Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Krigen i 1864
//
Tekst 59: Kampen om Als 29. juni 1864, brev fra en underkorporal ved 18. infanteriregiment, 2. juli 1864

Kampen om Als 29. juni 1864, brev fra en underkorporal ved 18. infanteriregiment, 2. juli 1864

Den 29. juni indtog preusserne Als efter at være kommet over sundet i små robåde. En ung 26-årig underkorporal i 18. infanteriregiment, der deltog i kampene, skrev efterfølgende hjem til sine forældre om hans oplevelser på dagen. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog og kan findes i sin helhed på ronlev.dk.

Kilde: Karl Larsen (red.) (1897): Under vore sidste krig – samtidige dagbogsoptegnelser og breve fra mænd og kvinder af alle stænder. Gyldendalske boghandels forlag.

 

Sølyst ved Trolleborg den 2. juli 1864

Kære forældre!

Jeg ville allerede i går have tilskrevet jer for at supplere min foreløbige melding fra Faaborg, men blev forhindret ved at modtage den dobbelte udnævnelse til underkorporal og furer1 ved 1. kompagni, noget, der mindre skyldes mine meriter end den omstændighed, at vi den 29. mistede så over ordentlig mange folk.

Jeg skal nu forsøge at give jer en slags forestilling om den dags begivenheder, for så vidt de angik mig selv. Om aftenen den 28. afmarcherede kompagniet fra barakkerne bag Sønderborg for at udføre noget skansearbejde i løbegravene nede ved Rønnehave og Kjærvig. Det var en march på en mils vej, med fuld oppakning, i søleføre, og vi var derfor ikke så lidt trætte, da vi ankom til bestemmelsesstedet omtrent kl. 10. Men værre blev det, da vi tog fat på arbejdet, thi vi havde en anelse om, at fjenden vilde angribe med det første, og enhver anstrængte sig af yderste evne. At angrebet skulde komme samme nat, ventede rigtignok ingen, og som bevis derpå tjener det, at vi ikke havde ladt geværerne. Den deling, hvortil jeg hørte, havde fået sit arbejde anvist i en skanse lige over for Sandbjerg Skov, og vi hørte hele tiden, hvor ledes fjenden tømrede og hamrede derovre, og hvor ledes vognene kørte frem og tilbage. Os forbløffede dette imidlertid ikke, da vi ofte havde hørt noget lignende under våbenhvilen, men oppe i Rønnehave-Batteriet må de have anet uråd, thi med et så vi en granat flyve over i skoven, lidt efter nok en do., så en 3dje og 4de, og hvad der ikke før var spektakel i skoven, det blev der nu ved skuddene. I parentes vil jeg bemærke, at intet fyrværkeri i skønhed kan måle sig med en granatregn i en mørk nat. Fjenden forholdt sig i øvrigt lang tid så godt som aldeles rolig, han svarede kun med ét skud på vore, og vi lavede os allerede til at gå hjem, udmattede og forkomne som vi var. Da så vi på en gang, omtrent kl. 2, langs med hele skoven en række lysende punkter og ude på søen en utallig mængde både, som det syntes, tæt behængte med lanterner og fakler. Det var imidlertid hverken det ene eller det andet, men gevær- og granatild. I samme øjeblik hører man råbet: «Broen er lagt!» og kort efter: «Nu er han ovre!» Det hele så ud som en drøm, så hurtigt gik det, men det blev snart til en blodig virkelighed. Alle batterierne på den modsatte side af sundet begyndte at udspy en regn af kugler og granater, som mindede om Dybbølskansernes bombardement, og samtidig stormede fjenden på oppe, hvor vor 1. deling lå, lige ud for Rønnehave. Nu kan I tro, vi fik travlt med at lade geværerne og få tøjet hængt på, og derefter løb den korporal, der kommanderede vor afdeling, og jeg op til stedet, hvor de kæmpede, og spurgte, om vi kunde være dem til hjælp med vort mandskab (15 mand), eller om vi hellere skulde samle os med vort eget kompagni for at komme under ordentlig kommando. Som jeg før antydede, vort kompagni lå kun der ude på arbejde og var derfor spredt på mange forskellige steder, medens 4. regiment besørgede den egentlige forposttjeneste. Man svarede os, at de var stærke nok til at afslå angrebet, og at vi skulde søge at blive samlede. Det gjorde vi da, idet vi under en stadig granatregn trak os op mod landsbyen Kjær, hvor vi fandt vor kompagnikommandør og det meste af Regimentet. Næppe havde vi været her nogle minutter, før vi saa en mængde soldater af 4. regiment, og især en mængde artillerister, komme løbende forbi med det råb: ”Fjenden er lige i hælene på os, alle skanserne er forladte!” o.s.v. Begge dele viste sig også at være rigtige, og hvad navnlig opgivelsen af skanserne angår, da bestyrkede artilleriet os andre i den meget ufordelagtige mening, vi hidtil med forskellig grund har haft om dets tapperhed.. Nu blev vi da endelig ført frem mod fjenden. De to første delinger af vort kompagni (der iblandt jeg) skulde tage det første stød. Vi kastede os ind på en ganske lille mark, der på alle fire sider var omgivet af levende hegn. Her lå vi da op mod det ene gærde og fyrede en tid lang, og kuglerne peb lige så hurtigt om ørerne på os, som man kan tælle, men på en gang hedder det: «Vi er omgåede på begge sider!» Kuglerne begyndte at krydse hverandre, og prøjsere sprang over de to gærder i vore flanker. Da kommanderede kaptajnen, der lå bag ved os med 3. og 4. deling: «Tilbage!» og nu gik det, så hurtigt det kunne, gennem kugleregnen og over det bageste gærde. Nu måtte 3. og 4. deling modtage det næste angreb, medens vi gik endnu et stykke længere tilbage; så retirerede de og vi måtte holde for, og på den måde gik det nu timevis fra den ene mark til den anden, gennem tjørnekrat, over gærder og vandpytter, gennem kornmarker etc., indtil vi var nær ved at segne af udmattelse. Vi opgav ikke et eneste sted, hvor det var muligt at holde sig nogen lunde, uden efter en hård kamp, to gange stormede vi selv frem og kastede fjenden tilbage, men vi var alt for uendelig få. Når I nu spørger mig, hvorledes min stemning var under alt dette, og hvilke fornemmelser jeg havde ved første gang at være i ilden, da tør jeg svare ved mit æresord, at jeg var så ligegyldig og rolig overfor ilden, som om jeg gik på Østergade. Jeg mærkede ikke engang noget til den hidsighed, der så ofte skal betage folk, når de har løsnet det første skud. Kun én ting besværede mig, det i højeste grad anstrengende løb, og det endog i den grad, at jeg en gang tænkte: Du holder det ikke ud, hvis du ikke kaster dig ned. Jeg valgte imidlertid en anden udvej, idet jeg nemlig besluttede mig til at retirere i sindig gang, og det hjalp mig virkelig til kræfter igen. Tre kugler ramte mig, men dog blev jeg ikke såret. Den ene var mat og gav mig et slemt dunk i hovedet, men gjorde ellers ingen skade, ikke en gang på Chakoen2.

En anden gik lige tværs igennem Chakoen, idet den strejfede håret. Den tredje gik i 1½  tomme ind i min oprullede kappe og flængede den slemt. Denne sidste kugle har jeg nu i lommen 

 

Ordforklaringer

1 Et andet ord for at han er blevet underofficer.

2 Militær hovedbeklædning i filt.

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk