Cornelius Crowes brev til Danmark (1916)
Cornelius Crowe var, sammen med David Hamilton Jackson, en af de ledende skikkelser i den bevægelse, der krævede bedre forhold for den afrocaribiske arbejderbefolkning i Dansk Vestindien i begyndelsen af det 20. århundrede.
Følgende kilde er et uddrag af et brev fra Cornelius Crowe til en dansk 'herre'. Det er ikke specificeret, hvem brevet er til, men der er ingen tvivl om, at det er til en herre, som måske kan øve indflydelse i Danmark.
Uddrag fra Dansk Vestindisk Samfunds Skrifter: ’Sandheden om Dansk Vestindien: Artiker, Taler og Citater’. H. Hagerups Forlag, København 1916, side 46-49.
Christiansted, St. Croix, den 18. Juli 1916
Kære Herre!
Da jeg kender Dem som en kæk og varmhjertet Tilhænger af den dansk-vestindiske Sag, tillader jeg mig at sende Dem dette Brev, idet jeg beder Dem om at bruge dets Indhold paa bedste Maade for os.
Vi, beboerne i Dansk-Vestindien, lever i denne Tid i en Tilstand af alvorlig Uvished, da vi ikke véd, om vi skal forblive som Del af det danske Rige eller sælges til De forenede Stater som Kvæg.
Der er en af alle forstået Kendsgerning, at alle europæiske Nationer søger at udvide deres Territorier ved at erhverve Kolonier i fjerne Dele af Verden for derved at øge deres Magtzone.
Enddog de forenede Stater har trods deres Maadehold ikke været sene til at forlange Krigstrofæer og under et eller andet Paaskud annekteret dette eller hint Sted, senest har de faaet Fodfæste i Cuba, San Domingo, Porto Rico og Haiti.
Danmark ejer disse 3 Øer og er tilsyneladende tilbøjelig til at afstaa dem, hellere end handle retfærdigt mod Indbyggerne, som er lige saa loyale Undersaatter af den danske Konge som de europæisk fødte.
Og hvorfor? Simpelthen fordi vi har klaget over, at den vestindiske Administration er samvittighedsløs, og forlanger en Forandring til det bedre og en Omændring i Lovene, som vil gøre Livet mere udholdeligt for Hans Majestæts Undersaatter.
En kompetent Mand har været sendt til Danmark af St. Croix. Folk og Krusianere (det er: Folk fra St. Croix), som nu bor i Amerikas Stater. Bekostningen androg flere Tusind Francs, og den danske Regering fandt det ikke engang sømmeligt at række ham en hjælpende Haand […]
De maa tillige erindre, at vi er meget fattigt Folk, og det er absolut umuligt for os at sende en eller flere Udsendinge til Danmark igen.
Folkets ønsker har været klart og tydeligt lagt frem for Finansminister E. Brandes og Reformer har været lovet.
12 Maaneder er passeret, og intet er gjort, og i Dag hører vi, at Reformerne er lagte hen paa ubestemt Tid, hellere end at tilstaa os de fornuftige Forlangender, vi fremsatte.
Danmark foretrækker at sælge Øerne til de forenede Stater.
Til Trods for Udsigten til disse Øers Trivsel gennem Panamakanalens Trafik, søger Danmark dog at sælge dem til Staterne, og hvorfor?
Af Hensyn til nogle faa Kapitalister, som mangler Nationalstolthed og Sømmelighedsfølelse, og for hvem Fædrelandskærlighed er en underordnet Sag, sammenlignet med den Rente, de kan opnaa af deres indskudte Kapital.
De kan muligvis spørge: »Vil det blive heldigere for Indbyggerne at overgaa til Amerika?«
Uden at tøve svarer jeg: »Nej!«
Enhver, der kender den Metode, som Amerika anvender overfor sorte, og kender Neger-Litteraturen i De forenede Stater, vil sige nej […]
Hvorfor er det saa vanskeligt for det danske Folk at forstaa, at vi ønsker den Fred, Sikkerhed og Tryghed, som vi altid har nydt under det danske Herredømme? Vi kan aldrig faa nogen lignende under nogen anden Regering, og ønsker blot en anden Administration.
Vi ønsker Deres og alle indflydelsesrige Menneskers Hjælp til at lade disse Øer forblive danske […]
Og dernæst. Folket her betragter de Forenede Stater som et Land, der flyder med Mælk og Honning, et sandt Eldorado; men Tusinder véd ikke, at skønt de betaler gode Lønninger, udnytter de Manden til hans yderste Evne for enhver Dollar, der betales. Og maaske vil Folket, naar det overlades til det, til sin egen Skade stemme for Overdragelsen til Amerika.
Det er sandt nok, at Arbejderens Løn er ringe og utilstrækkelig til hans Livsophold; men ”Arbejderforeningen” vil trinvis forsøge at bringe ham fremad.
De véd maaske, at vi betragter de Danske som et ordsprogsagtigt sendrægtigt Folk, sent til at overbevises af en Sandhed og endnu langsommere til at handle derefter, selv om de er overbeviste; dog anser vi dem som gode og retskafne, naar vi træffer den rigtige Slags; men denne Ufuldkommenhed, de saaledes er i Besiddelse af, er en haard Prøve for os, og det er Skyld i mange af vore Vanskeligheder og megen Uro.
For Eksempel: De véd sandsynligvis, at for Aar siden, da den kongelige Kommission var sendt herover til Dansk-Vestindien, blev en Del Klager forelagt dem, bl.a denne:
»Soldaterne er snarere en Fare end en Beskyttelse for Kommunen; vi ønsker dem fjernede og etableret stærke, uddannede, indfødte Politistyrker i Stedet for.« – Staten var saa sen med denne Omforandring, at det tog 12 Aar, og dog ikke blev, som vi havde ønsket os.
Vi erfarer, at Reformerne er lagt til Side trods Kongens Ord og den Bekostning, vi havde gjort derfor; vil dette ogsaa tage 12 Aar?
Hellere end dette, saa lad det blive Overdragelse med hvad det kan bringe af ondt eller godt for os!
I alle Tilfælde har vi nu anraabt om Deres Hjælp og alle hæderlige Danskes hjælp, og vi afventer Resultatet med Taalmod.
Deres med Højagtelse
Cornelius Crowe
