Kønsroller og sex

Følgende tekst er en samtale med en 28-årig kvindelig psykolog fra et statshospital i en af de største spanske byer. Udtalelserne er fra tiden umiddelbart før Francos død. For at undgå repressalier er taleren anonym.

Kilde: Claus Helsbøl & Erik K. Rasmussen: Det kæmpende Spanien – samtaler med spaniere. Forlaget Hugin 1974, s. 82-85.

I dag er der en hel del piger, som flytter hjemmefra, fordi de ønsker at være frie og uafhængige. Forældrene hjælper dem ikke… De må klare sig selv og kæmpe, men de er ikke forberedt til det og kommer ind i en helt ny verden, hvor de ikke ved, hvad de skal vælge, selvom de måske har mange ideer.

[…]

Loven siger, at man ikke kan flytte hjemmefra, før man er fyldt 25 år; dog er der nogle piger, som flytter hjem­mefra tidligere, når de er 20 eller 22 år. Men det er ofte, fordi familien ikke ønsker ’problemer’ med politiet el­ler andre mennesker. De ’fraskriver’ sig egentligt deres børn.

Hvis man gifter sig, er der dog mulighed for at flytte hjemmefra, selvom man er under 25 år.

Hvor de unge mennesker mødes? Ja, unge mennesker fra arbejderklassen har deres egne steder, hvor det kun er dem, der kommer. Steder, hvor man kan danse. Mæn­dene kigger efter pigerne, snakker og bliver måske ven­ner. Så går drengen og pigen hjem til forældrene, og drengen siger fx: »Jeg arbejder med Deres datter og vil gerne giftes med hende«. De steder, hvor de mødes, er som nævnt kun for arbejderklassen, og det samme gør sig gældende for andre samfundsgrupper. Pigerne, men naturligvis også drengene, har ingen mulighed for at komme til at kende an­dre unge fra andre miljøer og samfundslag. Der findes mange frustrerede piger, som siger, at de er frie og uafhængige, men hele deres tid går med at se ef­ter mænd og elske, fordi de tror, at når de elsker, er de frie og uafhængige. Selv i politiske grupper er dette synspunkt almindeligt. Men i virkeligheden forstår de ikke sig selv og hvad de vil. Noget andet gør sig gældende med de piger, som kom­mer fra arbejderklassen. De har ingen ’affærer’. Først efter ægteskabets indgåelse indleder de et seksuelt samliv. Det er også meget vanskeligt at begå sig for en gift kvinde, en kvinde, der venter et barn, eller for en ugift kvinde, der har et barn. Jeg kender selv til et eksempel fra en bank: Kvinden havde arbejdet der i 6 år, og da hun blev gift, sagde direktøren til hende: »Vi har ikke længere brug for Dem. De er nu blevet gift og skal måske snart have børn, og derfor kan vi ikke bruge Dem længere«.

Mange forældre har den tankegang, at hvis deres barn har seksuelt samkvem med andre, så skal de gifte sig. Mange studenter fx, der har seksuelt samkvem med andre, er pludselig blevet gift, men det er på grund af familien, der er bange for, hvad andre skal tænke og tro. Selv de venner, jeg kender, er blevet nødt til at gifte sig, selvom de kalder sig frie og uafhængige.

[…]

Hvis du har en recept fra en læge, kan du købe præven­tionsmidler, men brugen af præventionsmidler er i hvert fald blandt arbejderklassen ualmindelig. Når man er 18 år, kan man få disse recepter. Med hen­syn til abort er situationen en anden. Her i Spanien er der en voldsom modstand mod abort. For tiden er der en hel del læger, som bliver forfulgt og straffet, fordi de har foretaget abort. Det er meget farligt at få foretaget abort.

Omvendt: Hvis en pige skal have et barn og vil have barnet, så kommer hun ud i næsten lige så store vanske­ligheder. Så må hun gå mod venner, familie – det hele. Det er en frygtelig situation, fx får barnet ’ikke no­get navn’. I Spanien kan man sige, at der findes ’3 slags børn’: Det ene er et ’legalt’ barn, hvor faderen og moderen er gift. Det andet er det ’naturligt’ fødte barn, hvor mode­ren anerkender barnets fader. Den tredje gruppe er det ’illegale’ barn, hvor hverken faderen eller moderen anerkender barnet. Dette barn har egentlig ’ikke noget navn’. Derfor kommer disse i mange til-
fælde på institu­tioner, og hvis ikke allerede børnene lider af chok, kom­mer de hurtigt til det på grund af forholdene på institu­tionerne.

[…]

Kirken er den institution, der har den største indflydelse på de social­-etiske problemer og spørgsmål. Alle vore politikere er katolikker, men reaktionære katolikker. Medlemmerne af Opus Dei er endog mere reaktionære i dette spørgs­mål, og der er også en gruppe, som hverken vil giftes el­ler have seksuelt samkvem.

Vi har her i Spanien et kompleks, som stammer fra religi­onen – et skyldkompleks. Forældrene er naturligvis et produkt af dette skyldkompleks, og derfor projekteres dette naturligt over på børnene. Det skinner igennem hele samfundsstrukturen. Ikke blot med hensyn til det social-etiske kompleks. Det har været med til at forme den spanske mentalitet, og det er meget vanskeligt in­denfor det nuværende systems rammer at få dette kom­pleks løsnet.

Jeg kender et tilfælde, som kan illustrere frustrationen: En pige med katolske forældre, meget stærk i troen. En dag kyssede pigen en dreng, og hun gik til lægen og sagde, at hun skulle have et barn. Det kan være morsomt – det er ikke pigens skyld, men forældrenes.

Disse problemer gælder naturligvis ikke kun for piger­ne, men i lige så høj grad for drengene eller mændene, om man vil. I mange tilfælde er situationen endog vær­re, måske nok ikke i de store byer, men i hvert fald i provinsen.

Vedrørende opdragelsen: Forældrene her i Spanien for­tæller meget sjældent børnene om seksuallivet eller berø­rer seksuelle problemer, før de er 17-18 år gamle. Al­drig. I en katolsk familie får børnene ofte et chok – de ved noget – men hvis de siger noget til deres forældre, bliver det forbudt dem at tale om noget ’så slemt’. Man snakker ikke med hinanden om disse ting. Piger fra disse miljøer – jeg kender mange af disse pi­ger, og er vel nok selv en af dem – ved ikke noget om det, selv ved 19-20 års alderen. De læser jo katolske bøger, hvor der står: at dét at kysse er forbudt, og hvis du gør det, er du en meget dårlig person. Pigerne får ofte et stort chok første gang, de har en ven, og de bliver næsten nødt til at have mange erfaringer, før de finder ud af, hvordan det hele hænger sammen.

Mændenes holdning overfor kvinderne er også ejendom­melig. De ønsker og kræver, at deres hustru skal være jomfru ved ægteskabets indgåelse. Dette er et udbredt synspunkt i provinsen og i de mindre byer. Det er jo en paradoksal praksis her i Spanien, at mændene kan gøre alt rent seksuelt, men ikke kvinderne, så jomfruernes an­tal vil jo falde. Det er meget vigtigt for systemet, at kvinderne ikke ved alt for meget om sex, fordi de så også er lettere at få til at blive hjemme, når de er gift, men end­nu vigtige er, at det holder deres politiske bevidsthed nede.

En seksuel frigørelse hænger naturligvis sammen med en politisk frigørelse. Politisk frihed er et skridt hen imod seksuel frigørelse. Måske den eneste vej.

Tekst 3 | Oversigten over kildetekster | Tekst 5