Chiles arbejdere ved, hvad nationaliseringen betyder
Artiklen blev bragt i Information, 1. juli 1971.
Chuquicamata, i juni
Vi befinder os i verdens største kobbermine Chuquicamata. På afstand blot et gigantisk gabende hul på 4 kilometers længde, 2 kilometers bredde og 500 meters dybde gravet ned i den ellers plane Atacamaørken, der hvor den skråner op mod det bolivianske Altiplano.
43.000 mennesker er klumpet sammen her i de endeløse kasernelignende barak-gader. En ø i ørkenhavet, med butikker biografer, mødelokaler, skoler, hospitaler og værtshuse. Et nordamerikansk-chilensk mineforetagende, der hvert år producerer op mod 200.000.tns kobber svarende til en værdi af omkring 150 millioner dollars – af hvilke Anacondakoncernen hvert år har indkasseret de 65 pct. Og den chilenske stat de resterende 35 procent.
Oprindeligt var der beskæftiget omkring 50 amerikanske eksperter, ingeniører, geologer o. 1. ved projektet. Men efter at Salvador Allende kom til magten sidste år i november, har Anaconda gradvist aftrappet sine aktiviteter i området. Nu er der kun en enkelt repræsentant for det nordamerikanske mineselskab tilbage, men tilsyneladende har denne udskiftning — for de amerikanske teknikere er naturligvis blevet erstattet med chilenske — ikke betydet noget for Produktionen, endskønt det fra forskellig side var spået, at »Chile Ikke kunne selv». Tværtimod meldes der om stigning på alle fronter.
Lysten driver værket
I sammenligning med perioden marts – maj 1970 er produktionen i Chuquicamata steget med 11 procent. Fagforeningsappeller og - hidtil ukendt patriotisme, som på det sidste har grebet den 8000 mand store arbejdsstyrke, har skabt forventninger om, at man senest efter nationaliseringerne, der forventes gennemført den 12. eller 14. juli, vil kunne notere yderligere produktionsstigning. Men det er også så godt som umuligt at finde arbejdere eller funktionærer her i minen, som ikke helhjertet står bag nationaliseringen På spørgsmålet om hvorvidt man er for eller imod understreger en del, at de ikke støtter Salvador Al1ende, og de absolut ikke støtter regeringens politik, men at de i spørgsmålet om nationaliseringen af de chilenske miner fuldt og helt bakker ham op. Det er indlysende – siger en arbejder, der ellers er militant i oppositionspartiet De kristelige Demokrater – at fortjenesten af vort arbejde her i ørkenen må tilkomme os og at Chile må have den fulde kontrol og det fulde udbytte at de rigdomme, som findes indenfor landets egne grænser.
I funktionærernes fagforening fastslår et bestyrelsesmedlem, at Salvador Allende med sin socialisme er i færd med at kuldsejle Chile, at det er alt for meget ”politik” bag nationaliseringerne, og at regeringens virkelige hensigt snarere går i retning at skabe goodwill for sig selv hos arbejderne end i retning af at skabe en generel højnelse af levestandarden i Chile. Overhovedet spores der hos De kristelige Demokrater en irritation over, at det er faldet i Salvador Allendes lod at gøre ende på den amerikanske tilstedeværelse i den chilenske minesektor. Allerede Eduardo Frei var i 1964 ude med løfter om, at ikke blot kobberet skulle blive ”chileniseret”, men at imperialismen som sådan skulle – om ikke sættes på porten – så dog bringes under kontrol.
Under kampen om præsidentembedet sidste år gjorde den kristelige demokratiske kandidat Radomiro Tomic også et stort nummer ud af at tale om nationalisering, så det er måske ikke uden grund at mangen god kristelig demokrat i dag ærgrer sig ved at se modstanderne trække trumferne hjem.
Underudviklingen
Når man spørger repræsentanter for arbejdsmændenes fagforbund, hvad nationaliseringen vil komme til at betyde for den almindelige arbejder, er svaret først og fremmest, at den vil få Chile ud at underudviklingen. Chiles underudviklede, tilstand ligger de fleste chilenske arbejdere umådeligt meget på sinde.
»Ved De, hvor meget Anaconda har suget af »Chuqui» de sidste 50 år?» — de astronomiske tal nærmest messes op ikke blot her i fagforeningskontoret, men på hvert gadehjørne i minen og naturligvis på hvert værtshus. Milliarder og atter milliarder at US-dollars fremsiges og endevendes og drejes —, og der diskuteres, hvad Chile kunne have fået for alle de mange penge, som er uigenkaldeligt tabt. En ny bevidsthed besjæler de 43.000 indbyggere, som, befinder sig her på skråningerne op mod grænsen til Bolivia – ikke mange tårer og ingen store ords fulgte yankeerne, da de i sidste måned pakkede og drog nordpå.
