Sekondløjtnant A.P.C. Abrahams om affæren ved Lundby, erindringer, 1913

Albert Peter Carl Abrahams deltog ved 1. regiment i krigen, som blev en del af 4. division. Under selve felttoget blev han dekoreret med Ridderkorset. Om affæren ved Lundby, som han deltog i, skrev han denne tekst. Teksten er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.

Kilde: Daniels Bruun (red.) (1913): Uddrag af Breve og Memoirer fra 1864. Fra krigens tid. Særtryk af Gads Magasin. København.

Affæren ved Lundby.

Der indløb efterretninger syd fra om, at fjendtlige afdelinger viste sig forskellige steder, men der var jo intet derved at gøre, så længe de angivne steder var så vidt fjerne, at der med den ringe styrke, over hvilken der rådedes, ikke kunne foretages noget, når Limfjordsstillingen samtidig skulde holdes.

Men da der den 2. juli om aftenen kom underretning om, at et prøjsisk kompagni var i Ellitshøj, tog Oberstløjtnant Beck pludselig den bestemmelse at drage frem med en styrke og om muligt overraske dem i løbet af natten, dersom det var så heldigt, at de blev stående der.

Oberstløjtnanten bestemte, at 5te Kompagni, Kaptajn Hammerich, skulde anvendes dertil […]

Den lille styrke blev færget over, - dengang var der jo ikke bro,- og i Aalborg forstærkedes den med 16 dragoner. Mandskabet var uden tornystre for at kunne bevæge sig let og hurtigt. Det hele havde præget af en lille fornøjelig øvelse, Ved afmarchen holdt Oberstløjtnanten en af sine opflammende taler. Marchen gik rask til Ellitshøj. Klokken var over 11, da vi nåede derud, og fjenden var gået tilbage ad Hobro til.

Oberstløjtnanten vilde tale med præsten der i byen for at få pålidelige oplysninger, og vi red så til præstegården, medens kompagniet hvilede i landevejsgrøfterne. Præsten havde ikke saa lidt at fortælle, og Oberstløjtnanten gav nu ordre til at nedskrive, hvad han meddelte […]

Under al denne fortællen og medens jeg efter Oberstløjtnantens anmodning noterede alle biomstændigheder, løb tiden. Intendanten, Løjtnant Hartmann kom ind for at søge at påskynde afmarchen, da vi havde fået at vide, at et prøjsisk kompagni lå i en bondegård i landsbyen Gunderup, omtrent 1 ¼  mil fra Ellitshøj, øster på. Mandskabet kom på benene, - endnu en lille forsinkelse, Oberstløjtnanten måtte holde en lille opmuntrende tale til folkene, i hvilken han desværre kom til at bruge nogle ord, som for en tid siden havde stået i en dagsbefaling fra vor daværende Brigadechef, Max Müller. Der var kommen en opgørelse af det store antal bajonetsår, som de fjendtlige soldater havde fået ved Sankelmark. Og i den anledning udtalte Max Müller i sin dagsbefaling, at enhver fører skulde lægge sig dette på sinde, og når han traf en fjendtlig afdeling, søge lejlighed til at kaste sig over den, og benytte den overvægt, vi havde i brugen af bajonetten.

Det var altså dette, Obstl. Beck benyttede i sin tale: "han ventede, at hans raske folk, når vi traf fjenden, vilde kaste sig over ham og lade ham føle den overmagt, vi havde i brugen af bajonetten"

Endelig marcherede vi da af kl. 1, ad vejen til Gunderup. Det dagedes mere og mere, og da vi nåede Gunderup kl. 4, var gården, i hvilken det prøjsiske kompagni havde ligget om natten, forladt, og prøjserne marcheret ad vejen til Nørre-Tranders og Aalborg. Af gårdens folk fik vi nu at vide, at prøjserne havde ligget her og sovet trygt om natten. Geværerne havde de stillet i pyramider i gården og lædertøjet havde de taget af; havde vi været der 1 ½  time tidligere, så havde vi taget dem sovende.

Vi marcherede så afsted bag efter fjenden ad vejen Tranders - Aalborg. Da vi var komne et stykke frem, sendte Oberstløjtnanten et par dragoner frem i terrænet, for at de fra de højere liggende punkter skulde se om de kunne opdage den fjendtlige afdeling. De opdagede ganske rigtigt fjenden, som var ved den nordre udkant af landsbyen Lundby, men samtidig opdagede også fjenden vores dragoner og gjorde omkring for at indtage en stilling ved den sydlige udkant af Lundby. Her besatte fjenden et solidt stengærde. Vi gjorde holdt bag en bakkekam vel omtrent 600 alen fra fjendens stilling. Her var god lejlighed til at gå frem med en mindre styrke i hver af fjendens flanker. Vi kunde, om vi havde villet det, have holdt fjenden fast, til afdelingen i Aalborg var rykket ud, hidkaldt ved skydningen. Men desværre, den bri-gadebefaling stod Oberstløjtnanten i hovedet og han var utilgængelig for enhver anden tanke:

”Vil De sætte bajonetten på og kaste Dem over fjenden".

Ned ad bakke, på den åbne landevej, løbe 500-600 alen mod et par hundrede rifler, liggende i en udmærket stilling med godt anlæg for geværerne. – Vanvid!  Og så var det endog bagladningsgeværer, hvormed fjenden var bevæbnet. -

Havde vi haft en anden Kompagnichef, f. eks. Prmlt. Riebau,- jeg tror ikke, han havde gjort det, - jeg tror, at han havde sagt: det er umuligt, Hr. Oberstløjtnant, jeg redder ikke en mand derfra, eller noget lignende. Hammerich gjorde, som der blev befalet, løb frem med bred front i sluttet kolonne ned ad bakken.

Så faldt fjendens skud, som var det salver, tre-fire salver, og der lå kompagniet på landevejen, døde og sårede - overvældede af den morderiske ild.

Skydningen standsede, - sandt nok, det havde været mord, om de havde fortsat skydningen. - Gøre fanger under disse forhold følte fjenden næppe lyst til. Nej - slippe bort, - det var det, han nærmest tænkte på, og derfor lod han os i ro, til vi fik vore døde og sårede på vogne og drog afsted ad en markvej, vesten om Lundby for at undgå fjenden, der lod os gå bort i fred.

Vi kom gennem Aalborg og blev færget over til Nørre-Sundby. - Jeg red ud sammen med en underlig vildt begejstret, letsindig, men legemlig affældig mand, - jeg red tilbage med en sammensunken olding! Han havde villet noget, - noget, som han var - ganske ude af stand til at udføre! Nu lå det hele sammenstyrtet, han med, hvad havde alle de store ord ført til, - Vind!

Hvorfor kun rykke ud med 1 kompagni, når man lige så let kunde tage 2, og man ved, at man har mindst 1 fjendtligt kompagni overfor sig. Hvorfor vælge den kompagnichef, af hvem man har grund til at vente mindst handlekraft, - hvorfor bortødsle tiden med snak og taler og endelig, - hvorfor påtage sig at føre et kompagni mod fjenden, - når man dog hos sig selv må vide, at man her står overfor en opgave, der er en ganske fremmed, - det hele var en opbrusende ild, - en rask tanke; men den blev slet forberedt og slet udført, og resultatet var rædsomt….

Et par dage efter begravede vi vores faldne på kirkegården i Aalborg. Jeg skammer mig ikke for at sige det, - jeg græd bitre tårer ved denne begravelse, - jeg havde ligesom en følelse af, at vi selv var skyld i deres død!