Souschef Carl Albert Frederich Thomsens rapport om 4. division ved Vejle og tilbagetrækningen til Mors, juni 1864
Carl Albert Frederich Thomsen (1827-1896), var souschef i 4. division hos generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrone. Han deltog således i Dannevirkes forsvar, i kampen ved Vejle og i divisionens operationer i Nørrejylland. I denne rapport fremstiller han 4. divisions kamp, som han havde fået pålagt af krigsministeren, da der var rejst forespørgsel om divisionens indsats i Folketinget. Rapportens omslag er påført juni 1864, og det fremgår tydeligt, at der er tale om en kritisk forespørgsel, bestilt af krigsministeren, til divisionens indsats. Her er nok tale om krigsminister C.E. Riech, der afløste C.C. Lundbye den 18. maj 1864. Rapporten findes i forsvarets arkivmateriale i Rigsarkivet. Uddraget er delvist redigeret med henblik på nutidig stavning og sprog.
Kilde: Kaptajn Thomsens beretning om 4. divisions under hele felttoget, juni 1864. Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot Såkaldt 'senere indkomne sager' vedr. krigen i 1864. Rigsarkivet.
Divisionen forstærkedes nu hen ad vejen med det 1ste og 11te Regiment samt det 7de Batteri, hvorved styrken blev således at man om end forposttjenesten navnlig kavaleriet blev i høj grad anstrengende især på grund af årstiden, dog kunde indtage en god stilling ved Vejle, der efter at være forstærket med kunstige midler, indførte af et divisionen tildelt ingeniørkompagni, kunde vente at gøre en nogenlunde god modstand mod fjendens fremrykning. Under opholdet i denne stilling fandt jævnlige og hæderlige forpostfægtninger sted, såvel på chausséen som mere vest ude (Vorbasseaffairen) Divisionen, der i den større del af den tid den holdt Vejle besat, havde den for stillingen forlangte passende styrke, havde imidlertid det uheld, at armeens Overkommando så sig nødsaget, til forstærkning af Als at bortkommandere et af de divisionen tildelte infanteri regimenter. Uagtet det 7de infanteri regiment derfor allerede den 8de marts om morgen var udgået af divisionen og afmarcheret nord på til Horsens, besluttede General Hegermann, hvis styrke nu var mindre en den, General Rye1 i 1849 disponerede over ved Vejle, sig til dog samme dag at modtage kampen og levere træfningen ved Vejle mod den hele under Feltherre Marshall Gabeleng fremrykkende, samlede østrigske styrke. Mod en overlegen fjende og, på grund af 7de Inf. regiments bortkommando, uden nogen som helst reserve kæmpede den brigade, der stod i og bag Vejle under Oberst Max Müller, med energisk modstand2.
[...] Retræten gik efter træfningen ved Vejle med fuldstændig ro og orden til bag Horsens og Handsted Å, med forposter syd for Horsens, stillingen holdtes her indtil det ca. 20.000 Mand stærke østrigske corps antoges færdig til at angribe divisionen, der langsomt og roligt trak sig tilbage til Skanderborg og Mas-Sø stillingen. Det barske vintervejr i februars slutning og marts begyndelse udmattede tropperne og hestene, forposterne måtte nødvendigvis have en meget anstrengende tjeneste for at tilvejebringe den nødvendige sikring, men desuagtet viste det sig umuligt at kunne få afdelingerne og hestene således underbragte, at den fornødne hvile kunde erholdes, med mindre man ville risikere, at tage så vidstrakte kantonnementer3, at det blev ugørlig at kalde tropperne under gevær, inden fjenden allerede var der. Da bivuakering under åben himmel på den tid af året kun for ganske kort tid lod sig gøre, nødtes General Hegermann til også at opgive denne stilling, foran hvilken den hele østrigske styrke koncentrere sig, færdig til et pludselig angreb. De ovenanførte vanskeligheder i forbindelse med den dårlige stand, i hvilken tropperne befandt sig, på grund af den ved felttogets begyndelse ufuldendte organisation bevægede generalen til, efter konference med flere af de højere kommanderende, at opgive den hidtil fulgte plan, at forsvare Jylland ved at holde divisionen som et samlet kommando, og at gå over til den anden af ham oprindelige angivne forsvarsmåde, nemlig ved hjælp at små strejfkorps, der ved patruljer holdt sig i umiddelbar berøring med fjenden, at dække provinsen mod fjendens mindre fourageringer4, og at skaffe den øvrige større del af tropperne ro og tid til idet mindste nogenlunde at fuldende sin organisation. Efter Overkommandoens gentagne gange given befaling, måtte retræten ikke gå til Helgenes, men bag Limfjorden, og generalen valgte at gå over den fjord til Mors, fordi han derved blev så meget sydligere og fordi den ø, på samme måde som halvøen Helgenæs, dannede en truende flankestilling imod fjendes eventuelle fremrykning til den nordlige del af Jylland. General Hergermann, hvis retræte gennem Jylland hidtil havde været forholdsvis ligeså langsom General Ryes, uagtet farerne og besværlighederne havde været større, måtte på grund af den forandrede operationsplan nu tillige aldeles forandre måden, på hvilken retræten udførtes, medens denne før havde været langsom og kun tilbagevigende, så snart fjendens hovedstyrke var i umiddelbar berøring med divisionen, var det nu en absolut pligt at foretage retræten med hovedstyrken så hurtigt og så skjult som muligt, for at den, hvis fjenden fulgte efter, kunde vinde et par dages forspring og således med sandsynlighed i ro foretage overgangen over Limfjorden, der med de til rådighed stående forholdsvis ringe transportmidler måtte antages at ville vare nogle dage.
Ordforklaringer
1 General Olaf Rye indtog i treårskrigen somme rolle som 4. division gjorde i 1864. Han fik dele af fjenden tropper til at følge sig til Helgenæs, hvor han lod sine egne tropper udskibe til Fredericia, hvor det berømte udfald skete fra. Han døde i forbindelse med kampene ved Fredericia.
2 Der er her tale om 7. brigade, som bestod af 1. og 11. regiment.
4 Forhindre at fjenden skaffede sig fødevarer hos lokalbefolkningen.