Men vi er endnu i juni, og Anacondakoncernen tjener stadig store penge i Chuquicamata. Uofficielle rygter vil vide, at den 12.juli eller 14.juli er skæringsdatoen, hvor Salvador Allende vil bringe endelige formaliteter i orden, men indtil da må minefolket se sig tvunget til ar arbejde for de fremmede interesser
Dette kan nok smerte de 51 procent kommunister og socialister, ikke mindst efter at det er blevet offentligt kendt, at en stor del af chilenske kobber bliver anvendt i Vietnamkrigen mod andre undertrykte, som ligeledes kæmper for at blive amerikanerne kvit. Og ikke nok med at man stadig må se sig som en art lakaj for imperialismen – noget tyder på, at der på det sidste er iværksat en offensiv mod Allendes plan om at føre nationaliseringerne ud i livet næste måned
Mord og frygt
Mordet på den kristelige demokratiske politiker, tidligere vicepræsident Edmundo Pérez Zujovic, medførte i sidste ugé, at det kristelige demokratiske parti truede regeringen med at trække sin støtte til nationaliseringerne tilbage. Uden støtte fra de kristelige demokrater kan Allende nemlig ikke få gennemført sine ekspropriationslove, og med det »anarki» og den »ansvarsløshed», som. regeringen har drevet republikken ud i, mener man nu — især på den kristelige højrefløj — at nationaliseringerne at kobberet kan blive en vovelig affære, som måske kan føre yderligere voldhandlinger med sig.
Regeringen har vis sin manglende evne til at opretholde ro og orden og sikkerhed for borgere og autoriteter, landet befinder sig på randen af borgerkrig. Der er undtagelsestilstand i hovedstaden, bevæbnede venstreorienterede grupper huserer under regeringens beskyttelse. Den borgerlige presse, hvilket vil sige 80 procent at samtlige aviser, skildrer tilstandene, som om politi og militær faktisk allerede har overtaget magten i landet. Præsidentens erklæringer og udtalelser bliv knap nok nævnt, hvorimod interviews med politikaptajner og officerer fylder spalte op og spalte ned.
I Chuquicamata er der imidlertid ingen, som tror på, at der kan lægges effektive hindringer i vejen for den endelige nationalisering, og da Salvador Allende forleden sammenkaldte til møde på Plaza de la Constituciôn for at redegøre for nationens tilstand og regeringens hensigter, så var det en målbevidst og stærk præsident, som stod frem for folket.
Allende imod uroen
Vi har bragt salpeteret hjem til Chile, sagde Allende, vi har det sidste halve år mønstret en stigning i forbruget, som ingen tidligere regering har kunnet notere. Forbruget at kød er gået op med 18 procent, forbruget at mel med 21 procent og forbruget nødvendighedsartikler - sko, tøj o.lign. er gået op med 24 procent. Det underernærede chilenske folk har fået mad til huse. Den simple sjuft, som ingen tidligere har regnet for andet end menneskeligt affald, har fået tøj på kroppen sko på fødderne. Han mangler endnu meget, men han er begyndt at ligne et menneske som os andre! Lønningerne er steget med 65 procent for de lavest lønnede og inflationen er for første gang i 20 år holdt i ave.
— Det er det, morderne og terroristerne vil tage fra jer. Det er jeres fremgang og jeres børns håb for fremtiden, at disse umenneskelige kræfter søger at ødelægge, således at nogle få privilegerede kan bevare deres privilegier, erklærede Allende.
— Man har skudt os i skoene at vi ikke er i stand til at administrere. at vi ikke kan opretholde ro og orden, fortsatte han og tilføjede:
Men kammerater, har I noteret jer de store produktionsstigninger, som der meldes fra den nationaliserede industri. Har I set, at f. eks. tekstilindustrien melder om en stigning 43 procent i produktionen, at i minernes produktionstal er stigen at der fra fabrik efter tab meldes om øget produktion, har I, kammerater set tallenes for, hvor meget vor nationalindkomst vil stige, når vi om kort tid bringer Imperalismens udbytning at vore minera1rigdomme til ophør? Jeg — Chiles præsident kalder republikkens borgere til kamp mod terroristerne, til kamp mod enhver person, enhver gruppe; som direkte eller indirekte forsøger på at lægge hindringer i vejen, og derved ødelægger denne nations fremtid.
