Det Serbiske Memorandum 1986
Medlemmer af det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst (SANU) udarbejdede i 1985 et såkaldt memorandum om »aktuelle samfundsmæssige spørgsmål i vores land«. Det blev offentliggjort året efter i en ufuldstændig form og vakte straks heftige reaktioner i og uden for Serbien. I 1989 blev det offentliggjort i et kroatisk tidsskrift som udtryk for Milosevic’ nationalistiske politik. Først samme år blev hele memorandummet publiceret i Serbien.
Det består af to afsnit. Det første handler om Jugoslaviens økonomiske og samfundsmæssige krise og er et hårdt angreb på Tito-styrets decentralisering og 1974-forfatningen.
Det andet afsnit drejer sig om »Serbiens og det serbiske folks situation«, som efter de anonyme forfatteres opfattelse er præget af økonomisk diskrimination og politisk og kulturel undertrykkelse af den store del af det serbiske folk (narod), der lever i de autonome provinser eller i Kroatien.
Uddrag fra Det serbiske Memorandum i engelsk oversættelse på en kosovo-albansk hjemmeside: http://www.trepca.net/english/2006/serbian_memorandum_1986/serbia_memorandum_1986.html
Egen oversættelse til dansk.
… En objektiv undersøgelse af den jugoslaviske virkelighed fører til den antagelse, at den nuværende krise kan ende i sociale uroligheder med uforudsigelige konsekvenser, og det er ikke udelukket, at den kan få et så katastrofalt resultat som Jugoslaviens opløsning som stat. Ingen har ret til at lukke øjnene for det, som sker, og som kan ske – og især ikke den ældste institution for videnskabeligt og kulturelt skaberværk i dette folk [red: menes SANU].
Serbien og det serbiske folks situation
Mange af de vanskeligheder, som plager den serbiske nation, stammer fra forhold, som er fælles for alle jugoslaviske nationer. Det serbiske folk presses yderligere af andre ulykker. Det at den serbiske økonomi i årevis har sakket agterud, mangelen på regulering af Serbiens forhold til Jugoslavien og de autonome provinser, samt folkedrabet i Kosovo, har alle vist sig på den politiske scene med en forenet styrke, som gør situationen spændt, hvis man ikke vil kalde den eksplosiv.
[…]
Det fysiske, politiske, retslige og kulturelle folkedrab på den serbiske befolkning i Kosovo er et værre nederlag end noget, serberne har lidt i befrielseskampene fra den første serbiske opstand i 1804 til opstanden i 1941.
[…]
Kosovo er ikke det eneste område hvor det serbiske folk lider under diskriminering. I absolutte, ikke blot i relative tal, er faldet i antallet af serbere i Kroatien et tilstrækkeligt bevis på denne påstand. Ifølge folketællingen af 1948 var der i Kroatien 543.795 serbere, eller 14,48 %. Ved folketællingen i 1981 er antallet formindsket til 531.502, hvilket da udgjorde 11,5 % af samtlige indbyggere i Kroatien. Bortset fra tiden uden den ’Uafhængige Stat Kroatien’ [under Anden Verdenskrig, red.] har serberne i Kroatien aldrig været så truet som de er i dag. En løsning på deres nationale status er et spørgsmål af den største politiske vigtighed. Hvis der ikke findes en løsning, kan konsekvenserne let blive katastrofale, ikke blot for Kroatien, men for hele Jugoslavien.
Hvad der gør den serbiske nations status særlig akut, er det faktum, at et meget stort antal serbere lever uden for Serbien, og især uden for Serbien i snævreste forstand; faktisk er dette antal større end det totale antal af visse andre nationale grupper. Ifølge folketællingen af 1981 boede 24 % af alle serbere, eller 1.958.000, uden for den Socialistiske Republik Serbiens territorium, et antal, der er meget større end antallet af slovenere, albanere eller makedonere hver for sig, og næsten ligeså mange som muslimerne. Der er 3.285.000 serbere, der lever uden for Serbien i snævrere forstand, dvs. 40,3 % af deres samlede antal. I den generelle opløsningsproces, som Jugoslavien er ramt af, er serberne blevet hårdest ramt.
De nuværende forhold i det jugoslaviske samfund går i stik modsat retning af, hvad men gennem århundreder har kæmpet for, nemlig et fælles fædreland. Denne proces truer med at ødelægge serbernes nationale enhed […].
Det serbiske folk har en historisk og demokratisk ret til at opnå fuld national og kulturel integration, uanset i hvilken republik eller provins, det befinder sig. En gennemførelse af ligestilling og selvstændig udvikling har en dybere historisk mening for det serbiske folk. Det har på mindre end halvtreds år, gennem to generationer, to gange været udsat for fysisk tilintetgørelse, tvungen assimilation, omvendelse til en anden religion, kulturelt folkemord, ideologisk indoktrinering, nedvurdering og fornægtelse af dets traditioner på baggrund af en påduttet skyldkompleks.
[…]
Jugoslavien er med 1974-konstitutionen blevet et meget løst statsfællesskab, hvor man tænker i alternative og ikke kun i jugoslaviske baner, hvad udtalelser fra slovenske og makedonske politikere for nylig viste. Sådanne holdninger samt den omfattende decentralisering fører til den tanke, at Jugoslavien trues af opløsning. Det serbiske folk kan ikke stå og se på og vente på fremtiden i en sådan tilstand af usikkerhed. Alle Jugoslaviens nationer må derfor blive givet muligheden for at stadfæste deres ønsker og intentioner. I en sådan situation ville Serbien være i stand til at træffe sine egne valg og definere sine egne nationale interesser.
[…]
Ved at insistere på det føderale system, vil Serbien ikke kun styrke ligheden mellem alle nationale grupper i Jugoslavien, men også iværksætte en løsning på den politiske og økonomiske krise.
[…]
SANU vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke sin vilje til helhjertet og med alle kræfter at bidrage til løsningen af disse skæbnesvangre opgaver, der hviler som en historisk pligt på vores generation.
Tekst 8 | Oversigten over kildetekster | Tekst 10
