En korporals beretning om stormen på Dybbøl 18. april, brev af 2. juni 1864

Brevet nedenfor er skrevet af korporal i 2. Regiment 6 kompagni, der befandt sig i skanse 5 da angreb d. 18. april blev indledt. Han blev taget til fange på dagen, men det lykkedes ham at flygte og komme til København. Under sin indlæggelse på Garnisonshospitalet i København skrev han den 2 juni 1864, dette brev til sine forældre. Tekstuddraget er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog. Den kan findes i sin helhed på ronlev.dk. 

Kilde: Karl Larsen (red.) (1897): Under vores sidste krig. Samtidige dagbogsoptegnelser og breve fra mænd og kvinder alle stænder. Gyldendalske boghandels forlag. F. Hegel & Søn. Grebes bogtrykkeri, s. 276-282.

Den 17. om eftermiddagen drog vi fra Ertebjerg i godt humør, og hele regimentet var i sin fulde styrke på lidt nær. Ikke mange tænkte på, at det var sidste gang, regimentet gik den vej, vel vidste vi, at det ikke kunne vare længe, men i morgen død tænkte dog ingen på.

Vi besatte stillingen i Nr. 5 og løbegraven mellem den og Nr. 6. Om natten havde vi en voldsom kanonade at tage imod, mærkeligt nok, at vi kom derud uden synderligt tab af mandskab, jeg var med den svenske løjtnant i Skanse 5.

Vi gik frem og tilbage i skansen hele natten og søgte så godt som muligt ikke at tænke på granaterne, da det dog i grunden kom an på lykken, og der ingen steder i skansen mere var nogen dækning. Fjendens infanteri var imod sædvane den nat meget rolig, hele vores styrke var på benene, endog reserverne inde ved brohovederne stod opstillet, kanonerne var ladet med kardæsker…Fra Als fløj vores granater ud over hele vor stilling som lysende raketter over vores hoveder, krydsende fjendens, 4-5 stykker, ad gangen, springende tæt udenfor vores skanser og kastende stumperne ud til fjendens grave. Fra fjendens batterier gik det knald i knald, jorden rystede, i luften hvislede tusinder takkede bly og jernstumper, splinter, sandsække og jord, imidlertid forhindrede dette ikke, at nogle sad og sovnede hen ad morgenstunden; løjtnanten og jeg skiftedes til at gå om og vække og holde vores folk årvågen. Imod forventning udeblev fjenden den nat, ikke et geværskud blev vekslet; jeg tænkte ikke videre derover, men at de højere krigskunstnere ikke gjorde det, begriber jeg ikke.

I dagningen blev sandsække opstablede for kanonmundingerne, for at bevare os dem i brugbar stand, da fjenden ellers, når han kunne se dem, straks demonterede dem. Da det blev lyst, begyndte en hidtil ukendt kanonade. Fra hver pjece, fjenden kommanderede over, blev skudt så hurtigt, der kunne lades, langs hele stillingen fra alle fjendens batterier; det gik så hurtigt, som var det geværsalver. Ilden var rettet på skanserne, og stadig faldt folk derinde. Vi fik ordre til at rykke ud af skanserne og søge dækning i vores dækningsgrave. Enkelte poster, som udstilledes for at holde udkik, lå ofte døde, uden at vi vidste det. Vi var nu virkelig i en dårlig forfatning til at modtage fjenden. Kanonerne kunde først bruges, når sandsækkene var borttagne, skanserne og løbegravene var næsten tomme, folkene lå nedgravede i huler og grøfter. Var fjenden kommen om natten, havde han fået det varmt; nu var det med hans uhyre overlegne antal ikke nogen stor heltegerning for enhver anden fjende end netop prøjserne.

Kl. 10 sagtnedes kanonilden noget, men nu blev vi råbt ud med ”Fjenden er lige uden for”. Ingen tog det nu bogstaveligt, men da vi styrtede ud i løbegraven, fik vi syn for sagen. Hvor besynderligt det end var, fjenden var virkelig lige uden for. En masse geværkugler modtog os fra skytter, der var placerede i vores tidligere skyttegrave, som fjenden om natten i al stilhed havde gravet i forbindelse med hinanden, og hvorfra nu stormkolonneme blev formerede. En hvid masse på korte, sorte ben kom hurtigt ind mod os, det var en kolonne hvoraf hver mand foran sig bar en stor halmsæk, bagved dem den virkelige angrebskolonne. Fjenden overvandt vores forhindringer på den letteste og sindrigeste måde af verden, de første par mand klippede med en saks ståltrådsgitteret over, de næste kastede et par puder på vores fodangler, og hele kolonnen løb over uden at stanse et minut ved disse forhindringer, som havde kostet os både meget arbejde, penge og folk at indrette.

