Tre opfattelser af begivenhederne i Borovo Selo 1.-3. maj 1991
Konfrontationen mellem serbiske oprørere og kroatiske politifolk i den serbisk-dominerede by Borovo Selo i maj 1991 blev af den danske avis Politiken omtalt som »det værste etniske blodbad i Jugoslavien siden Anden Verdenskrig«.
Ifølge avisen beskrev den kroatiske præsident Tudjman begivenhederne som »begyndelsen til en åben krig mod Kroatien«. Han beskyldte »de dogmatiske kommunistiske elementer« i den marxistisk dominerede serbiske regering for at fremprovokere de voldelige episoder for dermed at opnå serbisk dominans i Jugoslavien.
Samtidig fremviste de kroatiske myndigheder 12 kroatiske politimænds lemlæstede lig for verdenspressen.
Men hvad foregik der egentlig i Borovo Selo, der er en forstad til byen Vukovar i det østlige Slavonien tæt ved grænsen mellem Serbien og Kroatien?
A: Den kroatiske version
Uddrag fra den kroatiske hjemmeside Vukovar – Croatian Stalingrad: http://www.geocities.com/vukovarsite91/vukovar/prelude.html.
Egen oversættelse fra engelsk.
Som omtalt i det forrige afsnit skabte Slobodan Milosevic’ nationalistiske serbiske politik alvorlige spændinger mellem kroater og serbere i hele Kroatien, især i Vukovar-området på grund af de serbiske nationalisters forsøg på at omdanne Vukovar til hovedstad for det såkaldte autonome serbiske Krajina-distrikt. Centret for det serbiske oprør i Vukovar-området var adskillige landsbyer nær Vukovar. En af disse landsbyer var Borovo Selo nordøst for byen.
Her blev to kroatiske politimænd dræbt af serbiske oprørere 2. maj 1991. De kroatiske myndigheder sendte straks en konvoj af politiets specialstyrker til Borovo Selo for at afvæbne oprørerne og genoprette ro og orden. Konvojen faldt imidlertid i baghold, da den kom til landsbyen; 12 politimænd blev dræbt og 21 såret. Da det kroatiske politi trak sig tilbage, blev ligene af de kroatiske politimænd lemlæstet med økser og knive af de serbiske oprørere. Adskillige ambulancer fra nabobyerne kom til Borovo Selo for at hjælpe de sårede politimænd […]. Men det serbiske mandskab i nogle af ambulancerne fra Vukovar hospital begyndte at kaste håndgranater mod de sårede politifolk.
Den følgende dag kunne kroatisk tv sende billeder af de dræbe politimænd, hvoraf nogle manglede arme og ben, andre ører eller øjne. Vejen mod krig var åbnet.
B: Den serbiske version
Den internationale krigsforbryderdomstol ICTY har anklaget Vojislav Seselj, formand for det ekstremt nationalistiske Serbiske Radikale Parti (SRS), for sammen med lokale serbere og frivillige tjetnikker fra selve Serbien at have deltaget i mordet på de 12 kroatiske betjente i Borovo Selo.
Seselj vidnede den 24. august 2005 om sin rolle i begivenhederne i Borovo Selo under retssagen mod Milosevic (M), der som sin egen forsvarsadvokat udspurgte Seselj (S). Seselj fortalte først om, hvordan hans parti på opfordring fra lokale serbere havde sendt 15-16 frivillige under hans egen ledelse til området for at hjælpe dem med bygge nogle vejspærringer for at beskytte serberne i området mod de kroatiske myndigheder. Derefter fik han nedenstående spørgsmål.
Uddrag fra retsprotokollen på ICTY’s hjemmeside: http://www.un.org/icty/indictment/english/ses-ii030115e.htm.
Egen oversættelse.
M: Kan du forklare, hvorfor det kom til en konflikt i Borovo Selo i begyndelsen af maj 1991?
S: I slutningen af april var der forhandlinger mellem serbere og de lokale kroatiske myndigheder. Man blev enige om at fjerne barrikaderne fra vejene for at skabe en mere tillidsfuld stemning. Kroaterne garanterede for, at der ikke ville komme angreb eller indblanding fra deres politi og nationalgarde. Der var enighed om at forsøge at finde en fredelig løsning. Barrikaderne blev så fjernet.
[…]
De frivillige – i alt i alt 16 – tog ind til rådhuset midt inde i Borovo Selo. Barrikaderne var væk, og stemningen blev igen normal. Det var helt afslappet. De frivillige var allerede i gang med at overveje at tage hjem til Beograd, da kroatiske politifolk og medlemmer af nationalgarden pludselig kom sammen med nogle udenlandske lejesoldater. De brasede ind i Borovo Selo. De ankom i en eller to busser og begyndte at skyde med det samme. Foran rådhuset skød de Vojislav Milic […] selv om han var helt ubevæbnet, mens kroaterne var bevæbnede til tænderne.
De andre serbiske frivillige åbnede snart efter ild og havde held til at besejre de kroatiske angribere. Ifølge vore informationer blev over 30 kroatiske angribere dræbt, selv om kroaterne kun talte om 15 ofre. Ud fra det traf vi den konklusion, at de øvrige nok selv ikke var registreret. De var kurdiske lejesoldater … og jeg ved, at de havde falske kroatiske penge, Hitlers Reich Mark osv., osv.
