4. divisions grænseforsvar ved Kolding, rapport fra juni 1863
Carl Albert Frederich Thomsen (1827-1896) var souschef i 4. division hos generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrone. Han deltog således i Dannevirkes forsvar, i kampen ved Vejle og i divisionens operationer i Nørrejylland. I en rapport fra juni 1864 fremstiller han 4. divisions kamp, som han har fået pålagt af krigsministeren, da der i Folketinget er rejst forespørgsel om divisionen indsats. Rapportens omslag er påført juni 1864, og det fremgår tydeligt, at der er tale om en kritisk forespørgsel til divisionens indsats. Krigsministeren er nok C.E. Riech, der afløste C.C Lundbye den 18. maj, 1864. Rapporten findes i forsvarets arkivmateriale og kan læses i sin fulde udgave her. Tekstuddraget er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: Kaptajn Thomsens beretning om 4. divisions under hele felttoget. Juni 1864. Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot Såkaldt 'senere indkomne sager' vedr. krigen i 1864. Rigsarkivet.
I og bag Kolding indtoges indkvartering til så tropperne kunne få hvile, med forposter syd for byen. Divisionen forblev i denne stilling indtil afdelingerne af 3die division, der fra Als var blevet overførte til Fredericia, rykkede frem til assistance. En infanteribrigade fremsendtes således til Kolding, medens en anden infanteribrigade placeredes i og foran Fredericia. Det således fremsendte infanteri var imidlertid i lang tid uden train1, uden ambulancer og uden anden ammunition en den, de medførtes i mandskabets tasker og tornyster. På divisionens forespørgsel til kommandantskabet i Fredericia, om hvorvidt en forsyning herfra kunde forventes, svaredes at forrådet der var så ringe, at nogen assistance derfra idet mindste for det første ikke turde påregnes. Til den fremsendte infanteristyrke manglede desuden den tilstrækkelige styrke af artilleri og kavaleri, således af den 4die division til det fremsendte infanteri brigades understøttelse måtte afgive 3 eskadroner og 4 kanoner til denne. Divisionens styrke var altså nu reduceret til midlertidig kun at være 2½ kavaleri regiment, 1 infanteri regiment, 4 kanonere og 12 espingoler, som kort i forvejen var stødt til, men som imidlertid ikke længe efter atter blev bortkommanderede fra samme. Generalløjtnant Hegermann Lindencrone, der imidlertid overtog kommandoen, foruden over den ham tildelte 4die division og over samtlige de ved den jyske grænse værende tropper, fik ordre til, i tilfælde af fjendtligt angreb, at lade hele den fra Fredericia udrykkede styrke (Dele af den 3die Division) trække sig tilbage til fæstning og selv med sin division 'at gå til det nordlige Jylland'. Infanteristyrken, til hvem besættelsen af Kolding blev overladt, placeredes i og bag denne by og sikrede Generalløjtnant Hegermann Lindencrone dens eventuelle retræte til Fredericia ved som ovennævnt at forstærke den med 3 eskadroner og 4 kanoner, der fik ordre til efter en tilbagegang til Fredericia at søge at nå den 4die division om muligt ved Vejle. Den resterende del af 4die division placeredes nord og nordvest for Kolding. Da fjenden senere trængte ind i Jylland, trak den fra Fredericia udrykkede styrke sig tilbage til i højde med Elbodalen, og 4die division sig til en stilling syd for Vejle med observation af Viuf og Alminde Dalen.
Noget offensivt skridt ind i det slesvigske mod den fremrykkende fjende, som flere gange påtænktes, medens 4 die division stod ved Kolding og Vejle, for i forbindelse med styrken fra Fredericia at forsøge at slå fjenden, var ikke til at bringe i udførelse fordi kommandanten i Fredericia, General Lunding2 skriftlig på det indstændigste anmodede General Hergermann om, ikke at foretage noget som helst angreb på fjenden, der kunde have til følge, at fjenden til gengæld med en overlegen styrke passerede den jyske grænse og kastede sig over fæstningen, da dennes værker stod langt tilbage og da man endnu ikke havde fået tid til, at de nødvendigste arbejder kunne udføres.
Ordforklaringer
1 Train er regimentets nødvendige udstyr.
2 General Lunding stod for fæstningen Fredericias forsvar. Allerede i 1849 havde han været kommandant i Fredericia og erhvervede berømmelse ved sin indsats for sejren i slaget om byen 6. juli 1849. I 1863 blev han igen kaldt til Fredericia da krigen mod Preussen og Østrig truede, for atter at få fæstningen gjort klar til forsvar. Han måtte, mod sin egen vilje, rømme byen efter ordre fra regeringen.
