Sekondløjtnant Dinesen om 8. brigades modangreb 18. april 1864, erindringer, 1884
Adolph Wilhelm Dinesen var far til den danske forfatter, Karen Blixen, og sekondløjtnant ved 9. regiment. Han deltog i 8. brigades modangreb den 18. april. I 1884 udgav han bogen Fra 8. brigade, hvor han nedskrev sine erindringer. I bogen retter han kritik mod beslutningen om brigadens modangreb, der medførte meget store tab. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog og kan findes i hos Det Kgl. Bibliotek.
Kilde: A.W. Dinesen (1889): Fra 8. brigade. P.G. Philipsens Forlag.
Natten til den 18de var skydningen stærkere end nogensinde før og kostede os flere folk. […]
På slaget 10 hørte kanonilden pludseligt op. Vi studsede, sprang op, lyttede. Den rumlen, vi hørte, som af en vogn på en frossen vej, var geværilden. Det var Stormen!
»Træd an!« og et par minutter efter stod ikke blot 9de Regiments 1ste kompagni, men hvert kompagni af 8de Brigade kampfærdigt med gevær ved foden, opstillet i grøften bag jordvoldene, ventende på ordre.
Nu begyndte fjendens kanonild igen, granaterne faldt tæt om os, geværkuglerne peb og hvinede. Det var på høje tid, om skanserne skulde have hjælp; Minutterne var kostbare, men i 10 minutter stod vi uvirksomme; så rykkede regimentet ind på chausseen, gik et lille stykke frem ad denne, gjorde »Holdt!« »Omkring!« marcherede det samme Stykke tilbage igen, og kompagnierne rykkede da ud til begge sider af chausseen for at formere sig i kolonner på linje, ventende på ordre.
Da var klokken10 ½ . En lang, kostbar tid var gået tabt, fordi kommandoforholdene var dårligt indretted, idet Oberst Scharffenberg var i brohovedet, altså langt borte […]
Men imens vare skanserne faldne, den tilbagetrukne linje erobret, Fjenden trængt frem over Dybbøl Mølle […]
»Kl. 10 og 30 minutter omtrent var 8de Brigade formeret til fremrykning,« siger Overkommandoen.
Dette er ikke rigtigt.
Kl. 10 og 5 Minutter var vi under gevær, fuldt vidende, at nu stormedes der; allerede da lod Redsted og jeg vores oppassere pakke sammen med ordre til at gå til Als; men i 25 Minutter stod vi og smølede. Da var det, at brigadekommandøren kom til og straks, uden at spørge, uden at lytte til de mange gode råd, kastede sin brigade mod fjenden. Det ville han have gjort 25 minutter før, om han havde været der.
Ifølge Overkommandoens rapport måtte der med 8de Brigade endnu forsøges en hårdnakket modstand, skønt det under de forhåndenværende omstændigheder var klart, at forsvaret af stillingen måtte opgives; Hensigten med vores fremrykning var at standse fjenden på venstre fløj for at forhindre ham i at sætte sig fast på det dominerende højdeparti om Dybbøl Mølle og at gøre det muligt for 3die Brigade på højre fløj og vores andre fægtende afdelinger i orden at trække sig tilbage til brohovedet.
Men hertil er at bemærke, at Dybbølstillingen var uigenkaldelig tabt, at 3die Brigade ikke var stærkere truet, end at den jo kunde nå brohovedet, støttet af ilden herfra og fra Als, og de andre afdelinger eksisterede ikke, de var, som Overkommandoen ganske rigtigt bemærker, overvældede og for størstedelen taget til fange. De eneste tropper, der da kunde være tale om at få i orden tilbage, var 8de Brigade; men at kaste os ud i den voldsomste ild, tropper måske nogensinde have været udsatte for, var ikke den rette måde dertil. For så vidt kan der siges meget imod 8de Brigades fremrykning, og for så vidt havde de mænd ret, der rådede til retraite. 8de Brigades attaque kunne umuligt bringe de tabte skanser tilbage, og det uhyre tab af menneskeliv vilde på langt nær ikke kunne opvejes af nogle små spredte afdelingers mulige redning. Det var et menneskeslagteri […]
Endnu i dette Øjeblik — Kl. l0 ½ — kunne tabet ved Dybbøls fald have været indskrænket væsentlig til 2 det og 22de Regiment og artilleri-besætningerne i de tagne Skanser; 8de Brigade og højre fløj kunne uden betydelige tab have nået brohovederne og med disses besætninger Als. Men ordren til det blodige sammenstød var givet; og vandt vi ikke andet, så reddede vi æren
Frem i stormløb gik det på hele linjen, over stok og sten, gennem moser og vandpytter, over hegn og gærder, trods jern og bly, blot fremad! frem mod fjenden. Der var alvor og kraft og vilje i angrebet — og ude i Vemmingbund kom »Rolf Krake« stolt og truende langsomt dampende op: etbrungende hurra på hele linjen! og tysken sagtnede, standsede, overdængede os med al den ild, han formåede, vaklede og flygtede […]
Straks fra angrebets begyndelse strakte fjendens ild mange af vore folk til jorden, og efterhånden som vi trængte på og fjendens flygtende tropper optoges af bagved værende, tiltog ilden i voldsomhed døde og sårede preussere og danske bedækkede. valpladsen. Nogle af mine folk opsamlede preussiske geværer, som de mente var bedre end vores, men jeg befalede dem at bruge deres egne.
