Christian 5.'s Danske Lov (1683)
Med Christian 5.'s Danske Lov fra 1683 blev der for første gang indført ensartet lovgivning i hele landet. Indtil da havde det været opdelt i områder, der hver havde sit eget retsgrundlag: jysk, sjællandsk og skånsk. Danske lov er i høj grad baseret på ældre dansk ret, bl.a. Jyske Lov fra 1241 og lovgivning fra Christian 4.'s tid. Følgende er et uddrag af Danske Lov, fra kapitlet 'Om Landboe, eller Fæstebønder og Lands-Bye-Handel'.
Uddrag fra: Kong Christian 5.'s Danske Lov, 1683, G.E.C. GADS Forlag, 1929 (http://bjoerna.dk/DL-1683-internet.pdf, kapitel XIII).
1. Art:
Ingen skal udvisis af sin Gaard, som hand haver fæst af sin Husbond, saa længe hand holder den ved Hævd og Bygning, og den forbedrer, og lovligen gøder sin Jord i Marken, og giver sin Skyld1 i lovlig Tid, som er Smørskyld2 til St. Hans Dag Midsommer, Kornskyld til St. Mortens Dag og andre smaa Bede, Giesteri3 og Oldengield4, og anden Rettighed, hver til sin tilbørlig Tid, og er sin Husbond og hans Fuldmægtig i hans Fraværelse hørig og lydig, og ej laaner, lejer, eller fæster, fra sin Gaard Ager, Eng, eller noget af Gaardens Tilliggelse5, eller tilstæder6 nogen anden at bruge noget af Gaardens Tilliggelse, og ej hugger i de Skove, der tilligge, i nogen Maade, uden sin Husbonds, eller hans visse Buds, Minde.
[…]
5.
Hvis nogen Enke ikke vil blive ved Gaarden, da bør hun strax efter Mandens Død, naar Skifte holdis, at sige sig fra den til Husbonden; Hvis hun det ikke giør, da skal hun blive ved Gaarden, indtil hun den lovlig opsiger efter den syvende Artikel, som her efter i dette Capitel mældis.
6.
Naar een Husbond udviser nogen af sit Gods for nogen af ovenbemælte Aarsager, da skal samme Bonde give Husbonden sin Forpligt, at hand ej skal giøre Efterkommeren nogen Forfang, saa og forsikkre Husbonden for hvis hand med Rette hannem pligtig er. Vil Bonden ej det giøre, da maa Husbonden anholde hannem, indtil hand det efterkommer.
[…]
10.
Dersom nogen Bondis Gaard, eller Huus, ved Ildebrand, eller anden Ulykkelig Tilfald kommer til Skade, da maa Bonden ej Stædet forlade, eller sig andenstæds nedsette, men hand bør med Husbondens og Byemændenis Hielp, om hand selv ej haver Middel dertil, at opbygge Gaarden, eller Huset, før end hand maa derfra flytte, eller Gaarden, eller Huset opsige (…)
[…]
16.
Det skal staa een hver Bonde, ingen undtagen, frit for Ubehindret at sælge sine Vare, det være Korn, Smør, Honning, Øxen, Heste, Fisk og alle andre Vare, som hand haver, og ikke forbydis af Kongens Amptmænd, eller deris Husbonder; Og skal derover ingen Husbond tvinge, eller trænge nogen Bonde, eller kaste ham derfor nogen Uhylde paa, eller derfor beskatte hannem; Men vil nogen Husbond kiøbe noget af sin Bonde, da skal hand have det i hans Minde og med hans Villie, ligesom hand kiøbte det af een Fremmet.
Tekst 11 | Oversigten over kildetekster | Tekst 13
Noter:
1 Betaler sine skatter og afgifter
2 Smørskyld og kornskyld var afgifter på disse produkter, som fæstebonden skulle betale sin husbonde.
3 Giersteri (gæsteri) var en slags afgift eller skat til midlertidig levering af bolig og kost, f.eks ved besøg af lensherren, biskoppen – eller kongen.
4 Oldengæld var en afgift, som bønder skulle betale skovejeren, hvis hans svin gik i skovejerens skov.
