Underkorporal Orlef August Kielbergs erindringer om tilfangetagelsen af 20. regiments 1. kompagni 8. marts 1864, 1913
Orlef Agust Kielberg var underkorporal ved 20. regiments 1. kompagni. Han skrev i sine erindringer fra krigen, der udkom i 1913, følgende om tilfangetagelsen af kompagniet. Kielberg endte efter episoden at tilbringe resten af krigen i fangenskab. Uddraget er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: O.A.K. Kileberg: Fra krigen 1864. Skitser og skildringer. J.L. Lybeckers forlag, 1913. Kan findes i sin helhed på Slaegtsbibliotek.dk.
Omtrent en kilometer fra Snoghøj1 skyder en lille dal, ca. hundrede alen i diameter, sig ind mellem kystens bakkeskrænter, som en af naturen råt tildannet scene for et friluftsteater. Her havde preusserne opstillet en troppestyrke, antagelig en bataljon infanteri og desuden var to kanoner placerede således i baggrunden, at de eventuelt vilde have kunnet bestryge dalen med kardæsker. Rundt om på bakkerne stod infanteriet i kolonner og skyttekæder, omspændende hele dalen og langs stranden lå en fremskudt kæde for at give os den første modtagelse.
Vi anede dog intet om alt dette, før to mand kom frem foran en fremspringende bakkeskrænt og spejdede.
«Kaptain — Kaptain!» råbte mandskabet atter i ophidselse. «Sé der!»
Men endnu engang prøvede Kaptain Daue på at berolige gemytterne. «Rolig, Folk!» råbte han tilbage, «det var et par civile!»
Men ingen troede ham. Vi havde tydeligt skælnet både pikkelhuer og geværer og var ikke længere i tvivl om, hvad skrænten skjulte.
[…] da de to mænd kom frem igen og fyrede, måtte spændingen have udløsning. «Bajonetten på!» råbte kaptajnen, og med en raslen fløj alle bajonetterne fra geværløbene, og brølende hurra af alle lungers fulde kraft styrtede kompagniet fremad i stormløb.
Fornuftmæssigt set måtte dette forsøg på at slå sig igennem, efter at det tilstrækkelig var godtgjort, at kompagniet var afskåret og indesluttet af overvældende troppemasser, betragtes som galmandsværk. At det forløb uden større blodsudgydelse, kaster et formildende skær over dette som over alle misgreb, hvor Lykken viser sig at være større end forstanden.
Et af de første skud, der affyredes imod os, idet teten2 af kompagniet kom frem foran skrænten, ramte Løjtnant Vincent og kastede ham hårdt såret til jorden […]
«Av, min Arm!» råbte han, snurrede rundt og faldt. I en lyntanke undrede jeg mig over, at han klagede sig i armen, da jeg troede, at kuglen havde ramt ham i brystet. Hen over ham stormede hele kompagniet. De første preussere vi fik øje på, udgjorde skyttekæden nede ved stranden, men da vi styrtede frem imod den, gjorde den omkring som trukken i en snor og løb op under bakkerne, og nu knaldede geværilden løs imod os fra alle sider.
Midt for den lille Dal standsede kaptajnen og tilråbte os: «Smid Geværerne!» og samtidig viftede han med sit lommetørklæde til tegn på overgivelse.
Det blev derfor kun de færreste, der fik afskudt deres geværer, de fleste kastede dem bort forinden. Enhver kunne indse, at her var modstand til ingen nytte.
Efterhånden som Kompagniet kom ind i dalen, løb det sammen i en flok omkring kaptajnen, mange kastede sig dog næsegrus til jorden for at undgå kuglerne, hvilket ganske fik udseende af et frygteligt mandefald, — og imens blev preusserne ved at skyde. Nogle vinkede med de blotte hænder, andre svingede med huerne; en enkelt råbte med tordenstemme på tysk: «Lad dog den dumme skyden være!» Vi fik tid til at veksle bemærkninger om det meningsløse i denne skyden, da de jo dog kunde se, at vi overgav os. — Det hele varede vel et minut, måske mindre, men i det korte spand af tid haglede kuglerne ned i sandet imellem os. — Så blev der blæst: «Hold inde!» Og til vores store glæde rejste alle vore «Faldne» sig igen; — med Undtagelse af løjtnant Vincent var ikke en Mand bleven ramt.
Hvorledes dette vidunder skulde forklares, var og blev os en gåde. Ganske vist kunne det tænkes, at preusserne, der stod højt, i halvtreds á hundrede alens afstand, for en stor del havde skudt over os. De bageste i kompagniet, der var kommet sidst ind på pladsen, havde da også set kuglerne hagle ned i vandet. Men de, der havde den rigtige retning, havde været så talrige, at det måtte betragtes som et vidunderligt held, at vi alle beholdt Livet.
Men ned ad bakkerne myldrede preusserne som myrer af en tue og omringede os fra alle sider, og det må siges til deres ros, at nu, da vi var fanger, behandlede de os, som det sømmede sig en civiliseret nations soldater.
Mange af os kunde tysk. Vi havde jo ligget i garnison i Altona og havde haft lejlighed til at udvikle vores i skolen erhvervede forkundskaber; passiaren var derfor straks i fuld Gang. En kæmpestor underofficer kom hen imod mig og gav mig hånden med et gemytligt: «G’ Morgen Kammerat! — Hvor mange er de?» — Et kompagni», svarede jeg. — «Nå, da har de slået godt», sagde han. «Men mange hunde er jo harens Død» […]
De preussiske officerer havde henvendt nogle rosende ord til os om kompagniets gode holdning, hvorpå der blev kommanderet: «Tredie kompagni tager sig af fangerne — alle übrige vorwärts!» Og et øjeblik efter var vi ene på stranden med tredje kompagni og fik ordre til at træde an […]
Før vi forlod stranden, konstateredes det, at vi foruden officererne og underofficererne udgjorde 150 mand.
Derpå tiltrådte vi sammen med 3die gardekompagni vores march ad Kolding til, hvor vi indkvarteredes for natten.
Ved begyndelsen af denne march var det os en vis bitter tilfredsstillelse at se, hvilket stort apparat preusserne havde fået sat i scene for at indeslutte os […] I alt havde adskillige tusinder af preussernes bedste tropper medvirket ved vores tilfangetagelse. Men det var kun en ringe trøst; vi vidste, at vores regiment vanskelig vilde kunne få sit tab erstattet.
Ordforklaringer
