Leder fra Fædrelandet om tilbagetrækningen fra Dannevirke-stillingen, 6. februar 1864
Tilbagetrækningen fra Dannevirke medførte stærke reaktioner. I København udbrød der folkelige optøjer. Den nationalliberale avis, Fædrelandet, der var stærk tilhænger af Ejder-politikken, bragte denne harmfulde leder dagen efter, at Dannevirke-stillingen var forladt. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: Fædrelandet, 6. februar 1864. Kan findes i Statsbibliotekets mediearkiv.
– Siden imorges er byen sat i den smerteligste bevægelse og dybeste harme ved den forfærdelige efterretning, som krigsministeriet har modtaget i nat:
Ifølge overkommandoens beslutning har armeen igår aftes kl 9 1/2 forladt Dannevirke og er i god orden gået tilbage til Flensborg.
Slesvig er altså ladt åben for fjenden uden sværdslag! Mon nogen af Dhrr. generaler, der har været med om den tagne beslutning, har haft nogen forestilling om de politiske virkninger af denne? Mon en beslutning, der måske prisgiver fædrelandets hele fremtid, burde været taget, inden den yderste nødvendighed bød det?
Vil man sige, at det er sandsynligt, at overmagten til sidst vilde have tvunget hæren til at gå tilbage, så ville vi svare : ja. Men at gå tilbage, efter at et eller flere angreb var afslået, efter at vore fjender har erlagt uhyre ofre ved vore kugler, ved klimaet og ved sygdomme, efter at kanontordenen havde rystet Europa og ført vort lille forladte land og vort lille heltemodige folk om på alles læber, efter at den medfølende bevægelse havde udbredt sig ikke blot til vore nære frændefolk, men til ethvert folk, der har kæmpet eller kæmper for at bevare eller vinde frihed og selvstændighed - det havde været en helt anden sag. Det havde været et stolt tilbagetog selv med hullede rækker og tabte kanoner; men dette er vanærende, vanærende for hæren og for folket og landet.
Den samme stilling, men dengang aldeles uforberedt, dengang næppe nok tilstrækkelig undersøgt og kendt af vore tropper, hvor den mand, hvis tab vi i dette øjeblik må begræde bittere end nogensinde, hvor Frederik Læssøe med 9000 mand vovede at trodse 27,000 preuserere og hanoveraner, og efter at have kæmpet med dem i 8 timer, »i god orden« trak sig bort fra valpladsen; den samme stilling, nu forberedt i 2 år nu bedækket med skanser, og disse spækkede med store fæstningskanoner (Positionsskyts) , nu sikret på fløjene ved oversvømmelser og isninger, ved Mysundes og Frederiksstads befæstninger , og nu besat med henimod 60,000 kombattanter, der i en fuld måned have yderligere kunnet berede alt til deres fjenders modtagelse - denne stilling har generalløjtnant de Meza og hans stabschef oberst Kauffmann opgivet uden Sværdslag, overladt uden ofre til en fjendtlig hær, der i det allerhøjeste kan være 100.000 mand; denne stilling har de ikke engang agtet det værd at forsvare - som et af de mange rygter imorges sagde – i 6 timer, endsige da i 6 dage, som et ord, der var lagt overgeneralen i munden og var båret over hele landet, angav at være hans hensigt !
Dette er aldeles ubegribeligt , og en af de få forklaringsgrunde, man på egen hånd kan finde, nemlig at de kommanderende kunne have trættet og udmattet soldaterne, først ved at sammenpresse dem i dårlige kvarterer, før nogen fjende var nær, siden, efter at fjenden nærmede sig , ved at holde dem under gevær dag og nat - den er i hvert fald ufyldestgørende, thi general de Meza og hans Stabschef og de fleste af de andre kommanderende har jo medbragt hele forrige krigs erfaring, og vilde altså have lagt en utilgivelig udygtighed og mangel på omtanke for dagen, dersom de har udmattet hæren før slaget, så at den ikke kunne slås. Men derpå tyder i hvert fald heller ingen af beretningerne fra Hæren; med liv og lyst har tropperne ladet sig føre i ilden i de to fægtninger, som har fundet sted.
Derfor har man søgt en anden forklaring, og mistænksom, som man er og har den fuldeste ret til at være mod vor regerings diplomatiske foretagender, har man sat den tagne beslutning i forbindelse med kongens og konseilspræsidentens ophold ved hæren, og troet, at den tydede på indgåede aftaler og var forløber for en skændig fred. Herimod taler den omstændighed, at kongen og konseilspræsidenten igår befandt sig i Sønderborg, og dernæst, at den førstnævnte som konstitutionel konge ikke har burdet blande sig i den militære kommando; at den sidstnævnte skulde have gjort det, er ganske utroligt. Det tror vi imidlertid at turde tilføje, at under kong Frederik den syvendes regering vilde et tilbagetog af den art været moralsk umuligt.
Ansvaret for den tagne beslutning synes således alene at måtte falde på generalerne og deres stabschefer. Det er dem, der må fralægge sig den anklage, som hele nationen rejser imod dem for mangel på selvtillid og mod, for ikke at sige, hvad enhver varmblodet mand idag siger: for fejhed og forræderi!
Kunne de det ikke, eller ikke i lige grad, så må de sættes under anklage og gives til pris for den vanære og ulykke, de have ført over deres folk, uden alle personlige Hensyn. Foreløbig vil det være krigsministerens absolutte pligt at affordre dem forklaring, og efter dens beskaffenhed al fjerne dem fra deres kommandoer, der måtte have fortjent det. Hæren kan ingen tillid have til disse mænd; ærlig dansk og ægte national, som den er, med den inderligste lyst og bedste vilje til at kæmpe for fædrelandet, har den ret til hverken at se reaktionære hylere eller feje mellem sine førere; ved at beholde nogen, på hvem en skygge måtte komme til at hvile, i overordnede poster, vil man kun fremkalde modløshed eller mytteri. Og folket har ikke mindre ret til at fordre, at omsorgen for dets ære og ret betros til personer, som agter begge dele højere end deres eget liv eller deres sygelige Indbildninger.
Altså: Først forklaring og dernæst fjernelse af dem, der have fortjent det. Og derpå, såsnart lejlighed gives, fremad igen under bedre førere, for at vinde Slesvig tilbage, eller i det mindste afvaske med blod den sorte plet, som aftenen den 5te februar har sat på Danmarks blanke skjold!
