Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Fikret Alic’ tale på Auschwitz-dagen 27. januar 2004

Da Fikret Alic slap ud af fangelejren i Trnopolje var hans vægt faldet fra 86 til 48 kg. Han var ikke blot underernæret, men havde også indre blødninger, brækkede ribben, brækket kæbe og næse samt udslåede tænder efter 68 dages mishandlinger af serbiske tæskehold af fangevogtere og lokale bøller.

Efter et hospitalsophold i Kroatien kom han som flygtning i 1993 til Danmark, hvor han nogle år senere fik opholdstilladelse. Han er nu gift med en bosnisk kvinde og bor i Hjørring, hvor han arbejder som slagteriarbejder. Han har mange gange fortalt om sine forfærdelige oplevelser som ’den magre mand’ i fangelejren Trnopolje. Både til pressen, men også i retssagerne ved krigsforbryderdomstolen i Haag mod sine tidligere bødler.

I 2004 var årets gæstetaler på Auschwitz-dagsarrangementerne for gymnasieelever rundt om i landet.

Teksten nedenfor er hans tale holdt i Aalborg 27. januar 2004:

 

Mit navn er Fikret Alic. Jeg er født den 1. marts 1970, i Kozarac, som er en landsby i det nordvestlige Bosnien.

Mit liv blev ændret totalt efter de tragiske begivenheder som fandt sted den 24.maj 1992. Krigen som allerede var startet i resten af Bosnien, kom den dag til min landsby.

Det startede med en luftalarm efterfulgt af morterangreb. Nyheder om at den serbiske hær var begyndt med en systematisk udrensning af de muslimske landsbyer i vores omegn, har spredt sig meget hurtigt. Panikslagne naboer, og bekendte, begyndte alle at flygte fra landsbyen hvorefter de søgte ly i skovområderne, som lå tæt på landsbyen. Det gjorde jeg også i håb om at resten af min familie ville gøre det samme. Men det skete desværre ikke. De ville ikke forlade vores hjem.

De næste 12 dage levede jeg i skovene sammen med mange fra min landsby, og mange andre som jeg for første gang så i mit liv. Bekymringer for min familie, sult og mangel på alt, overvandt min angst, og jeg besluttede at vende tilbage til min landsby. Det jeg så da jeg kom hjem, glemmer jeg aldrig. Seks af mine familiemedlemmer som var blevet tilbage i vores hus, blev slået ihjel på en meget brutal og uhyggelig måde.

Nogle dage efter tog de serbiske soldater mig til fange og sendte mig til en fangelejr.

Ved min ankomst var der allerede mange bosniakker og katolikker der var blevet udsat for tortur og mishandling. Den uhyggelige atmosfære i lejren blev forstærket af en form for stilhed, som af og til blev afbrudt af råben fra de serbiske soldater. Natten efter ankomst til lejren blev jeg slået og tortureret hver dag. Torturen bestod ikke kun af fysisk afstraffelse og mishandling. Fangerne blev tvunget til at slås mod hinanden.

Jeg blev tvunget til at slås med min fætter, mens soldaterne stod og grinede.

Man var hele tiden på vagt. Mange af henrettelserne skete om natten. Efter dette kunne man ikke falde i søvn.

Èn gang om dagen fik vi lov til at drikke vand og få lidt at spise. Toiletterne fandtes ikke, så vi måtte gøre det i barakkerne hvor vi sov. Det var meget varmt og stanken af afføring og urin var ikke til at holde ud.

Mange af de serbiske soldater og lejrvogtere, som torturerede og slog ihjel, var mine bekendte. En af dem var min tidligere nabo, som lige før krigen, flyttede til en by tæt på vores landsby. Han blev fanget og dømt til 25 års fængsel, i år 2001 ved Krigsforbryderdomstolen i Haag.

Den 27. juli 1992 var den værste dag i lejren. Den dag slog de over 200 katolikker og bosniakker ihjel. En hel barak fyldt med døde mennesker. De blev liggende i et døgn. Den dag var det meget varmt. Blodstank spredte sig hurtigt til resten af lejren. Dagen efter kørte de ligene i en ukendt retning.

Efter den nat havde massakrerne ikke så stort et omfang og fandt ikke sted direkte i lejren. Mange blev bare kørt ud af lejren og kom aldrig tilbage. Mange af dem er stadigvæk savnede.

På et tidspunkt var der over 1500 mænd og kvinder i lejren. Frem til august blev der dræbt over 600.

Den 4.august 1992, kom der en gruppe læger til vores lejr. Vi blev tjekket og 25 af fangerne blev kørt til sygehuset. Jeg var en af dem.

To dage efter kørte de os tilbage til lejren. Senere samme dag blev vi overflyttet til lejren Trnopolje. I Trnopolje var der over 5000 fanger, mænd, kvinder og børn.

Der kom en gruppe udenlandske journalister på besøg i lejren Trnopolje.

De blev fulgt af lejrvogtere. Jeg kan huske at jeg blev filmet og fotograferet. Det var sikkert spændende at se en 188 cm høj mand som vejer 48 kg.

Den dag snakkede og fotograferede journalisterne nogle af mine medfanger.

Samme aften efter journalisterne forlod lejren, blev de alle sammen dræbt. Jeg gemte mig blandt kvinder og børn. De ledte efter mig, men kom aldrig der hvor jeg gemte mig. De næste dage måtte jeg ikke vise mig foran lejrvogterne. Jeg skiftede mit tøj og tog noget af en kvinders påklædning samt et tørklæde på.

Den 14.august 1992 skulle man kåre kvinder og børn ud af lejren til de områder som blev kontrolleret af den bosniske hær. Der var en mulighed for at flygte fra lejren. Det skulle nok lykkes med kvindetøj på, tænkte jeg.

Jeg stillede mig i køen, sammen med kvinderne og børnene, som ventede på at stige på en af de mange busser. Ingen lagde mærke til mig. Idet øjeblik busserne kørte væk fra lejren vidste jeg ikke om det var en drøm eller virkelighed.

Vi blev kørt til et sted som lå tæt på frontlinien og fik ordre på at gå i en bestemt retning.

Det var et område med et minefelt. Mange døde undervejs. Ingen af os vendte tilbage. Vi gik i 2 timer.

Lige efter ankomsten besvimede jeg og gik i koma i 10 dage. Opholdet på sygehuset gav mig lidt energi, og jeg følte mig bedre tilpas. Lægerne var derimod bekymrede og sendte mig derfor videre til rehabilitering i Kroatien og Slovenien. Her kom jeg i kontakt med min mor, min bror og min søster.

Den 15.september 1993 kom jeg til Danmark. Det var afslutningen på den tragedie som traf mig og min familie.

Jeg har prøvet at starte et normalt liv. Men det er svært fordi der er så mange ting, som jeg ikke kan glemme.

 

Tekst 29 | Oversigten over kildetekster | Tekst 31

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk