Grzegorz Kołodko: 2/3 succes. Polens samfundsmæssige overgang og dens lære for fremtiden, 2007
Oversat fra polsk af Jens Jørgen Nielsen.
Året 1989 forandrede ikke kun Polen, men hele verden. De følgende år derefter var præget af Chok kuren eller chok uden kur, som nogle mere præcist foretrækker ynder at kalde den. Den økonomiske politik var i årene 1990-93 generelt baseret på de neoliberalistiske doktriner, ofte identificeret med den såkaldte Washington-konsensus. Deres nytte i de komplicerede overgangsprocesser var begrænsede. En lignende tendens kan observeres i andre postsocialistiske lande, om end ikke alle, da nogle af disse, især Slovenien nød godt af ikke at følge Washington-konsensus. […]
Desværre var der et vældigt pres udefra på Polen for at gennemføre denne politik, det førte til, at politiske kræfter, der pålagde Polen et program med liberalisering og stabilisering, som dengang ikke passede til den polske virkelighed. Det viste sig at være ret enkelt at gennemføre, da det var ideologisk meget nemt at opnå folkelig accept af chok-uden-kur strategien. I dag skriver mange forskere om taberne af denne overgangsproces. […]
Der var tydelige advarsler om, at den foreslåede pakke af liberalisering og stabilisering, kendt som Sachs-Balcerowicz planen, ville medføre en 25 procents nedgang i industriproduktionen i det første år. Dette vil blive fulgt op af massearbejdsløshed. Regeringen lovede dengang i begyndelsen af 1990´erne, at strategien ville sikre en inflation på under 1 %. Der var dengang også meget kritik af politikken, denne kritik blev afvist og endda latterliggjort af regeringen, selv om den var fuldt ud berettiget, som det senere skulle vise sig. Regeringen havde regnet med et fald i bruttonationalproduktet med 3,1 procent, arbejdsløsheden vurdere de ville stige til 400.000 ledige dvs. mindre end 2,5 %. Men strategien ville efter regeringens opfattelse efterfølges af en periode med økonomisk vækst.
Virkeligheden var imidlertid dramatisk anderledes. På dette tidspunkt, især i 1990-91, var den økonomiske politik helst sikkert fejlagtig. Politikken var for restriktiv. Renten var for høj, og ikke orienteret mod fremtiden og. At liberalisere udenrigshandelen gik for vidt, og regeringen var tvunget til at ændre denne beslutning allerede i 1991. […]
Af politiske og ideologiske grunde diskriminerede regeringen mod den offentlige og kooperative sektorer. Særligt ødelæggende for den hårdt tiltrængte omstrukturering af de statslige virksomheder, var den såkaldte popiwek, en særlig ekstra afgift på løn stigninger i den offentlige sektor (og ikke den private). De institutionelle og sociale aspekter af at opbygge en markedsøkonomi blev undervurderet. Den dybe finansielle destabilisering resulterede i høj inflation og omfattende mangel på balance i økonomien. Den kortsigtede hyperinflation, som bl.a. var fremkaldt af liberalisering af fødevarepriser, blev særligt ødelæggende.
Det er indlysende, at man kunne have opnået betydeligt større resultater med lavere omkostninger. Kløften mellem de lovede projektioner og virkelighed var enorm. Det havde vidtrækkende, negative sociale og politiske konsekvenser, der har varet lige til dag.