General Lunding og overkommandoens strid om 8. brigade, april 1864
General Lunding var kommandanten over Fredericia og tilbød den 9. april 1864 at udlåne 8. brigade til forsvaret af Dybbøl, da der på dette tidspunkt foregik heftige kampe her. Overkommandoen svarede, at 8. brigade skulle overføres og ville blive returneret til Fredericia, hvis fæstningen blev angrebet. Lunding, der kun havde tænkt sig at undvære brigaden i kort tid, reagerede på Overkommandoens ønske om at beholde 8. brigade i Dybbøl, hvis der ikke kom angreb på Fredericia, ved at henvende sig til Krigsministeriet. Striden, der opstod mellem Lunding og Overkommandoen, er gengivet nedenfor. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: Generalstaben. Den dansk-tydske Krig 1864, bd. 2. Trykt hos J.H. Schultz, 1891, s. 339-342.
Lunding, den 9. april 1864:
I anledning af den modtagne meddelelse om de sidste dages alvorlige begivenheder i Dybbølstillingen føler jeg mig tilskyndet til at udbede mig Overkommandoens befaling til at måtte sende herfra til Als 4 bataljoner, og, om det anses fornødent, 1 feltbatteri, for at Overkommandoen derved kan sættes i stand til at føre et kraftigt stød, som muligt på nogle dage kunne enten afhjælpe stillingen eller henlede fjendens opmærksomhed på et andet sted. Jeg kan på ingen måde undvære en så stor del af garnisonen længer, end det til hensigtens opnåelse er absolut nødvendigt, og venter derfor umiddelbart efter udført aktion at få de oversendte afdelinger tilbage. For så vidt dette forslag måtte vinde Overkommandoens bifald, beder jeg om hurtig meddelelse, da jeg så vil benytte natten til at lade de herværende transportfartøjer føre gennem bæltet, hvad de kunne medtage; det øvrige skal så skyndsomt blive ført til Assens eller Faaborg, hvorfra det ved Overkommandoens foranstaltning må transporteres videre.
Lunding.
Overkommandoens svar til Lunding senere den 9. april 1864:
Da det ikke er sandsynligt, at Fredericia i den nærmeste fremtid vil blive angrebet, og det under de her stedfindende forhold er af vigtighed ved afløsning at kunne lette tropperne deres anstrængende tjeneste, anmodes Kommandantskabet om at beordre 9. og 20. regiment samt 8. brigades stab til snarest muligt over Faaborg at afgå hertil. Hvad der kan optages af de i Fredericia værende transportfartøjer, bedes i henhold til Kommandantskabets skrivelse af dags dato uopholdeligt ført til Høruphav. Meddelelse om, når regimenterne vil ankomme til Faaborg, udbedes. Bliver Fredericia angrebet, vil regimenterne atter blive dirigerede dertil.
Lundings henvendelse til Krigsministeriet den 10. april 1864, efter overkommandoens skrivelse af den 9. april 1864:
Da det, som her forlanges, er væsentligt forskelligt fra, hvad jeg af egen tilskyndelse har tilbudt, idet der i stedet for impuls og bistand til en kortvarig, kraftig aktion er tale om en anvendelse til forøgelse af den stadige besætning; da fjendens stilling fremdeles er en sådan foran fæstningen, at han i omtrent en time kan komme derhen, hvor han stod den 20. og 21. f. måned, og da endelig den 8. brigades Kommandør, Oberst Scharffenberg, har den vigtige post som kommandant i den befæstede lejr og aldeles ikke vil kunne undværes, især når besætningen lider en så betydelig afgang som af 2 regimenter, tror jeg ikke at burde efterkomme Overkommandoens anmodning, forinden en udtrykkelig ordre fra krigsministeriet nøder mig dertil. Jeg skal endnu kun bemærke, at det efter 2 regimenters afgang, når tjenesten ikke skal blive overvældende, vil være nødvendigt at stille de fleste arbejder, som ikke kunne udføres ved arbejdsbataljonen, i bero.
Overkommandoens svar til Lunding senere den 10 april 1864 efter hans skrivelse til Krigsministeriet:
Det pålægges Kommandantskabet at efterkomme den givne befaling angående afgivelsen af 9. og 20. regiment samt 8. brigades stab, og må Overkommandoen påminde Kommandantskabet om, at det overhovedet har at adlyde Overkommandoens befalinger. Bemeldte afdelinger ville, når der ikke haves transportmidler i Fredericia, uopholdeligt være at befordre pr. vogn til Faaborg, hvorfra de ville blive overførte til Høruphav ved der tilstedeværende Skibe.
Overkommandoens skrivelse til Krigsministeriet som svar på Lundings henvendelse til ministeriet den 10. april 1864, samme dag:
Kommandantskabet i Fredericia har, i stedet for at efterkomme en samme i går tilgået befaling om afgivelse af 9. og 20. Regiment samt 8. Infanteribrigades stab, tilmeldt Overkommandoen, at det har fundet sig foranlediget til at henvende sig til krigsministeriet. Den at Kommandantskabet brugte fremgangsmåde vilde, når den ikke alvorligt desavoueres af krigsministeriet, have til følge, at overkommandoens autoritet nedbrydes. Overkommandoen andrager derfor på, at det ved denne og ved hver lejlighed, hvor Kommandanten i Fredericia henvender sig direkte til krigsministeriet for at opnå en forandring i Overkommandoens bestemmelser, tilkendegives ham, at han er Overkommandoen undergiven og har at adlyde dennes befalinger.
Krigsministeriets skrivelse til Lunding efter Overkommandoen skrivelse den 10. april 1864, samme dag:
Ministeriet holder for, at de af Overkommandoen trufne dispositioner må efterkommes, og henstiller til Kommandantskabet at påskynde overførelsen af den befalede styrke ved at lade den del af mandskabet, som ikke kan overskibes direkte ved de disponible transportmidler, befordre gennem Fyn på rekvirerede vogne, 2. Dragonregiments[1] overførsel standses, og 4. Division bedes herom underrettet.
H.C. Lundbye