Lærer H. Rosendals erindringer fra Vejle i 1864, 1905

H. Rosendal, der i 1864 var lærer i Vejle, nedskrev på opfordring sine erindringer omkring kampene ved Vejle. Erindringerne blev udgivet i 1905 og giver et indblik i hvordan en civil person oplevede krigen.

Kilde: Højskoleforstander H. Rosendal: Erindringer fra Vejle i Krigsaaret 1864. I Vejle Amts Aarbøger. Lehmann & Stage, 1905. Kan tilgås på Slaegtsbibliotek.dk.

Redaktionen af dette Tidsskrift har opfordret mig til at optegne et og andet al, hvad jeg mindes fra Vejle i Krigsåret 1864 […] Imidlertid har jeg dog ment at burde efterkomme opfordringen, da så mange er gået bort af dem, der da levede med i begivenheder, jeg kommer til at omtale, og da vi, der er tilbage, allerede er godt oppe i årene […] må det ske snart.

For de læsere, der ikke kender mig, tør jeg måske begynde med at sige, at jeg i 1864 var lærer i Vejle, at jeg som alle andre, jeg kendte, var dybt rystet af meddelelsen om Frederik VII død, og at jeg benyttede min juleferie til at aflægge et besøg ved Dannevirke, hvor jeg ved den ånd, jeg mødte i hæren, bestyrkedes i troen på, at det ville koste tyskerne en alvorlig kamp at tage Dannevirkestillingen. Jeg sad i Madame Esselbachs Hotel i Slesvig, da meddelelsen kom om, at de Meza var udnævnt til Overgeneral; og de mange officerer, der var i stuen, udtrykte på en enkelt nær — deres glæde over denne udnævnelse da de deri så en bekræftelse på, at der virkelig skulde føres et forsvar for stillingen, virkelig skulde kæmpes. Det var dem nemlig bekendt, at de Meza havde tro til Dannevirkestillingen. --- Men jo stærkere vor tro til stillingen var, desto bittere var jo skuffelsen, da den blev rømmet.

Jeg husker endnu, at da den 4de februar offentliggjordes et telegram fra Overkommandoen, der sluttede med de Ord: »Fjenden okkuperer mere og mere af vort forpostterræn« -- da anede vi, hvad vi skulde spørge næste dag. Jeg sad aftenen eller natten efter den 5te februar oppe på telegrafstationen hos min ven, daværende telegrafbestyrer, senere Professor Chr. Krarup, da han med et blev ligbleg ved at høre, hvad der gik gennem telegrafen; og da der lidt efter kom et telegram til en »Telegramforening», Vejle Klub havde dannet, og hvoraf jeg var medlem, kunne vi jo tale derom, og det var da meddelelsen om Dannevirkes rømning.

Det varede ikke mange dage derefter, før enkelte soldater af 1te Regiment viste sig; og snart havde vi brigaden Max Müllers, 1ste og 11te Regiment, samt Batteriet Johansen, 7de Regiment og rytteriet, indkvarteret i Vejle og den nærmeste omegn.

De første fjender, vi så der, var 28 prøjsiske husarer, der blev tagne til fange den 29de februar i kavalerifægtningen ved Vorbasse. Dagen før denne fægtning var Dragon Niels Kjeldsen bleven skudt en mils vej sønden for Vejle; men det mindes jeg ikke, vi hørte noget om før senere.

Der var altså uro i luften, og den 8de marts brød det løs. Det var vist lidt over kl. 10 formiddag, der blev blæst alarm, og derpå lod vi drengene gå hjem fra skolen, og jeg begav mig om på Rådhustorvet, hvor Brigadechefen Oberst Max Muller og Regimentscheferne Beck og Stricker holdt. Her kom lidt efter en dansk dragonafdeling med fire fangne østrigere, hvoraf en, Løjtnant, Grev Czernin, var hugget slemt i ansigtet. Jeg kom til at veksle et par ord med den fynske dragon, der havde såret og fanget ham; han var meget vred på greven, fordi denne havde gjort mine til at ville overgive sig, men derefter såret hans hest slemt.

Ikke længe efter at dragonerne var komne ind med deres fanger, kom hele eskadronen tilbage og meldte, at fjenden nu rykkede frem med alle tre våbenarter. Da hørte vi, at Max Muller gav Kompagniet Staggemeyer af 11te Regiment ordre til at rykke op til vejrmøllen syd for byen, tage stilling der, til fjenden kom på riffelskuds afstand, og da give ild og trække sig tilbage. På Kaptajn Staggemeyers bemærkning om, at det ville blive vanskeligt at komme ned ad den nøgne bakke, svarede obersten i en tone, der ikke rigtig tiltalte os: »Nå, så falder De'.« Kaptajn Staggemeyer gik da med kompagniet, og han havde næppe fået sine folk anbragt i Stillingen ved vejrmøllen, før vi så ildglimtene deroppe fra. Så gik vi hjem, og jeg havde lige fået min hustru og vort lille månedgamle barn anbragt på det sted i stuen, hvor jeg troede dem sikrest, da vi havde østrigerne i gaden (Vestergade). Her blev imidlertid kampen stående, idet vore folk havde kanoner på bakken omtrent, hvor nu sygehuset ligger, og kunde bestryge Vestergade med kardæsker. Jeg var gået hen til vinduet ud mod gaden, men kom snart længere ind i stuen, da jeg så den første østriger falde næsten lige udenfor. Hårdere end i Vestergade var måske kampen op ad Horsensvejen, hvor man vil have set General Goudrecourt stå af hesten og prygle sine folk frem, og, da det ikke forslog, selv gå foran.