Situationen op til angrebet den 18. april, breve fra stabschef Ernst Schau, 16.-17. april 1864
Ernst Schau var stabschef ved 2. division. Han skrev flittigt med sin kone Frederikke Louise von Krogh under krigen. I disse personlige breve berettede han også om forholdene ved fronten. I nedenstående uddrag af to breve skrevet i dagene op til nederlaget den 18. april beretter han om den umulige situation, hæren befandt sig i og tilstanden blandt de menige soldaterne. Ernst Schau blev såret den 18. april og døde af sine sår den 24. april 1864. Teksten kan læses i sin helhed på slaegtsbibliotek.dk. Den er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: Julius Clausen og P. Fr. Rist (red.) (1974): Memoirer og breve. En generalstabs officer 1864. Breve fra major E. Schau til hans hustru. Agust Bangs Forlag, 1974.
Sundsmark 16/4 64.
Til trods for de mange forberedelser, som vor overtagelse af kommandoen i stillingen i aften medfører, må jeg dog sende dig nogle linjer.
Jeg har det vedblivende fortræffeligt, om end stemningen ikke er den bedste som følge af de sidste efterretninger angående situationen her. I aftes har nemlig både 16. og 17. regiments mandskab gjort fuldstændigt mytteri, da de skulle over i stillingen, og vedblevet at vægre sig, skønt officererne gjorde alt muligt for at formå dem dertil. Til sidst måtte den syge General Gerlach begive sig derhen for at tale til dem, så at de endelig bekvemmede sig til at gå, men mumlende at de i så fald straks ville overgive dem til preusserne, hvis disse stormede. Situationen er således efterhånden blevet højst uhyggelig, thi det må jo ende med armeens vanære, hvis man ikke i tide går tilbage. Nu er min General på min opfordring taget til hovedkvarteret for at skildre dem tilstanden. Om det lykkes at rokke dem er imidlertid tvivlsomt, da krigsministeriet har befalet, at stillingen skal holdes til det yderste. Spørgsmålet er da, om det yderste Øjeblik ikke alt er kommet; thi kan man ikke formå en afdeling til at gøre modstand i tilfælde af angreb, da er der al sandsynlighed for at samtlige tropper i stillingen ville blive aldeles ødelagte på retræten.
Med batterierne på Alssund står det heller ikke godt. Fjendens udmærkede artilleri ødelægger vores på en afstand, hvor dette ikke kan skyde. Havde man imidlertid blot hele armeen på Als, ville vi være i stand til at forhindre landgang i flere måneder.
Som du ser, har jeg ingen grund til at være i godt humør, man ved jo ikke hvorledes det hele skal ende. Blot forsynet ikke vil aldeles slå hånden af landet og folket, der bøder hårdt for sit overmod i de forløbne år, hvor dets presse har gjort alt muligt til at forværre vor stilling […]
Dybbøl Færgegaard 17/4 64. Kl. 4 Eftm.2)
Så sidder jeg da atter her på Færgegården og sender dig herfra min kærligste hilsen; hvor længe det skal vare må gud vide, thi som jeg skrev igår, bliver situationen stedse mere og mere uhyggelig, i aftes ved afløsningen tog fjenden således 60 mand, der lå i skyttegravene, til fange; de slyngler skreg øjeblikkelig pardon, da fjenden styrtede frem, og affyrede ikke et skud. Men skønt man således har beviser nok på, at det vil være en umulighed at holde stillingen i tilfælde af en storm, så vil dog det høje ministerium ikke tillade os at gå tilbage, men foretrækker at udsætte armeen for vanære og fuldstændig ruin […]
