville blive præsenteret for en decideret forkert historie.
Tekst 68: Ole Bornedal i opgør med Pia K: Jo, der var sigøjnere i 1864, BT, oktober 2014
Find artiklen på Retriever/Infomedia med din skoles uni-login: Retriever.dk. Brug følgende søgekriterier: Periode: 'Alle datoer', søgeord: 'Jo, der var sigøjnere i 1864'.
Ole Bornedal tog til genmæle overfor dels Pia Kjærsgaard og hendes påstand om, at der ikke fandtes sigøjnere i Danmark i 1864 og dels mod Alex Ahrendtsen og hans postulat om, at melodien til sangen ”I Danmark er jeg født” først blev skrevet i 1926. Bornedals indlæg kan i det hele taget ses som en klare tilbagevisning af den kritik, som haglede ned over serien fra Dansk Folkeparti.
Tekst 69: Massiv kritik af Bornedals storserie, Berlingske, 2014
Find artiklen på Retriever/Infomedia med din skoles uni-login: Retriever.dk. Brug følgende søgekriterier: Periode: 'Alle datoer', søgeord: 'Massiv kritik af Bornedals storserie'.
Allerede før første afsnit blev vist i tv, var flere af de danske historikere, som regnes som 1864-eksperter, fremme og i forskellige grader udtale sig kritisk om 1864-seriens historiske dele. Tom Buk-Swienty, som har forfattet det litterære forlæg til tv-serien, nemlig bøgerne Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, og som var historisk konsulent på serien, var dog en undtagelse og lovede seerne en medrivende tv-serie. Samtidig roste han Bornedal for at tage livtag med historien og turde give sin fortolkning af den.
Tekst 70: Peter Yding Brunbech: Debatindlæg – Historien på TV, TEMP – Tidsskrift for Historie, 2015
Historikeren Peter Yding Brunbech samler i dette lange debatindlæg fra 2015 op på debatten om Bornedals 1864-serie, som han betegner som til tider at være ondskabsfuld, men også underholdende. Brunbech har det synspunkt, at debatten om serien aldrig har haft succes med at stadfæste, om Bornedals serie skulle ses som historisk korrekt, om den fangede en essens af fortiden, eller om den alene var fri fiktion. Endvidere konkluderer Brunbech, at diskussionen om historisk korrekthed fremstod som et spørgsmål om mediekonventioner og ikke var et historiefagligt spørgsmål eller et spørgsmål om fortidsfortolkning.
Tekst 71: Slaget i Bad Kissingen (Chapel Cemetary) 10. juli 1866 (illustration), ukendt dato
Tekst 72: Fredsaftalen i Prag, 23. august 1866
Den preussisk-østrigske krig blev officielt afsluttet med fredsaftalen i Prag. Baggrunden for krigen mellem medlemmerne af det tyske forbund skyldtes dels uenigheder om, hvorvidt Østrig skulle være en del af en fremtidig tysk stat, dels uoverensstemmelser om hvordan de tidligere danske hertugdømmer, Slesvig og Holsten, skulle styres. Krigen endte med en klar preussisk sejr.
For danskerne og de dansksindede i Nordslesvig var § 5 i fredsaftalen af stor interesse, for netop denne gav forhåbninger om, at Nordslesvig kunne blive en del af Danmark.
Kilden er en artikel af Heidi Dachs, bragt i Kristeligt Dagblad i 2020. Her argumenteres for, at det var fransk hovmod, som skabte grundlaget for den tyske nationalstat, og som kom til at ændre magtforholdene i Vesteuropa.
Kapitel 22: Dansk sikkerheds- og udenrigspolitik efter 1864
Kildeteksten er en artikel af marinehistoriker og forsker ved Forsvarsakademiet, Søren Nørby. Han giver et overblik over Danmarks sikkerhedspolitiske position i tiden fra nederlaget i 1864 til påbegyndelsen af Københavns befæstning i 1885.