Efter en del kamp kom den jugoslaviske hær og standsede den væbnede konflikt. Kroaterne trak sig tilbage og tog deres døde med sig, så situationen faldt igen til ro.
[…]
Den serbiske sejr gav genlyd i det serbiske folk, og SRS’ frivillige blev stærkt hyldet.
C: To britiske journalisters version
De to prisbelønnede journalister Laura Silber og Allan Little var på Balkan i 1990’erne. De skrev i 1995 bogen The Death og Yugoslavia og manuskriptet til BBC’s tv-dokumentarserie af samme navn. I bogen kommer de med nedenstående oplysninger om baggrunden for begivenhederne i Borovo Selo, der placerer en stor del af ansvaret på ledende mænd i det stærkt højreorienterede kroatiske regeringsparti HDZ.
Uddrag fra L.Silber og A. Little: The Death of Yugoslavia. London 1996, s.140ff.
Egen oversættelse.
Radikale HDZ-aktivister gjorde, hvad de kunne for at fremprovokere en konflikt. Midt i april blev den regionale politichef Josip Reihl-Kir ringet op af en gruppe fremtrædende HDZ-folk med Gojko Susak i spidsen. Susak, der var ekstremt nationalistisk, var en af præsident Tudjmans nærmeste rådgivere og havde været med til at finansiere Tudjmans valgkampagne i 1990 med sin personlige formue. Kir var af blandet tysk og slovensk oprindelige, men opfattede sig selv som kroat. Han var moderat og havde utrætteligt arbejdet på at fjerne vejspærringer og genskabe gensidig tillid på begge sider af hastigt voksende frontlinjer.
Susak bad Kir føre ham […] til udkanten af Borovo Selo. Her fyrede Susak og hans fæller tre Ambrust-missiler af mod landsbyen. »De er sindssyge«, fortalte Kir senere i afsky og vantro en kollega. Den ene raket ramte et hus, en anden landede på en kartoffelmark som en fuser. Den blev senere vist frem på serbisk tv som bevis på kroaternes aggression. […] De tre raketter slog ingen i Borovo Selo ihjel, men de gav de serbiske landsbyboere alle mulige undskyldninger for at forstærke deres forsvar. Kir fortsatte ihærdigt sine bestræbelser på at genskabe tilliden mellem serbere og kroater.
[…]
Natten til 1. maj skete den begivenhed, som mere end nogen anden førte Kroatien mod åben krig. Fire kroatiske politimænd fra Osijek havde fået at vide, at en markvej til Borovo Selo var ubevogtet.
[…]
1. maj er arbejdernes traditionelle festdag. Borovo Selos indbyggere havde hejst det jugoslaviske flag med den kommunistiske stjerne. De fire betjente fra Osijek kørte ind i byen midt om natten, forbi den ubemandede barrikade, fast besluttede på at fjerne det jugoslaviske flag i centrum af Borovo Selo og erstatte det med det kroatiske flag med det rød-hvide skakternede våbenskjold, som serberne hadede.
Det endte tragisk. Serberne i Borovo Selo havde ikke ladet landsbyen være ubevogtet om natten. De kroatiske politimænd løb ind i en byge af hagl. To blev såret og to slap væk. De sårede blev taget til fange.
[…]
I Osijek havde Kir mistet kontrollen med sine egne styrker til ekstremistiske HDZ-folk. Hvem præcist der gav den skæbnesvangre ordre næste morgen den 2. maj, bliver nok aldrig afsløret. Men det endte tragisk.
De to undslupne politimænd vendte tilbage til Osijek og fortalte kollegerne, hvad der var sket. Om morgenen samledes en busfuld kroatiske politimænd i Vinkovci og kørte mod Borovo Selo for at befri de sårede mænd. De kørte lige ind i en massakre. Sammenstødet natten før havde sat hele landsbyen i alarmtilstand. Serbiske militsmænd ventede. De var placerede langs alle indkørsler og dækkede de vigtigste gader oppe fra tagene. Da den kroatiske politibus kørte ind i landsbyen mellem kl. 10 og 11, åbnede de ventede serbiske militsfolk ild. 12 kroater blev dræbt og over 20 såret.
Borovo Selo medførte en total omvæltning i den kroatiske offentlige opinion. […] Alle moderate røster druknede i dommedagsforestillinger og krav om militært beredskab. Reihl-Kir […] indså at hans arbejde var håbløst og blev overbevidst om, at hans liv var i fare.[…] Han blev myrdet af en HDZ-ekstremist den 1.juli, dagen før han skulle have forladt Slavonien.
Kirs morder var en politibejent ved navn Antun Gudelj. Selv om mange vidner så ham skyde Kir og tre andre moderate kroater ned i deres bil., fik han lov til uhindret at rejse til Australien, hvor han tidligere havde boet. Men i 1996 blev han dog arresteret i Tyskland og udleveret til de kroatiske myndigheder. Kirs enke anlagde sag mod ham, men først i 2008 blev han endeligt dømt til 20 års fængsel. Susak, der senere blev forsvarsminister, anses for at have givet ordre til at likvidere Kir, men han er i mellemtiden død af kræft.
