H.G. Bønnelycke om flugten fra Fredericia, erindringer, 1904
Hans Gram Bønnelycke (1830-1914) var søn af en tobaksfabrikant fra Horsens. Under 1864-krigen boede han i Fredericia, men måtte – grundet kraftigt østrigsk bombardement af byen – flygte med familien til Fyn. I 1904 udgav han bogen Øjebliksbilleder – minder fra 1864, hvor han fortalte om sine oplevelser under krigen baseret på dagbogsoptegnelser. Uddraget her er om flugten fra Fredericia den 20. marts. Uddraget er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: H.G. Bønnelycke: Øjebliksbilleder – minder fra 1864. Milo'ske Boghandels Forlag, 1904, s. 48-51.
Marts 20., Søndag.
Skønt bombardementet hvert øjeblik var ventet, kom det dog temmelig overraskende, og mindst af alt tænkte vi på, da vi i morges vågnede, at kugler og granater allerede i nogen tid havde spillet lystig omkring os. Det mærkedes straks, at der ikke fyredes med så svært skyts som i det forrige bombardement, men til gengæld var antallet af skud og eksplosioner langt hyppigere og mere fordelt over hele byen, så at der intet steds var sikkert. Det var altså til det yderste øjeblik, vi havde opsat vor afrejse, og nu var det endogså tvivlsomt, om vi kunne komme afsted til Bogense, hvor vi skulle modtage skibene, der allerede var klar til afsejling i går. Efter at have ordnet et og andet med de tilbageblivende, begav vi os imidlertid på vej med en følgesvend, som bar vor håndbagage. Det blev os tilrådet at gå ad havnen til, hvilken kurs vi også valgte. Udfor katolsk kirke lå et projektil midt på gaden. Det så ud til at være en granat, der ikke var sprungen; for at undgå den, drejede vi om ad næste sidegade, og da vi kom til Gothersgade, stod der på hjørnet en afdeling soldater opstillet, som bemærkede: »Der går nogle, som ville afsted, og nu kunne de ikke komme bort.« Jeg troede næsten heller ikke, at det havde ladet sig gøre. Havnepladsen var ganske øde, og ingen fartøjer i havnen, så derfra kunne vi ikke komme over til Fyn. Vi søgte da op til Østrestrand. Medens vi gik op ad vejen ved anlægget peb granater og noget, jeg forestillede mig som brandpile, os uafladelig om ørerne. Formodentlig var den stærke beskydning ad denne kant rettet mod Kastellet, der i forrige krig havde været et tilflugtssted for beboerne i bombardementsdagene, hvilket dog ikke var tilfældet denne gang. Omsider nåede vi da Østre-Bro, hvor der var sikkerhed, skønt flere, som vi mødte på vejen, mistrøstede os dermed. Herhen var beboerne af den øvrige bydel tyede, og der herskede en sand babylonisk forvirring ved Østrestrand. Efter at have gået en tid dernede og set på de mange mennesker, som i ubegribelig tryghed hidtil intet havde reddet, og nu ligesom vi forgæves spejdede efter lejlighed til at komme bort, kom Lodsen Chr. Madsen og tilbød os plads i en båd, som var sendt herover fra en svensk brig i bæltet for at hente lodsens familie over til Røjle. Straks blev der sammenstimlen af folk for at komme med, men lodsen vilde ikke tillade flere det, formodentlig fordi han frygtede for at få den lille båd overlæsset. Hvor bønligt end den gamle Madam Lund med sin hund i favnen tiggede og bad ham derom, var han ubønhørlig, og jeg kunne heller ikke formå ham til at gøre en undtagelse med hende, thi han mente vel, at andre da vilde benytte sig deraf. Om det senere lykkedes hende at komme bort med båden, da denne vendte tilbage for at hente lodsens tøj, har jeg aldrig erfaret, skønt jeg både med gode ord og god betaling på det instændigste pålagde de svenske søfolk at sørge derfor. Under overfarten mødte vi det ene af vore i går fragtede skibe. Vi landsattes ved Røjle Mose og begav os på vej hen imod Strib, men en fisker, som vi mødte, hen imod Strib, advarede os mod at gå videre ad den kant. Det gik nu over enge, marker og høje indtil vi nåede et ved landevejen liggende lille sted, som måtte antages at være udenfor skudvidde, og den kaffe, vi fik her, var det første, vi havde nydt den dag. Klokken må da have været 11. På vejen videre frem standsedes vi jævnlig af folk, både civile og militære, som udspurgte os om tilstanden i Fredericia og hjalp os at bære vor bagage, indtil vi mødte en vogn, som var udsendt af vor familie for at hente os til deres domicil i G. Mølle, hvor vi ankom ca. kl. 2, dygtig udmattede. Fra kl. 5 til næste morgen sov jeg uafbrudt efter alle dagens strabadser.
