Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Storbonden og vort Blad (1909)

Arbejderbladet – organ for tyendet og landarbejderne var Tyendeforbundets blad. Det blev oprindeligt stiftet i 1907 af Tyenedeforbundets formand Carl Westergaard (1885-1954) under navnet Tyendebladet – med Westergaard som redaktør. Bladets indhold bestod af artikler skrevet af Westergaard selv, men også med indlæg af blandt andre forfatteren Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg. I 19091 skiftede bladet skiftede navn til Arbejderbladet. I bladets første leder skrev Westergaard, at bladet skulle være“ agitatorisk, oplysende og underholdende”. Nedenstående artikel er fra Arbejderbladet, 25. juli, 1909. Den er underskrevet “N.C.N”, og det vides ikke, hvem der står bag forkortelsen.

Fra: Arbejderbladet – Organ for Tyende- og Landarbejdere, 25. juli 1909.

Pudsige og ret morsomme er mange af de Historier, der fortælles om Storbønderne og vort Blad. Her er en af dem!

Engang sidste Foraar var en Karl her fra Terslev i Nabosognet hos en Gaardmand for at søge Plads. Man kom ogsaa overens om Lønnen og det hele synes klappet og klart, men saa lige med et siger Bonden: Kender du noget til dette hersens Blad, ”Tyendebladet”, som man hører saa megen Tale om der henne fra Terslev?” ”Ja”, svarede Karlen. ”Du er maaske saagalt Holder af det?” spørger Bonden videre. ”Ja”, svarede Karlen, ”det Blad kan jeg ikke undvære.” ”Ja, saa kan du F….. galenme ikke tjene hos mig, for jeg vil ikke have det Løgneblad i min Gaard!” buser det ud af Bonden. ”Ja, ja,” siger Karlen, ”det faar være derved, jeg har ikke i Sinde at spørge hvilke Blade, jeg maa holde, du vil vel sagtens ikke spørge mig om, hvilke Blade du maa holde, og saa kan vi to ikke arbejde sammen – Farvel, Tak!”

Det er sørgeligt at høre ”en af Bondekulturens Bærere” udtale sig saa Lavpandet om vort Blad; men det er saa til Gengæld glædeligt at høre Karlens frejdige og karakterfaste Svar. Det er den Slags rankryggede Folk der ophøjer vor Stand! Bonden sætter en Skamplet paa sin!

N.C.N

Til tekst 40 | Til oversigten over kildetekster

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk