Slaget ved Sankelmark, kaptajn Carl Th. Sørensens erindringer, 1891

Kaptajn Carl Th. Sørensen, der tjente ved 1. regiment i krigen i 1864, deltog i træfningen ved Sankelmark, hvor 1. og 11. regiment stoppede de østrigske forfølgere under tilbagetoget fra Dannevirke. Han udgav i 1891 bogen: Erindringer fra første Regiment 1864, hvor han beretter om kampen. Bogen bygger på hans dagbogsoptegnelser fra krigen. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.

Kilde: Det Kgl. Bibliotek.

Det var blevet eftermiddag, da vi stod her. Den almindelige mening var, at tilbagetoget var udført, uden at fjenden havde i væsentlig grad kunnet forstyrre det. At en fjendtlig forfølgelse endnu denne dag kunne nå så langt mod nord, som hertil, lå udenfor den almindelige antagelse. Samtalen drejede sig derfor mest om, hvor vi skulle være om natten og den følgende morgen, her eller i Flensborg.

Der blev straks efter vores ankomst til denne opstilling fortalt, at vi skulle være her om natten, og Max Müller, med hvem jeg talte om denne ting, bekræftede, at vores brigade skulde på forpost her.

„Jeg har sagt til General Steinmann“, ytrede han, „at når jeg fik lov til med min brigade at besætte Flensborgs sydlige udkant, (et terræn, som han nøje havde studeret), ville jeg indestå for, at der ikke skulle komme en eneste fjendtlig soldat ind ad den vej [...]

Vi fik imidlertid snart andet at tænke på, end på forposter. Et kanonskud og et til vakte vor opmærksomhed. Først troede man, det var på Mysunde vejen, men snart efter blev det klart, at det var ved chausseen foran os, nede hos Scharffenberg¹, at der kanoneredes. Der hørtes nye skud, dog kun enkelte og med mellemrum! Men fjenden havde altså kanoner på vejen så højt oppe. Scharffenbergs brigade havde ingen.

Noget efter, at vor opmærksomhed var bleven vakt ved denne begyndte skydning, så vi General Steinmann komme fra Syd, ledsaget af sin Ordonnansofficer. Han havde opholdt sig ved 8de Brigade, så længe den stod ved Stenderup, men da han havde givet den ordre til at gå tilbage, var han redet forud til 7de Brigade, Han holdt nu på det af mig før beskrevne punkt af chausseen mellem de to gærder, hvor han med Max Müller ved sin side spejdede mod syd efter 8de Brigade, som nærmede sig [...]

Steinmann og Max Müller talte om stillingen og om en forestående kamp. Max mente, at skulde denne have nogen art, burde 7de brigade gå frem, forene sig med 8de og angribe. Men Steinmann fandt, at dette stred mod overkommandoens dispositioner, og der haves heller intet artilleri. Han ville blot have tilbagetoget udført med holdningsfuld modstand på alle punkter. Dette har jeg dog ikke hørt med egne ører, men jeg er så vis på, at det er rigtigt, at jeg tør fremsætte det. Meget andet har jeg derimod hørt selv, og jeg skal referere en enkelt ytring af Max Müller, som næppe er uden interesse. Der var fanget en ungarsk husar ved den lille fægtning ved Smedeby, og da der tilfældigvis fandtes en officer ved 1ste regiment, som kunne ungarsk, nemlig Løjtnant Weiss, kommandør for 1ste kompagni, som var kommet tilbage til sin tidligere stilling, blev der på chausseen rettet nogle spørgsmål til denne husar om den styrke, fjenden havde med sig til forfølgning. Han kunde med hensyn til fodfolket ikke sige andet, end at „der var mange“, derimod vidste han, at der kun var ét rytterregiment. Da Max Müller hørte det, sagde han: „Så er der ikke mere end en brigade. En militærmagt, som Østrig, sender ikke en større styrke ud uden at medgive den tilstrækkeligt kavaleri. De er en brigade, jeg har også en brigade ”Parti egal.“  Det klædte Max Müller uforlignelig godt. Han var kamplysten, og han forregnede sig heller ikke meget. Det var i virkeligheden kun en brigade fodfolk, som den østrigske overgeneral havde med sig, men den var større, end vores, og så var der det regiment rytteri og nogle batterier artilleri.

Klokken var omtrent 3 ½, da 8de Brigade marcherede ad chausseen gennem vores opstilling for at begive sig til Flensborg. Vi havde grebet vores våben og stod parate til at modtage, hvad der måtte komme. Ikke længe efter åbnedes der fra 6 østrigske kanoner, som vi ikke kunne se, en levende granatild, der gik hen over 6te og 7de kompagnis hoveder. Der fulgte skud på skud, og granaterne sprang i skoven bag os, hvor de ved hvert skud på en gang knækkede grene frembragte en ejendommelig, ikke uskøn, lyd af gnistrende smæk, der døde hen i raslen.

Vores stilling på toppen af den bare højde, lige i skudretningen, var højst uheldig. Uden tvivl var vi endog ligeud de fjendtlige kanoners mål [...]

I den lange tid, i hvilken fjenden beskød os for at holde os fast, indtil hans fodfolk ankom, skete der ingen forandring i vor stilling, hvad der vakte nogen forundring. Thi vi måtte frem. Ellers var der ingen mening i at lade 11te Regiment stå i bataljonskolonner i den fjendtlige ild, ellers var også vor højre fløj fortabt, som havde Sankelmark søen i ryggen. Det var den almindelige mening, at vi skulle rykke frem, men at Max Müller ventede på det øjeblik, da han kunne gøre det med eftertryk [...]

En times tid varede, som sagt, kanonaden. Så kom der liv i tingene. Det fjendtlige rytteri, ordnede sig til angreb. Der formeredes da karreer på venstre fløj ved 11 te regiment, og ved den bataljon af 1ste regiment, som var der. På vores side fløj vi derimod op på gærdet og på højderne foran. Og det var mod os, at angrebet rettedes [...] De modtoges begge med velrettede salver, og navnlig det ene af dem led megen skade. Der opstod et kaos, heste styrtede, og vi så ryttere til fods redde sig bort bag efter den tilbage galopperende sværm [...]

Jeg antager, at nu var momentet kommet, da Max Müller vilde angribe, eller at i hvert fald beslutningen i dette øjeblik modnedes hos ham [...]

Der var nu i det hele kun 7 kompagnier tilbage foran skoven [...] Vi satte os i bevægelse på samme tid, som kompagnierne på venstre fløj.

Men ulykkeligvis kom dette angreb noget for sent. På fjendens side var på denne tid Regimentet Belgien kommet til, og 1ste bataljon af det foretog, sammen med Jægerne, et nyt fremløb. Fra begge sider førtes der således angreb frem mod angreb. Vi stødte på en uventet fjendtlig fremstormende styrke [...]

Imidlertid var situationen nu håbløs for højre fløj. Den østrigske hovedkolonne havde brudt vores stilling på det samme punkt, som alle de tidligere angreb havde været rettede mod. På dette sted var der kun en halv hundredemand af 7de kompagni. l ½ delinger af den del af kompagniet, som var gået tilbage til skrågærdet, var afskårne tillige med 2 kompagni.²

I den senere kamp, som førtes gennem skoven, efter at 11te regiment var trådt med ind i fægtningen, deltog af 7de kompagni kun 1ste deling, som havde besat Skovkanten [...]

Østerrigerne renoncerede på videre fremrykning, da de havde nået Bilskov lige nord for skoven. Kampen, som gennem skoven væsentligt havde været ført af 11te regiment, hørte da op, og vores tropper gik tilbage til Jaruplund, hvor de dele af 1ste regiment, som var øst for chausseen, droges hen med undtagelse af de østligste kompagnier. Jeg gik på denne tid, da mørket faldt på, med en ikke ubetydelig styrke på chausseen og fortsatte marchen til Flensborg.

Ordforklaringer

1 Chef for 8. brigade, der bestod af 9. og 20. regiment. De havde indtil da dannet bagtrop under tilbagetoget fra Dannevirke.

2 De stod som tidlige omtalt med Sankelmark Sø i ryggen og kunne ikke flygte.