Generalløjtnant Cai Hegermann-Lindencrone om general Lundig og forsvaret af grænsen samt fæstningen Fredericia, erindringer, 1874
Generalløjtnant Cai Hegermann-Lindencrone, der var chef for 4. division under krigen i1864, udgav i 1874 sine erindringer om krigen i bogen Om krigsåret 1864 og dets Indflydelse på vort Hærvæsen. I denne fortæller han om grænseforsvaret og de drøftelser, han havde med general Lundig om hensynet til forsvaret af fæstningen Fredericia og grænseforsvaret. Lundig havde udtrykt bekymring for at en for offensiv strategi kunne bringe fæstningen i fare, da den endnu ikke var bragt i tilstrækkelig forsvarsmæssig stand. Tekstuddraget er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: Generalløjtnant Cai Hegermann-Lindencrone: Om Krigsåret 1864 og dets Indflydelse på vort Hærvæsen. O.A. Reitzels Forlag, 1874, s. 40-41.
Under Opholdet her meldte en fra Als over Fredericia kommen infanteri-brigade sig ved divisionen; men, da den kun var til midlertidig brug, så længe som grænsen holdtes besat, idet den ved afmarchen fra denne, direkte skulde afgå til Fredericia som besætning i fæstningen, og den desuden meldte, at den ikke alene manglede et forventet batteri, men også sin geværpatronkærre og kun havde en meget ringe taske-ammunition, som ved en kort kamp vilde være forbrugt, så måtte dens virksomhed i det øjeblik indskrænkes til besættelsen af Kolding med en ringe styrke, imedens hovedstyrken tog stilling ved N. Bjert på vejen til Fredericia, indtil det viste sig, om krigen vilde blive ført i Slesvig, hvor brigaden da, efter at være blevet forsynet med det manglende, kunde blive af stor betydning for divisionen, eller om den blev ført i Jylland, og brigaden da straks måtte afgives til Fredericia. For at give brigaden en noget forøget betydning, lod jeg den foreløbig forstærke med 1 deling artilleri og 3 eskadroner, da divisionen nu tog hovedkvarter ved Viuf i stedet for i Kolding.
Det er betegnende for tilstanden, at den for sin jernfasthed bekendte kommandant i Fredericia, general Lunding, i dette øjeblik nedlagde kommandoen og tilskrev mig bl. a., at han havde fundet sig forpligtet til at gøre dette skridt, fordi han følte, at han manglede kraft til at beklæde posten med ære, når man berøvede ham den fornødne berettigede rådighed over fæstningens besætning og materiel. Jeg svarede ham, at, da det for en del var mig, der havde rådighed over en større del af den til besætning af fæstningen bestemte styrke, kunde han være aldeles sikker på, at den i rette tid skulde komme til hans fuldstændige rådighed, og at jeg, om jeg fik adgang dertil, ikke skulde berøve ham mere af garnisonen, da jeg alt for alvorligt følte, at felttogets heldige gang i højeste grad var afhængig af fæstningens bevarelse. Nogle dage efter modtog jeg til min store glæde et brev, hvori generalen underskrev sig »Kommandant i Fredericia«.
Den 18de februar indmeldte brigaden, at den havde måttet forlade grænsen og var afmarcheret til Fredericia; undervejs havde et ubetydeligt sammenstød med fjenden fundet Sted ved Gudsø.