Tekst 75: Henrik Dannemand: Danmark er kommet ud af skyggen fra 1864, Berlingske, 2014
Kilden er en artikel fra Berlingske Tidende. Artiklen er skrevet af kulturjournalist Henrik Dannemand og består bl.a. af interviews med historikerne Jens Ole Christensen og Inge Adriansen. De giver et overblik over, hvordan det danske nederlag i 1864-krigen definerede dansk identitet og udenrigspolitik i over 100 år. Ligeledes stilles spørgsmålet: »Hvad betyder 1864 for os i 2014?« Kilden kan læses via login på bibliotek.dk.
Tekst 76: Jørgen Larsen: Et land gjorde vold på sig selv, Berlingske, 2004
Find artiklen på Retriever/Infomedia med din skoles uni-login: Retriever.dk. Brug følgende søgekriterier: Periode: 'Alle datoer', søgeord: 'Et land gjorde vold på sig selv'.
I 1886 påbegyndtes Københavns befæstning, som i samtiden førte til en markant splittelse mellem tilhængere og modstandere. Forfatter og journalist, Jørgen Larsen, tegner her et billede af befæstningens opførelse, funktion og ophør som militær foranstaltning.
Tekst 77: Statsminister Anders Foghs tale om Irak, 18. marts 2003
Man kan diskutere, hvornår Danmark gjorde sig fri af arven fra 1864, hvad angår sikkerheds- og udenrigspolitik. Men det danske skift til en aktivistisk politik var et klart tegn på, at man var sluppet ud af fortidens skygge. Den 20. marts 2003 indledte en koalition af lande anført af USA en invasion af Irak. Dagen efter vedtog et snævert flertal i Folketinget med partierne Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, at Danmark også skulle deltage i krigen. Hermed symboliserede det et nybrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som hidtil havde været præget af deltagelse i fredsbevarende operationer og med bred enighed.
Allerede den 18. marts 2003 holdt den daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, et pressemøde, hvori han redegjorde for den danske regerings beslutning om at deltage i den amerikansk ledede koalition, og Foghs tale kom til at illustrere den nye danske aktivistiske udenrigspolitik, som VK-regeringen førte i perioden 2001-2011.
Kapitel 23: Mindretallene i Slesvig
Kilden er et uddrag af H.P. Hanssens protestskrivelse vedrørende arrestationer af mistænkte dansksindede, sendt til medlemmerne af den tyske Rigsdag og Forbundsrådet og til repræsentanter for pressen. Teksten er fra slutningen af november 1914.
Tekst 79: Gårdejer Peter Sandvei fradømmes forældreretten over sønnen Jens, 1899
Dommer H. Hahn fradømte i 1899 den sønderjyske gårdejer Peter Sandvei forældremyndigheden over sønnen, Jens, fordi Peter Sandvei nægtede at hente sin søn hjem fra en dansk efterskole. Kilden er dommer Hahns begrundelse for dommen (kilde 2: Køller-perioden i linket).
Tekst 80: Statsminister Niels Neergaards tale på Dybbøl, 11. juli 1920
Daværende statsminister, Niels Nedergaard (Venstre), holdt tale på Dybbøl i forbindelse med genforeningen i 1920. I talen lovede han, at det danske mindretal ikke skulle blive glemt.
Tekst 81: København-Bonn-erklæringerne af 29. marts 1955
I forbindelse med en drøftelse af Vesttysklands ansøgning om NATO-medlemskab i 1954 lagde den danske regering et moralsk pres på Vesttyskland ved at sætte mindretalsspørgsmålet på dagsordenen. Det resulterede i København-Bonn-erklæringerne, der beskyttede såvel det danske som tyske mindretal i hhv. Tyskland og Danmark mod blandt andet diskriminering og sindelagskontrol, ligesom mindretallene fik fri ret til at bekende nationalitet.
Tekst 82: Statsminister Mette Frederiksens tale på Dybbøl, 15. juni 2020
I anledningen af 100-årsjubilæumet for genforeningen holdt statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) en tale ved et genforeningsarrangement på Dybbøl Banke, den 15. juni 2020. Talen blev holdt midt under Corona-pandemien, hvad talen også bærer præg af.
