Johan Peter Lassens erindringer om arbejdet med at vedligeholde skanserne i april 1864, ukendt årstal

Johan Peter Lassen deltog i 1. og 2. slesvigske krig. Han meldte sig frivilligt til 2. slesvigske krig, hvor han deltog som mening artillerist ved 4. fæstningskompagni. Han ankom til Dybbøl i april 1864 og beretter i nedenstående om sin første vagt i Skanse 6 den 8. april. Johan Peter Lassen blev meget overrasket over skansens tilstand og de udfordringer, der var med at vedligeholde den. Teksten kan findes i sin helhed på slaegtsbibliotek.dk. Den er nedskrevet efter krigen, og uddraget herunder er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.

Kilde: Erindringer fra 1864 af Fyrskipper Johan Peter Larssen, Høien pr. Skagen. Niels Otto Larssen & Duus.Communications ApS, 2014.

Det var nu bleven mørkt og de forskellige afløsninger og arbejdskommandoen stillede nu i brohovederne til afmarch i stillingen; jeg fulgte med Otto ud til Dybbøl Mølle, her skiltes vi ad; han til venstre fløj til 1 og 2, jeg til 6.

Under slige krydsende tanker og granaternes sprængning, snart fjern, snart nær, trådte jeg med megen forbavselse ind i den skanse, som jeg sidste sommer havde set i sin hele pyntelige skikkelse, så man dengang fristedes til - som man fortæller om nogle af de hollandske byer: at trække støvlerne af og tage pampusser [sutsko af blødt skind] på for ej at tilsmudse gaderne. -

Nu lå disse pyntelige volde og gange så sønderrevne af sprængte granater og lappede med sandsække, at de var mig helt ukendelige.

Ingen dødningehule kunne være mere uhyggelig at betræde, end dette første natlige besøg i skansen 6.

Besætningen gik tavse og stille hen i de mørke gange, som nu endelig oplystes lidt ved en granats sprængning. Jeg søgte og fandt kaptajnen for at melde mig; han så om mulig endnu tristere og mørkere ud end den skanse han kommanderede, som jeg senere hørte af ham, var han der mod sin vilje som stedfortræder for kapt. Hertel, der dengang var syg. Jeg fik nu min post anvist som No. 5 (No. 6 er sidste Mand) ved den lette 84 på nordre fløj ved krudtmagasinet Entreen var heller ikke smilende, brystværn og traverser var så forskudte, at kanonen stod der urokkelig imellem nedskudte faskiner, skansekurve og sandsække. Mit forslag til kanonbesætningen, straks at tage fat på at rydde op og få kanonen klar, mødte afgjort modstand, nej lad det kun bero til ingeniørerne kommer; imidlertid fik jeg dog ved venlige ord og forestillinger at et par troskyldige landsmænd (jyder) til at hjælpe mig, og ½ times tid senere, da ingeniørerne kom, havde vi ryddet til side, så vi atter kunne komme til at bygge op. - Her fik jeg nu min første undervisning i skansebygning med sandsække; det er hurtig lært, og underofficeren, der var en flink mand, indså nok at vi senere kunne være hinanden til nytte, hvorfor vi tog os en tår af feltflasken på nærmere Bekendtskab.

Arbejdet blev jævnlig afbrudt ved det fordømmelige “Dæk!”, så Broager dæk! så Aunbjerg dæk! Det kunne i sin tid, da skydningen om natten indskrænkede sig til enkelte skud i timen, vist være fuldkommen rigtig at de udstillede poster varskoede dækning, men nu og senere, da skydningen tiltog så stærk, at jeg oftere har set 5 granater krydse hinanden på engang, og så tør man vel nok at regne, at der på samme tid var ligeså mange om ikke flere percussion-granater (sorte, som ikke ses) i farvandet, da var det til visse et stort misgreb med den varskoen “Dæk!” Det demoraliserede folkene, og det nødvendigste arbejde kunne på den måde ikke udføres i løbet af natten.

Senere da jeg forestod arbejdet ved min kanon, skyndte jeg mig altid så snart der af skildvagten var råbt ”Dæk!” - at råbe: “Åh Sludder, den Granat er jo slet ikke til os, den er til 7 eller 8”; på den måde holdt jeg oftere arbejdet i stadig gang, undertiden blev jeg også skældt huden fuld, når det viste sig at granaten var til os, men hensigten var dog opnået.

Da vi hen på natten var færdige med arbejdet ved min kanon og det tilstødende krudtmagasin, hvortil der vel var medgået cirka 500 stk. sandsække, satte jeg vagten. skønt jeg i den senere tid hjemme var bleven vant til at ligge på krølhårs fjedermadras med edderdunstæppe, sov jeg dog næppe så hurtig og fast ind der, som nu indsvøbt i min kappe siddende på en fugtig sandsæk med hovedet støttende til det nylig opførte brystværn …