Marchen fra Dannevirke til Flensborg, løjtnant V. Bokkenheusers erindringer, 1889
V. Bokkenheuser, der gjorde tjeneste ved 18. regiment som løjtnant, beretter om sine oplevelser under krigen 1864. I dette uddrag fortæller han om natten mellem den 5 . og 6. februar 1864, hvor dannevirkestillingen blev forladt. Hans erindringer udkom i 1889 i bogen: Fra Ejderen til Als. Et minde om 18. regiment i 1864. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: Det Kgl. Bibliotek.
Om aftenen den 5. februar kom der pludselig ordre til at stille; ingen vidste hvorfor, og man sørgede ikke en gang for at tage alle sine sager med, hvorfor mange soldater på den måde mistede en del linned, der var sendt til vask. Så blev posterne ved Slien
inddraget, og afmarchen begyndte, folkene spurgte, hvor vi skulde hen, men officererne svarede ikke på deres spørgsmål.
I Mysunde skanser, hvor bataljon stod, blev det hurtigere klart for mandskabet, at hæren var i færd med at forlade Dannevirke. Man så artilleriofficererne med tårer i øjnene fornagle de kanoner, som få dage i forvejen så kraftig havde buldret løs på tyskerne, man så artilleriet gå mod nord, man hørte, at alt skulde foregå uden støj. Tilsidst gik fodfolket, broerne blev ødelagte, og så marcheredes der bort, men hvorfor, det var der ingen, der forstod.
Og nu marcherede og marcherede vi hele den lange nat; vi hørte, at der blev taget vejvisere til Vedelspang, og håbede at blive indkvarterede der; men fra denne by fortsattes den sørgelige march mod Flensborg. Al munterhed, al sang var borte, al passiaren faldt bort af sig selv, selv piberne gik ud, og ingen havde lyst til at tænde dem igen. Alle gik i en døs, mange sov under marchen og vågnede kun, når de, der gik foran, standsede, og dette skete meget hyppig. langsomt, meget langsomt gik marchen, soldaterne blev mere og mere udmattede, mange gik i vildelse, flere fik syner og så oplyste slotte eller brændende huse, af og til faldt en Soldat og kunde ikke mere, men kammeraterne tog ham så under armen og bar hans våben eller bepakning. Videre gik det, natten og marchen syntes ikke at ville få ende. Når man engang imellem så en at beboerne, blev der altid spurgt, hvor langt vi havde til Flensborg, og svaret var da: ”Eine halbe Stunde !” Videre gik det, sovende og døsende, henad den uendelig lange landevej. Atter spurgtes der, hvor langt vi havde til Flensborg, atter: „Eine halbe Stunde!" Vi turde da ikke spørge mere af frygt for påny at få det samme svar, og videre gik det. Endelig langt om længe vovede en igen at gøre spørgsmålet, men nu lød Svaret: „Eine Stunde!" Det var dog for galt, det tog næsten den sidste rest af udholdenhed fra os; men der blev ikke spurgt, om vi kunne marchere eller ikke, thi videre måtte, videre skulde vi, og til sidst fik da den sidste mil ende. Dagen var imidlertid brudt frem, og Kl. 10 om formiddagen d. 6te nåede regimentet Flensborg efter 14 Timers uafbrudte, men langsomme march.
Man så nu på alle veje tropper i tæt pakkede masser; der var både fodfolk, rytteri og artilleri, der var lange vognrækker med bagage. Overalt så man udmattelsen træde frem i de forskelligste skikkelser. I Grøfterne lå der dødtrætte soldater, styrtede heste, itubrudte og væltede vogne. Sneen faldt i tætte fnug og dækkede overalt markerne, den gjorde sit til at brede en vis stemning over det hele store og sørgelige billede af en retirerende hær.
I Flensborg blev der anvist os ophold i husene, men vi havde ordre til at stille ved det mindste varsel, og derfor kunde særlig befalingsmændene ikke tænke på at lægge sig til hvile. Vi skylde sandheden og taknemligheden at erkende, at de danske borgere i byen viste en i allerhøjeste grad stor opofrelse og medfølelse for os; af et godt hjerte sørgede de for os på alle måder, varm mad blev i rigt mål sat for soldaterne, brødposerne blev forsynede og feltflaskerne fyldte, og da vi så til sidst omtrent Kl. 2 drog videre, stod borgerne i skarer langs siden af gaderne og gav os fødevarer, vin, tobak og alt, hvad de mente, vi kunde trænge til; med tårer i øjnene sagde de os farvel, de vidste, at de nu for stedse tog afsked med den danske soldat.