Begivenhederne må nu tænkes at foregå i minutter, og hurtigere end jeg kan skrive dem. Geværkuglerne faldt så tæt, som når man kaster ærter på en tallerken. Fjenden betegnede sin vej ved at efterlade lig, og ofte faldt en halmsæk, men kolonnens størrelse aftog dog ikke synderligt derved, et par minutter kun, hvori vores få folk højst kunne gøre 2 skud, og fjenden stod 4 skridt fra os, alle med ladt gevær, og vi med tomme. Der kunne nu ikke let skydes fejl, og den salve vi fik, dræbte en masse af vores folk. Nu opstod med nogle virkelig tapre prøjsere et slags håndgemæng, bajonetfægtning, kolbeslag, en forvirret blanding af geværskud, hyl og skrig og dødssuk og jamren; de fleste af prøjserne foretrak på lidt afstand at skyde på os, vi kunde naturligvis ikke slås og lade på en gang og altså ingen videre skade gøre dem, de dristigste af dem gik ganske nær og skød en kæmpende dansker, og således måtte vi da, da vi omtrent havde mistet det halve mandskab, og vi blev omgået af fjenden, som længere nede havde brudt igennem, og som gik ganske nær og beskød os i ryggen, overgive os […]

Nu hed det "Alles was gehen kann, marsch!". Det var desværre ikke meget af det raske kompagni, der kunne gå, vist halvparten lå døde og døende; jeg kunne jo nok have gået med, men vilde ikke, jeg var så ærgerlig, bedrøvet og så ulykkelig. Jeg blev alene tilbage i graven, ikke for at hjælpe mine hårdtsårede kammerater, der lå og jamrede dem; nej det tænkte jeg endnu ikke på, jeg håbede endnu, at vores skulde slå fjenden tilbage, og jeg kom med dem men nu — nu stod vores reserver med geværerne i pyramider, den svage reserve i vores næste stilling måtte retirere. 9. og 20. Regiment kastede sig imod fjenden og drev den voldsomme overmagt to gange tilbage, men led selv skrækkeligt derved, og måtte omsider også overlade fjenden denne stilling. Fjenden lod stadig nye masser rykke frem, kanoner kørte op og vendte vore egne kanoner, som var så godt lavet til, og som vi ikke kunne bruge på grund af de ulykkelige sandposer, som var opstillede foran dem, imod os. Nr. 6. var taget kort efter os, og Nr. 7 kort efter ligeledes, på samme måde som vores skanse; hver skanse havde sine kolonner at kæmpe imod.

Så længe kampen foregik lige bag os, slog vores egne Kugler rask ned i graven til os, og jeg havde besvær med at slæbe nogle sårede, der endnu var liv i, hen hvor de kunne ligge dækkede. En af de prøjsiske underofficerer var så bange for, at vi halvdøde mennesker, hvoraf jeg var den eneste, der kunne gå, skulde falde dem i ryggen, og trak derfor en kanon af, der var rettet til at bestryge graven, hvori vi lå lige til Nr. 6. kanonen var ladet med kardæsker og ladningen regnede ned langs graven og gjorde ende på deres lidelser. Jeg hørte deres samtale, da et par andre vilde afholde ham fra at fyre på os, og jeg kom også lige bag en travers, da kanonen gik af.

Der kunne nu ikke tænkes på at komme tilbage, om jeg end kunde løbe som en hare, men jeg var nysgerrig efter at se fægtningens videre gang. Da den nu trak sig stadig mere ned mod brohovederne, kunne jeg ikke se synderlig mere, og jeg efterså nu mine nærmeste omgivelser. Fire var endnu i live, og jeg forbandt nu, så godt det lod sig gøre, og fik omsider fat på et par prøjsiske læger. Det var sørgeligt med den masse lig af venner og bekendte og folk, som jeg havde gjort hele felttoget sammen med. Efter at jeg var bleven forbunden, blev jeg kørt til Nybøl Vandmølle, og derfra pr. skib, mellem sårede af begge slags, til Flensborg  […]