Dagligdagen ved Dybbøl-fronten, breve fra P.B. Feilberg, 13.-16. april 1864

P.B. Feilberg tjente ved 5. regiment og skrev en del breve om livet ved fronten, som han sendte til sin onkel W. Petersen. Han nedskrev sine oplevelser hver enkelt dag. Nedenstående er et uddrag af hans breve, og de er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog. Brevene kan også findes på slaegtsbibliotek.dk.

Kilde: P.B. Feilberg: Gamle breve. Askov Højskole. Citytrykkeriet, 1909. 

13. april.

Vi ligger ved siden af [skanse] II; jeg var derinde i går aftes under afløsningen — det er et eksponeret værk med en rask besætning under skiftende kommando af Anker og Castenschiold; skønt man må lade tyskerne, at de skyder godt, er dog skansens kanoner i tålelig orden, trods den hagl af spidsprojektiler, der ødsles på dem. Mod aften blev dog alt forandret; Nr. II fik for meget! Stillinger blev knuste, kanoner skudt i stykker, ja selv krudtkamret blev ødelagt, så Løjtnant Anker måtte foreslå en del af ammunitionen flyttet fra skansen.

Kunne det ses — det syn og de optrin, der frembyder sig i en beskudt skanse! Beskrives kan det næppe, og det første indtryk er forbavselse over, at mennesker, levende væsener, færdes der; dog, det går jo!

Vejret holder sig ganske smukt. ”Broager dæk!” råber min skildvagt — det råb, som er gentaget hundrede af gange i dette døgn ; et dumpt bulder, en rysten i jorden, og en mængde nedfaldene jordknolde fængsler et øjeblik opmærksomheden, og så går det videre i enhvers beskæftigelse igen; af og til kommer rigtignok en hel granat eller stumper af den med i jordregnen, og af og til fortæller vel også en klagende stemme, at den ikke for med lempe — men gud ske lov for dem, der endnu har mod og kræfter til at forsvare skanserne og vort land!

Ved afløsningen om aftenen eller rettere natten foretog fjenden samtidig et angreb for at bemægtige sig skyttegravene på venstre fløj. Det lykkedes desværre alt for godt, og ca. 70 mand af 6. Kompagni (Kaptajn Clausen), der havde forpostlinjen, blev taget til fange […]

15. april.

[…] Ligefor mig ligger den stakkels lemlæstede Dybbøl Mølle; et par hundrede alen til venstre (jeg sidder op til brystværnet med ansigtet mod Sønderborg) ligger vores stolte Nr.VI, rigtignok noget svækket af de sidste dages beskydning. Prøjserne arbejder herudenfor — en lang løbegrav går fra Avnbjerg herhen imod, til sidst i zigzag; i min kikkert kan jeg næsten skelne ansigtstrækkene, når — som ofte sker — et hoved kigger op over graven.

Middag. Skydningen vedvarer uafbrudt; det er en ulige kamp, og skanserne lider temmelig meget. Prøjserne synes betænkte på at gå systematisk fremad i angreb på eller belejringen af stillingen; vil de ofre så mange menneskeliv, som det vil koste at tage den? Man må jo formode det — vi få da sælge vor plads så dyrt som muligt!

I det hele taget går det vel ret godt; men det daglige tab må jo nødvendigvis udøve nogen virkning på folkene, der bestandig, uden nogen egentlig virksomhed, udsættes for stor fare, og den oplivende virkning af 17. og 28. marts [forpostkampe de pågældende dage hvor 5. regiment deltog] begynder at tabe sig lige overfor den anstrengende tjeneste, og de mange lemlæstede kammerater; og de få bliver bestandig færre! siden 17. marts er halvdelen blevet borte af min deling — syge, sårede, døde, og således står det til mange steder!

Dog, hvordan det end går, så er det unaturligt for en soldat ret længe ad gangen at se skyggesiderne af livet; man glæder sig over, hvad man har, og tænker ikke så overmåde meget på den dag i morgen; hver dag har nok i sin plage! I morgen aften skulde 5. Regiment over på Als for at hvile sig i 3 døgn — hvis ellers intet sker.

Det går fremdeles så lystigt med bomber og granater, at man glemmer at lægge mærke til dem og kun ser sig om, når splinter af barrikaderne eller en stump af brystværnet gør en lille luftrejse.

16. april.

Afløsningen er besværlig; skønt tiden derfor forandres — for øjeblikket finder den sted mellem 9 og 10 aften — véd fjenden formodentlig besked derom, og terrænet mellem skanserne og Sønderborg overdænges da med granater, bomber shrapnels og andre mærkværdige mordinstrumenter, og ofte har jeg under det frembrydende mørke hørt, hvor godt de har truffet i de udrykkende kolonner.

Da vi i går aftes drog tilbage, slap vi uskadt igennem skærsilden. I går havde kompagniet kun 2 Mand let sårede. Man mente, at brohovedet skulde være vores opholdssted i nat, men vi fik kun en mark noget tilbage for skanserne til hvileplads; i de forløbne 6 døgn har mandskabet (og vi andre selvfølgelig ligeså) kun 1 nat haft tag over hovedet fra 12 til 3 ½ i det østre brohoved — folkene i telte, vi i et lille hus; det er slemt, at Overkommandoen ikke hurtigere kan træffe dispositioner til at ordne denne art sager — telte turde der vel være nok af i København!

Vi fik noget halm bjerget i går aftes, og jeg har for resten sovet meget godt i en lille fordybning, udfordret med halm og dækket med halm og jord, skønt natten var kold.

Vi har bogstavelig ligget midt i ilden; en kamp udviklede sig mellem Flankebatteriet på Als og fjendens batterier ved Ragebøl; lige over vores hoveder fløj granaterne, udskudt af Kaufmanns svære kanoner, for at forstyrre de fjendtlige arbejder foran stillingen; 4—5 stykker samtidig trak lysende nodestreger over vore hoveder! De fjendtlige batterier gjorde gengæld ved at beskyde det punkt, hvorfra de lysende buer udgik — et forskelligt hver aften!

Skud på skud drønede — ildlinjerne krydsedes i luften over vores hoveder, indtil jeg sov — hvilket ikke varede længe.

Sandsynligvis har skydningen vedvaret hele natten, at dømme efter de mange huller i brystværnet lige overfor.

Fjenden har igen fået afbrændt en del gårde på Als. Mon vi skulle leve i fred derovre i vores 2 à 3 hviledage denne gang? I Aften skal vi efter bestemmelse drage derover — jeg véd endnu ikke hvorhen.