Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Til Kvinderne! (1908)

Tjenestepigernes Blad blev stiftet i 1900 af Marie Christensen, for kvinden for Københavns Tjenestepigeforening, som blev stiftet i 1899. Marie Christensen var skrivende redaktør i bladet fra 1900-1917. Bladet indeholdt først og fremmest artikler om tjenestepigernes forhold. Der var også opfordringer til at gøre reklame for såvel foreningen som bladet til andre tjenestepiger, og der blev annonceret om faglige møder, demonstrationer mm. Mange artikler opmuntrede tjenestepiger til at uddanne sig, stå op for sig selv, og gå aktivt ind i arbejdet for at højne tjenestepigers status i samfundet. Denne artikel er skrevet af Elna Bjarnholt, som var skribent på bladet. 

Fra: Tjenestepigernes Blad, 5. april 1908.

Til Kvinderne!

En ny Skare rykker frem.

Det er Kvinderne der er ved at vaagne af den Døs, som Aartusinders Underkuelse har holdt dem i.

Vi staar overfor et mægtigt Vendepunkt i hele Verdensudviklingen. Det kommende Aarhundrede bliver Kvindernes. De forskellige Partier begynder allerede at blive klar derover. Der kaldes med lokkende Toner baade fra Højre, Venstre og Socialdemokratiet paa os. Vi drages med ind i Kampen om Samfundsstyret paa samme Vis som Mændene. Ingen Kvinde, der følger en lille Smule med, kan undgaa at se det. Den gamle for Kvinden saa nedværdigende Opfattelse, at hun kun er skabt til at formere Slægten og holde Huset pænt i Stand for Manden, er heldigvis stærkt paa Retur.

Den intelligente Kvinde vil ikke alene nøjes med Dygtigt at passe sit Hjem, hun vil ogsaa have Lod og Del i Samfundets Styrelse, og intet er mere naturligt.

Vi Kvinder kræver fuld og hel Ligestilling med Manden. Vi vil have Stemmeret og være Valgbare, ikke alene til de Kommunale, men ogsaa til Rigsdagen. Vi vil have lov til at være medbestemmende om, hvorledes en Ægteskabslov skal se ud; vi vil have lov til at tale med om, hvorledes vor offentlige Børneforsorg skal være; kort sagt, vi vil være med til at sætte vort Præg paa enhver Lov, fordi vi har den samme Ret dertil som Mændene; at vi endnu har Ret dertil, er en Sag for sig.

Men Begyndelsen er gjort.

Fremtiden har Brug for os, ikke alene i Hjemmet, men ogsaa i Samfundsstyret. Lad os udruste os til begge Dele. Lad det blive os, der skal tilføre vort offentlige Liv større Renhed, mere Ærlighed og finere Kultur.

Elna Bjarnholt

Til tekst 29 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 31

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk