Rapport fra det 6. fæstningskompagni over træfningen ved Mysunde, 2. februar 1864

Den første større træfning mellem preusserne og dansker fandt sted ved Mysunde den 2. februar 1864. Preussernes mål var at komme bag om Dannevirkestillingen i siderne for derved at kunne omringe og uskadeliggøre den danske hær, inden den trak sig tilbage til Dybbøl og Fredericia, som blev anset for stærkere stillinger at indtage. Nedenstående rapport er skrevet af Kaptain H.C. Hertel, der ledte forsvaret af stillingerne ved Mysunde. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.

Kilde: Danske slægtsforskere.

[…]

Træfningen begyndte med, at fjenden henimod Kl. 10 rykkede frem med en stærk kæde, som kastede vore forposter af 18de Regiment tilbage fra højderne ved Ornum og terrænet vest for samme indtil et par hundrede alen fra skanserne a og b. Fra skanserne blev der fyret enkelte skud mod fjenden, når denne viste sig i større masse, men indtil KL. 11 var kampen kun at betragte som en forpostfægtning.

Ved denne tid blev den ene bataljon af 3die regiment beordret frem for at kaste den fjendtlige kæde tilbage, hvilket lykkedes, men umiddelbart derpå trængte en sådan masse af infanteri og artilleri frem som havde samlet sig i det terræn bag Ornum bankerne, der er aldeles skjult for skanserne a og b, at vort Infanteri øjeblikkelig blev kastet tilbage til dækningen mellem Skanserne og siderne af samme, og nu overvældedes skanserne og infanteriet mellem samme med en ganske overordentlig heftig forenet artilleri- og infanteri-ild, som vedvarede aldeles uafbrudt til henimod Kl.5  om eftermiddagen, da fjenden trak sig tilbage. Samtidig med at vort infanteri kastedes tilbage faldt der en så stærk tåge, at man fra skanserne aldeles ikke kunde se fjendens bevægelse og kun havde kanonglimtene at rette efter. På grund af det nøje kendskab, vi alle havde til terrænet foran skanserne, kunde dog afstanden til og placeringen fjendtlige skyts vistnok til trods for tågen bedømmes temmelig nøjagtigt, således at vi have al grund til at antage, at ilden fra skanserne har været temmelig virksom. Af og til lettede tågen et øjeblik, de fjendtlige batterier kunde observeres, og det viste sig da, at afstandene 6 a 700 alen, havde været rigtig bedømte. Hele betjeningen gik i begyndelsen med ro og orden. Folkene var særdeles flinke.

Undertegnede opholdt sig i begyndelsen af fægtningen afvekslende på skanserne a og b, men efter at Løjtnant Klubien var falden, overtog jeg selv kommandoen på skanse b og opholdt mig der under resten af affæren. Da ilden vedblev med en aldeles uafbrudt heftighed, og flere af folkene var faldne og sårede, kom der et øjeblik på skanserne a og b, hvor folkene trykkede dem noget og ikke vilde frem fra brystværnet, men efter at det var lykkedes at overvinde denne øjeblikkelige frygt, var de så flinke og frejdige, som det på nogen måde kunde ønskes, og vedblev således, ligetil fægtningen var endt. Hvorvidt der gjordes noget virkeligt forsøg på storm mod skanserne a og b, kan kompagniet ikke med bestemthed udsige, men fjenden var i kolonnebevægelse fremad vejen fra Flækkeby på et par hundrede  alens afstand og blev så stærkt beskudt med kardæsker som muligt, og samtidig dermed rykkede en stærk kolonne frem på den østlige side af skanse b over  det mosedrag, der går ind fra Slien, den blev modtaget med en så stærk forenet infanteri og kardæskild, at den gjorde omkring og ikke mere kom til syne. Hvor stor en fjendtlig infanteristyrke, der var imod os, eller hvor mange batterier, der var opkørt imod os, er det kompagniet en umulighed at have nogen bestemt mening om, dertil var ilden hele tiden alt for vedholdende og tågen for stærk. Skanserne blev beskudt med 12 og 24 Pds Granater samt riflede granatkardæsker af et mindre kaliber.

Kompagniet havde på skanserne a og b et tab af: Løjtnant Klubien og 5 konstabler, som faldt, samt Løjtnant Bache og 6 konstabler […] Hvor mange af infanteriet der faldt i skanserne, kan kompagniet ikke sige, men tabene var meget betydeligt.

På skanserne d og g1 og g2 blev de meget stærkt beskudte med artilleriild men på grund af tågen rettedes der for højt, og kompagniet har heldigvis intet tab på de Skanser.

Kompagniet kan ikke nok udhæve den iver, den ro og det mod, som udvistes af begge dets løjtnanter. Så længe indtil løjtnant Klubien faldt, gik han fra kanon til kanon, opmuntrede mandskabet, og da den på den østlige flanke stående kanon under den fjendtlige kolonnes fremrykning over mosedraget aldeles overvældedes med infanteriild, og mandskabet, efter at dets No. 1 var falden og 1 mand var såret, trykkede sig ved at betjene kanonen, overtog han selv No. 1’s forretninger og blev skudt, medens han rettede Kanonen.

Løjtnant Bache blev i begyndelsen af træfningen let såret i brystet, men han blev på skansen, overtog, efter at Kaptain Schow af infanteriet var falden, kommandoen over infanteriet, og udviste et forhold, der ikke noksom kan roses (af en så ung officer, Han har senere udført sin anstrængende tjeneste til trods for, at hans sår forvolder ham en del smerter og i de sidste dage er begyndt at [ulæseligt]). Af underklassen må kompagniet tillade sig særlig at udhæve Korporal Hassing, på skansen a, som udviste et særdeles rosværdigt forhold under hele kampen, og på skansen b konstabel No. 44 af 12 batteri Urbansen, der betjente kanonen som No. 1, og som under hele kampen udviste et mod og et lune, der opmuntrede hele besætningen både af konstabler og infanteriet, og må kompagniet slutte sin indberetning med det bedste vidnesbyrd for samtlige underofficerer, underkorporaler og konstabler.

Fra den 2den til den 5te februar er der ikke forefaldet nogen artillerikamp men en hyppig alarmering, ledsaget af Forpostfægtning

Sønderborg den. 14. Februar 1864

H.C. Hertel. 

Kaptain og kompagnikommandeur

Til Artillerikommandoen i Dybbølstillingen.