Uddrag af Chamberlains tale i Birmingham om Tjekkoslovakiets opløsning, den 17. marts 1939

Med München-overenskomsten, som ikke mindst Chamberlain var arkitekten bag, mente han at have sikret freden i Europa. Midlet havde været at give Hitler Sudeterlandet. Hitler havde til gengæld lovet, at Tyskland ikke havde flere territorielle krav. Talen her er en reaktion på Hitlers proklamation om indlem­melse af Böhmen og Mähren i det tyske rige.

... Da jeg kom hjem efter mit andet besøg, fortalte jeg Underhuset om en samtale, jeg havde ført med Herr Hitler, og jeg udtalte herom, at han, øjen­synlig med stor alvor, gentog, hvad han allerede havde sagt i Berchtesgaden - nemlig, at dette var det sidste af hans terri­toriale mål i Europa, og at han ikke i riget ønskede at indlemme folk af andre racer end den tyske. Herr Hitler bekræftede selv indholdet af denne samtale i en tale, som han holdt i Sportspalast i Berlin, og hvori han udtalte: »Dette er det sidste territoriale krav, vi har at stille i Euro­pa«. Og lidt senere i samme tale sagde han: »Jeg har for­sikret Mr. Chamberlain, og jeg gentager det udtrykkelig nu, at når dette problem er løst, har Tyskland ikke flere territoriale problemer i Europa«. Og han tilføjede: »Jeg vil ikke være yderligere inte­res­seret i den tjekkiske stat, og jeg kan garantere den. Vi ønsker overhovedet ingen tjekker« …

Hvordan kan disse begivenheder i denne uge over­hovedet forenes med de forsikringer, som jeg har oplæst for Dem? Som medunder­skriver af München-overenskomsten var jeg - dersom Herr Hitler ønskede den omstødt - utvivlsomt berettiget til den forhandling, som er fastsat i erklæringen fra Miinchen. I stedet for har han taget loven i sin egen hånd. Endnu før den tjekkiske præsident blev modtaget og stillet overfor de krav, som han ikke havde magt til at modsætte sig, var de tyske tropper på march, og efter få timer stod de i den tjek­kiske hovedstad.

I følge den proklamation, som igår blev oplæst i Prag, skal Böh­men og Mähren nu tilsluttes det tyske rige. Ikke-tyske indbyggere, som selvfølgelig inkluderer tjekkerne, bliver stillet under den tyske protektor i det tyske protektorat, de vil i politisk, militær og økono­misk henseende blive underkastet riget. … Og - som det uhyggeligste af det hele - hører vi igen om Gestapos tilsynekomst, det hem­melige politi fulgt af de sædvanlige beretninger om massearrestationer af fremtrædende personligheder, med konsekvenser, som er velkendte for os alle.

Hver mand og kvinde i dette land, som husker, hvilken skæbne der ramte jøderne og de politiske fanger i Østrig, må i dag fyldes af smerte og afsky. Hvem kan undgå at føle sit hjerte banke i medføl­else med det stolte og tapre folk, som så pludseligt er blevet underkastet denne invasion, hvis frihed er blevet beskåret, hvis nationaIe uafhængighed er tabt? Hvad er der blevet af denne erklæring om »ikke yderligere territoriale mål«? Hvad er der blevet  af forsikringen om, at »vi ikke ønsker tjekker i riget« - ? Hvilket hensyn er der her vist det princip om selvbestemmelsesretten, som Herr Hitler hævdede så voldsomt overfor mig i Berchtesgaden, da han stillede krav om Su­deterlandets udskillelse af Tjek­ko­­slovakiet og dets indlemmelse i det tyske rige? …

Der er andre spørgsmål, som næsten uundgåeligt må dukke op i vore og i andres sind, ja, måske i selve Tyskland. Tyskland har, under sit nuværende regime, udsat verden for den ene ubehagelige over­raskelse efter den anden. Rhin1andet, Østrigs' An­schluss, Sudeter­landets udskillelse - alle disse ting har rystet og krænket den offent­lige mening i hele verden. Og dog, i hvor høj grad vi end måtte tage afstand fra de metoder, der blev anvendt i hvert enkelt af disse tilfælde, så var der dog a1tid noget, der talte for dem - et vidnesbyrd om racefællesskab eller om for langvarig modstand overfor retfærdige krav – der kunne anføres noget til gunst for nød­ven­digheden af en ændring i den bestående tilstand.

Men de begivenheder, som i denne uge har fundet sted under fu1dkommen ti1sidesættelse af de prin­cipper, som den tyske regering selv har lagt vægt på, synes at falde ind under en helt anden kategori, og vi finder alle grund til at spørge os selv: »Er dette slut­ningen på et gammelt æventyr eller er det begyndelsen til et nyt?«.

»Er'dette det sidste angreb på en lille stat, eller vil det blive efterfulgt af andre? Er det i virkeligheden et skridt i retning af et forsøg på at beherske verden ved magt?« …­

Tekst 12 | Oversigten over kildetekster | Tekst 14