Cubas økonomi 1990-97: Socialistisk strukturtilpasning

Uddrag af artikelserie: Cuba - mellem socialisme og kapitalisme fra bladet Kontakt, udgivet af Mellemfolkelig Samvirke.

Det er helt klart, at den cuban­ske økonomi har oplevet en voldsom nedgang siden 1989. Man kan faktisk her tale om en alvorlig konjunkturforringelse, og måske oven i købet en lavkon­junktur. Med Sovjetunionens sam­menbrud blev den cubanske økono­mi ekstremt sårbar på grund af afhængigheden af handel med de tidligere allierede. I 1989 foregik næsten 80 procent af eksporten inden for COMECON-området. Den cubanske økonomi viser imid­lertid omsider tegn på bedring efter adskillige års sølle resultater. Den cubanske vækst ser ret gunstig ud sammenlignet med mange af over­gangsøkonomierne i Østeuropa, og især sammenlignet med republik­kerne i det tidligere Sovjetunionen. Cubas betalingsbalance er bedret siden 1994, takket være et nedbragt handelsunderskud, og især også en stigende udenlandsk kapital-im­port.

I Cuba er der stor modvilje mod ordet »overgang« i forbindelse med de økonomiske og institutionelle forandringer, der finder sted, fordi begrebet som sådan bliver kædet sammen med de processer, som fin­der sted i Østeuropa og i det tidli­gere Sovjetunionen, og som således antyder et systemskifte (fra socia­lisme til kapitalisme), og fordi ordet »overgang« pr. definition antyder et endeligt bestemmelsessted, som for eksempel en form for markedsøko­nomi. Den cubanske regering anerkender i dag nødvendigheden af at introducere markedsmekanismer og af at indføre en form for mar­kedsøkonomi, men indrømmer ikke, at dette vil medføre et sam­menbrud af den cubanske socia­lisme. Den cubanske regering ske­ler her uden tvivl til Kina og Viet­nam for at hente råd.

Markedsøkonomi

I dagens Cuba er den officielle holdning stadigvæk, at Cuba ikke har renonceret på ideen om at kon­struere et socialistisk samfund, og at reformer og skridt i retning mod at indføre (eller genoprette) visse kapitalistiske markedsmekanismer derfor ikke skal opfattes som en sejr for kapitalismen over socialismen. Kineserne og vietnameserne har fundet en ny formel med etable­ringen af en »socialistisk markeds­økonomi«, men mærkeligt nok har hverken Fidel Castro eller medlem­merne af regeringen eller partiet indtil videre introduceret dette begreb i Cubas forandringsproces.

Der er flere grunde til denne åbenlyse modvilje fra den cubanske ledelses side (og her især fra Fidel Castro selv) mod at anerkende no­gen som helst fordele ved det kapi­talistiske markedsøkonomi-system. For det første på grund af kapitalis­mens fiasko med at løse fattigdoms­problemerne, og dens almene mar­kedsfiasko i Latinamerika og i andre dele af den tredje verden.

Men for det andet, og her ikke mindst, på grund af det lidet inspi­rerende eksempel fra Rusland, hvor indførelsen af kapitalistiske meto­der efter vestlige rådgiveres anvis­ninger ifølge cubansk opfattelse kun har ført til økonomisk og poli­tisk kaos, til menneskelig usikker­hed og forøget forarmelse som et resultat af stigende arbejdsløshed, udhulet realløn og sammenbrud af det traditionelle samfundssikker­hedsnet. Dette betyder ikke, at cubanerne var tilfredse med det system, de havde før, og som de i store træk havde kopieret fra rus­serne. Der var vældig bekymring over systemets utilstrækkelighed, og cubansk tilpasningspolitik (kor­rigeringskampagnen) startede i vir­keligheden før Gorbatjovs perestrojka, selvom den ikke havde samme politiske betydning.

Tekst 17 | Oversigten over kildetekster | Tekst 19