Det socialistiske Cuba. Økonomi og politik
Bogen giver et billede af de fremskridt og tilbageslag, der skete i årene 1959 og frem til 1980.
Uddrag fra Jørgen Wurtz Sørensen: Det socialistiske Cuba. Økonomi og politik. Historisk Revy, 1982.
Jørgen Wurtz Sørensen er historiker.
Som det er blevet nævnt ovenfor udgjorde samhandelen med COMECON-landene i 1979 78% af Cubas totale udenrigshandel, heraf alene 67% med Sovjetunionen. Af femårsplanen for 1981 til 1985 fremgik det endvidere at dette samarbejde skulle øges, hvilket også de i 1980 indgåede handelsaftaler med de socialistiske lande tyder på. Således blev det i oktober 1980 meddelt, at samhandelen mellem Cuba og Sovjetunionen i perioden 1981 til 1985 ville stige til 30.000 millioner rubler d.v.s en stigning på 50% i forhold til tidsrummet 1976 til 1980. Samtidig kunne det i 1978 konstateres, at sukker udgjorde over 80% af den samlede cubanske eksport, mens den næstmest eksporterede vare var nikkel med 6%. Disse forhold har naturligt fået mange til at drage paralleller til tiden før revolutionen, hvor Cubas samhandel med USA var ca. 75% af den totale udenrigshandel og sukkeret udgjorde omtrent samme andel af eksporten som i slutningen af 1970’erne. Denne parallel har fået mange vestlige forskere til at tale om Cubas »nye afhængighed« og en fortsættelse af den monokultur, som den revolutionære bevægelse kæmpede så hårdt imod.
Diskussionen omkring den cubanske sukkersektors rolle i udviklingsprocessen er derfor vigtig for nærmere at kunne bestemme i hvilket omfang, det er lykkedes Cuba at bryde med sin underudvikling. Derfor er det også væsentligt at sammenligne sukkerproduktionens samfundsmæssige stilling før og efter revolutionen. Som det er omtalt ovenfor var de cubanske sukkerplantager før revolutionen næsten fuldstændigt domineret af amerikanske kapitalinteresser, således at en væsentlig del af overskuddet fra produktionen ikke forblev i det cubanske samfund, men overførtes til USA eller andre steder, hvor profitten var større. Dette betød at størstedelen af indtægterne fra sukkereksporten ikke gik ind i det økonomiske kredsløb på Cuba, og således ikke bidrog til udvikling af andre sektorer i samfundet, f.eks industrisektoren. Tværtimod var industrisektoren hæmmet af konkurrencen fra de amerikanske fabrikker, der i realiteten umuliggjorde en selvstændig cubansk industrialisering. Denne situation er imidlertid grundlæggende blevet ændret efter revolutionen, hvor hele sukkerproduktionen blev nationaliseret, hvorved indtægterne fra sukkereksporten forblev på Cuba og derfor direkte kunne indgå i udviklingen af industrisektoren, hvilket til stadighed har været det vigtigste mål for den revolutionære regering. Indtægterne fra sukkereksporten til Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande har således været et betalingsmiddel for produkter, der kunne bidrage til den socialistiske industrialisering, f.eks olie, maskindele, hjælp til opførelse af fabriksanlæg, teknologi og teknisk bistand. Det er således værd at notere, at Cuba i 1970’erne er begyndt at producere industrivarer, som i 1960’erne stort set blev importeret som færdigvarer, f.eks. TV-apparater, køleskabe, landbrugsmaskiner o.s.v., endda i et omfang så det i sidste halvdel af 1970’erne var muligt at eksportere maskiner, selv om det var i et begrænset omfang set i relation til den samlede eksport. Sukkereksporten har således på en række områder bidraget til udviklingen af en industrisektor, der kunne producere varer som tidligere måtte importeres.
Gennem aftalerne med de socialistiske lande har Cubas traditionelle eksportprodukter sukker og nikkel og i mindre grad tobak og citrusfrugter kunnet fungere som løftestang for en bredere industrialisering. Fordelen ved dette samarbejde har dog primært ligget i den omstændighed, at priserne på disse råvarer ikke har været underkastet de voldsomme prissvingningerne, der karakteriserer verdensmarkedet. De faste priser og det for Cubas generelt gunstige prisniveau har således bidraget til en mere effektiv planøkonomi. Som det også har været fremført er Cuba imidlertid fortsat i en vis grad afhængig af verdensmarkedet, idet knap 20% af den samlede cubanske sukkerproduktion fortsat må afsættes på verdensmarkedet, hvor de voldsomme pris svingninger i 1970’erne har påvirket planøkonomien. Således må de store prisforhøjelser omkring 1973/74 ses som en af årsagerne til den meget betydelige vækst frem til 1975, mens omvendt det pludselige prisfald fra 1975/76 havde negative konsekvenser for gennemførelsen af den første femårsplan.
