Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Krigen i 1864
//
Tekst 1: Poul Martin Møller: Glæde over Danmark, 1823

Poul Martin Møller: Glæde over Danmark, 1823

Poul Møller skrev digtet Glæde over Danmark, da han sejlede på Sydhavet i 1820, og digtet blev første gang trykt i Tilskueren i 1823. Digtet blev senere hen til en sang, som Carl Nielsen skrev melodien til.

Digtet har en tvetydig dobbeltlængsel, dels til fædrelandet Danmark, dels til Magrethe Block; den ungdomskæreste, som han elskede, men som valgte en anden.

I digtet indgår linjen: »Danmark er et lidet, fattigt land«, som indikerer, at Danmark økonomisk set er et fattigt land. Hvilket det også var, da Poul Møller rejste fra Danmark i årene efter, at landet var gået statsbankerot i 1813. Til gengæld udtrykker digtet også, at Danmark er rigt på alt det skønne, som ikke kan købes for penge.

 

Rosen blusser alt i Danas have,

Liflig fløjter vist den sorte stær,

Bier deres brune nektar lave,

Hingsten græsser stolt på fædres grave,

Drengen plukker af de røde bær.

 

Her imellem havets dybe kløfter

Gives aldrig vår og blomsterpragt,

Hvalen kold og dum ved skibet snøfter,

Tavse fugl de brede vinger løfter

Med sit bytte fra den våde jagt.

 

Mine venner i den danske sommer!

Mindes I den vidtforrejste mand,

Som så langt fra Danas favre blommer,

Her, hvor sydens blæst på sejlet trommer,

Flakker fra sit elskte fødeland?

 

Udi øst og vest, og hvor jeg vanker,

drømmer jeg om jer ved Danmarks sund.

Selv iblandt Constantias fulde ranker

Mindes jeg med længselfulde tanker

Løvet i Charlottes bøgelund.

 

Klerken råber i Manillas rønner:

»Danmark er et lidet, fattigt land.«

Det forsikrer Javas rige sønner,

Selv Batavias skrantne kræmmer stønner:

»Danmark er et lidet, fattigt land.«

 

Kunne du ved guld og sølv at love

Købe dig en nordisk kvindes tro,

Købe dig et pust fra søens vove,

Købe dig ly af Thules skove,

Og en kløvermark til middagsro?

 

Fattig mand, som pløjer danske lande,

Ryster æbler af sit eget træ,

Har en kraftig arm, en kløgtig pande;

Korn på marken, mælk i sine spande;

Kvien står i græsset over knæ.

 

Ja vor danske jord er sommerfrodig;

Der er kræfter ved det danske brød.

Derfor er den danske mand så modig;

Derfor var normannens kniv så blodig;

Derfor er den danske kind så rød.

 

Under lyse bøg den danske bejler

Med sin herligvoksne pige går;

Over deres hoved månen sejler;

Svanen i det klare vand sig spejler;

Nattergalen højt i busken slår.

 

Dersom sligt for fattigdom du tyder,

Østens atlaskklædte, rige mand,

Glad mit sorte danske brød jeg bryder,

Takker Gud, mens fra min læbe lyder:

»Danmark er et lidet, fattigt land!«

 

Til toppen af siden

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk