Kinas besættelse af Tibet
Artikel fra Tibet Information Network (TIN), som er eksiltibetanernes oplysningstjeneste og i direkte modsætning til den kinesiske stat, som TIN opfatter som besættelsesmagt. Artiklen er fra marts 2001 og kommenterer situationen i Tibet og Kinas udviklingsplaner i området.
Kina har foretaget væsentlige revisioner i sin lov om ”nationale minoriteter for at bringe den på linje med den ny politik, der skal få den økonomiske udvikling i Kinas vestlige regioner, deriblandt Den Tibetanske Autonome Region og tibetanske områder i de kinesiske provinser Sichuan, Qinghai, Yunnan og Gansu. Den kinesiske præsident, Jiang Zemin, har ifølge en Xinhua-rapport underskrevet en ordre til at ændre den nationale regionale autonomilov af 1984 på Kinas Nationale Folkekongres den 28. februar. Ændringerne vil koncentrere sig om udviklingen af autonome regioner som led i Partiets vigtigste politiske og økonomiske opgaver og den videre integration af disse områder med resten af Kina. Xinhua-rapporten, der dateret den 28. februar, om de nye ændringer siger ikke meget om udøvelsen af regional autonomi, og den nye lovgivning synes at styrke statens rettigheder på bekostning af de autonome folkeslags rettigheder.
Loven af 1984 koncentrerede sig om struktur, administration og udøvelsen af national autonomi og forsøgte i det mindste på et overfladisk plan at tage hensyn til minoriteternes ret til at bevare kontrollen over deres lokale anliggender og beskytte lokale økonomiske interesser. De nye ændringer, som beskrives af Xinhua, beskæftiger sig dog ikke med spørgsmål om autonomi, men koncentrerer sig i vid udstrækning om de centrale myndigheders vigtigste opgave i forhold til kontrol og økonomisk udvikling af ”autonome” områder som et led i en centraliseret plan. Ifølge Xinhua er ressourceudvinding og større udbygninger af infrastrukturen de væsentligste opgaver for minoritetsområderne, og udviklingen vil blive gennemført ud fra de centrale myndigheders ”ensartede planer” og efter markedsbehovene. Det antyder, at de vejledende faktorer vil være behovene i Kinas mere udviklede og befolkede østlige kystregioner og politikker, der er udtænkt på centralt regeringsniveau. Lokaler interesser vil ikke være en væsentlig faktor i beslutningsprocessen.
Ifølge Xinhua fokuserer ændringer og tilføjelser til autonomiloven af 1984 sig om ”det økonomiske system og den støtte og hjælp, som statsorganer på højere niveau yder lokaliteter under etnisk autonomi” (28. februar). Deres mål er at løse ”nogle praktiske problemer i den økonomiske og sociale udvikling i lokaliteter under etnisk autonomi, for på den måde at fremskynde den økonomiske og sociale udvikling i etniske regioner og fremme den nationale solidaritet” (Xinhua, den 28. februar). Dette afspejler forbindelsen, som minister for Etniske Mindretal, Li Dezhu, trak mellem udviklingen af de vestlige regioner og ”Kinas nationalitetsproblemer”. I en artikel, der blev offentliggjort i partiavisen, Quishi, skrev Li Dezhu, at fremskyndelsen af den økonomiske og sociale udvikling i de vestlige regioner og ”minoritetsregionerne i særdeleshed” er af ”yderste vigtighed” for ”løsningen af Kinas nuværende nationalitetsproblemer”. Disse problemer hentyder i forhold til ”nationalitets” eller ”etniske relationer” til den ”udstrakte” religiøse påvirkning, ”rodfæstede” traditionelle kultur og ”hyppige fejder” om grænser og ressourcer (den 1. juni, 2000). Den reviderede autonomilov har 74 artikler til sammenligning med den oprindelige lovs 67. Den ”omfatter mange ændringer og udstregninger” ifølge Xinhua, selv om ingen af udstregningerne er nærmere beskrevet.
En af de erklærede og grundlæggende formål med revideringerne er at ”fremme den økonomiske udvikling og det sociale fremskridt i lokaliteter med etnisk autonomi og gradvist indsnævre skellet mellem disse lokaliteter og de udviklede områder” – hvilket afspejler moralsystemet i den Vestlige Udviklingskampagne, som blev iværksat i juni 1999 af den kinesiske præsident, Jiang Zemin. Ved at øge de statslige investeringer og subsidier søger man at ”vise vej for” og ”opmuntre” til udenlandske og indenlandske investeringer og prioritering af ressourceudvinding og udbygning af infrastrukturen, der også falder i tråd med statslige planer for de vestlige regioner. Revideringerne vil sammen med løfter om centrale subsidier, banklån og opgivelse af lokal investeringsgæld lette realiseringen af storstilede statslige projekter i områder, der ikke er i stand til at yde økonomisk støtte til dem.
Øget central indblanding i de autonome områders økonomi
Ifølge Xinhua yder den reviderede lov ”en højere støtte” til ”etniske regioner” på politiske og økonomiske felter og i udbygning af infrastrukturen. Selv om ”autonome områder” efter 1984-loven også kun var i stand til at handle ”i overensstemmelse med den nationale økonomiske og sociale udvikling”, giver ændringerne meget større mulighed for højere grad af central indblanding i den økonomiske udvikling af de autonome områder. Ændringerne tyder på, at udviklingsmodellen for autonome områder snarere vil blive baseret på det kinesiske markeds bredere behov end lokale behov og interesser. Tibetanerne udgør en så lille del af det indenlandske marked (mindre end en 1/2%), at en økonomisk reform i det tibetanske områder, som primært er baseret på ”efterspørgsel”, snarere vil imødekomme efterspørgslen i det østlige Kinas forholdsvis rige og befolkede, men ressourcefattige regioner end tibetanske behov og interesser. Nye meldinger, der kaster lys over nøgleprojekter for den 10. Femårsplan (2001-2005) i de vestlige regioner fokuserer på realisering af store nøgleprojekter inden for infrastrukturen, der vil lette transport af ressourcer fra vest til øst.
Den reviderede lov foreskriver angiveligt, at staten vil ”iværksætte foranstaltninger” til ydelse af ”en vis grad” af økonomisk kompensation til minoritetsområderne, der leverer de naturlige ressourcer, og til dem, der har ”bidraget til landets økologiske balance og miljøbeskyttelse” (Xinhua, den 28. februar). Sprogbrugen er uklar og giver ikke udtryk for, hvad ”en vis grad” betyder, og hvorvidt det er tilstrækkeligt til at kunne gavne den lokale befolkning. Men der gives dog udtryk for en anerkendelse af princippet om, at disse områder bør ydes kompensation for udnyttelsen af deres naturlige ressourcer – en rettighed, der ikke på nuværende tidspunkt anerkendes i den kinesiske forfatning, der ganske enkelt siger: ”For udnyttelsen af naturlige ressourcer (der ifølge artikel 9 ejes af staten) og bygningsvirksomheder i de nationale autonome områder skal staten tage hensyn til de nævnte områders interesser” (Artikel 118).
Den reviderede lov foreskriver også, at ”de autonomiske organer” i autonome områder skal etablere nationale grund- og mellemskoler i nomadiske bjergområder, især som kostskoler, for at opfylde kravet om tvungen skolegang. I modsætning til projekter inden for infrastruktur og ressourceudvinding skal finansieringen af disse skoler ikke komme fra staten, men vil blive de lokale myndigheders ansvar. Det vil blive en yderst kostbar forpligtelse for de lokale myndigheder i de fattige områder, og yderligere beskatning vil være upopulært. Loven foreskriver, at højere regeringslag skal finansiere dem, hvis de lokale myndigheder ikke kan, selv om det ikke er klart, hvor langt disse lokale myndigheder skal gå for at påvise, at de ikke kan finansiere skolerne. Den type omkostninger kan højere regeringsmyndigheder tage ilde op.
Minoriteterne udgør ifølge officielle tal 8,98% af befolkningen i Folkerepublikken Kina, men de autonome områder optager over 60% af det totale areal. En stor del af Kinas ”vestlige regioner”, der omfattes af den Vestlige Udviklingskampagne” består af ”minoritetsnationale autonome” områder, deriblandt TAR og tibetanske områder i de kinesiske provinser, Sichuan, Qinghai, Gansu og Yunnan. De fleste grænseområder i Folkerepublikken Kina, der er afgørende i forhold til det nationale forsvar og intern stabilitet er ”minoritetsnationale autonome” områder.
Tekst 41 | Oversigten over kildetekster | Tekst 43 UDGÅR
