Kontakten mellem Tyskland og Østrig-Ungarn, juli 1914
Efter attentatet på den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand og hans hustru, i Sarajevo den 28. juni 1914, udfærdigede Østrig-Ungarns kejser, Franz Joseph, den 2. juli en skrivelse til den tyske kejser Wilhelm 2. Skrivelsen blev overrakt kejseren tre dage senere af den østrigske ambassadør i Berlin, grev Szögyeny.
Efter alle hidtidige oplysninger har det i Sarajevo ikke drejet sig om en enkelts blodige dåd, men om et velorganiseret komplot, hvis tråde når til Beograd, og selv om det formodentlig vil være umuligt at bevise den serbiske regerings medskyld, så kan man vel ikke være i tvivl om, at dens politik, der sigter på at forene alle sydslavere under serbisk flag, fremmer sådanne forbrydelser, og at denne tilstands vedvaren udgør en blivende fare for mit hus og for mine lande […]
Min regerings bestræbelse må i fremtiden være rettet mod at isolere og formindske Serbien. Den første etape på denne vej kunne øges i en styrkelse af den nuværende bulgarske regerings stilling, for at Bulgarien, hvis reelle interesser stemmer overens med vore, kan blive bevaret for at vende tilbage til russofilien.[1]
Hvis man i Bukarest erkender, at Triplealliancen er besluttet på ikke at give afkald på en bulgarsk tilslutning, men dog er rede til at foranledige Bulgarien til at forbinde sig med Rumænien og sikre dets territoriale integritet, så vil man måske dér komme tilbage fra den farlige retning, man er blevet drevet i gennem venskabet med Serbien og tilnærmelsen til Rusland.
Hvis dette lykkes, kunne der yderligere gøres forsøg på at forsone Grækenland med Bulgarien og Tyrkiet; under Triplealliancens patronat[2] ville der så dannes et nyt Balkan-forbund, hvis mål ville bestå i at sætte en grænse for den panslaviske strøms fremtrængen og sikre freden for vore lande.
Dette ville imidlertid kun være muligt, hvis Serbien, der nu danner hovedpunktet i den panslavistiske politik, udelukkes som politisk magtfaktor på Balkan.
Også du vil efter de seneste frygtelige tildragelser i Bosnien være af den overbevisning, at der ikke mere kan tænkes på at forsone den modsætning, som skiller Serbien fra os, og at alle europæiske monarkers bevarende fredspolitik vil være truet, så længe dette arnested for forbryderisk agitation ustraffet lever videre i Beograd.
Efter sin audiens hos kejser Wilhelm 2. den 5. juli sendte den østrigske ambassadør, grav Szögyeny, en indberetning hjem om den tyske regerings reaktion på den østrig-ungarske henvendelse. Strengt hemmeligt […]
I min nærværelse læste kejseren med største opmærksomhed begge dokumenter.[3] Først forsikrede højstsamme mig, at han havde ventet en alvorlig aktion fra vor side over for Serbien; dog måtte han tilstå, at han ifølge vor allernådigste herres[4] forklaringer måtte holde sig en alvorlig europæisk komplikation for øje og derfor ikke ville meddele noget af definitivt svar, før han havde rådført sig med rigskansleren.
Efter frokost, da jeg endnu engang fremhævede situationens alvor med stort eftertryk, bemyndigede Hans majestæt mig at meddele vor allernådigste herre, at vi også i dette tilfælde kan regne med Tysklands fulde understøttelse. Som sagt, måtte han først lytte til rigskanslerens mening; dog tvivlede han ikke i mindste måde på, at herr von Bethmann-Holweg[5] fuldkommen ville bifalde hans mening. Især gjaldt dette, hvad angik en aktion fra vor side over for Serbien.
Efter hans (kejser Wilhelms) mening må man imidlertid ikke vente med denne aktion. Ruslands holdning ville i hvert fald være fjendtlig; dog havde han i årevis været forberedt herpå,og skulle det endog komme til en krig mellem Østrig-Ungarn og Rusland, så kunne vi være overbevist om, at Tyskland ville stå på vor side i vanlig forbundstroskab. Rusland var i øvrigt, som sagerne stod i dag, på ingen mådekrigsberedt og ville sikkert endnu tænke sig meget om, før det appellerede til våbnene. Dog ville det agitere mod os hos Tripleententens andre magter og rage op i ilden ved Balkan. Han begreb meget vel, at Hans kejserlige og kongelige apostolske Majestæt[6] med sin kendte fredskærlighed ville have svært ved at marchere ind i Serbien; men hvis vi virkelig havde erkendt nødvendigheden af en krigsaktion mod Serbien, så ville han (kejser Wilhelm) beklage det, hvis vi lod det nuværende, for os så gunstige øjeblik ubenyttet.
Hvad Rumænien angik, så ville han sørge for, at kong Carol[7] og hans rådgivere forholdt sig korrekt. At gå ind i et traktatforhold med Bulgarien "forekom ham på ingen måde sympatisk"; som før havde han ikke den ringeste tillid til kong Ferdinand[8] eller til hans tidligere og nuværende rådgivere. Alligevel ville han ikke rette den ringeste indvending mod, at monarkiet indgik en traktatmæssig tilslutning til Bulgarien, dog måtte der drages omsorg for, at traktaten ikke indeholdt nogen brod mod Rumænien[9], og at den – som dette også fremhæves i memorandumet – bliver bragt til Rumæniens kendskab […]
Og endelig forelå den tyske kejser Wilhelms officielle skriftlige svar på den østrig-ungarske kejsers henvendelse den 14. juli 1914:
[…] Din ærede og af mig oprigtigt agtede ambassadør vil have tilstilet dig min forsikring om, at du også i alvorens stund vil finde mig og mit rige tro ved jeres side i fuld harmoni med vort velprøvede venskab og vore forbundspligter. Det er mig en glædelig pligt at gentage dette for dig på dette sted.
Den gruopvækkende misgerning i Sarajevo har kastet et grelt slaglys på vanvittige fanatikeres fordærvelige handlemåde og den panslaviske agitation, som truer statsopbygningen. Jeg må afstå fra at tage stilling til det spørgsmål, der svæver mellem din regering og Serbien. Jeg anser det imidlertid ikke blot for alle kulturstaters moralske pligt, men som et bud for deres selvopholdelse, at de med alle magtmidler træder imod propagandaen i gerningen, der især udser sig monarkiernes faste struktur som angrebsobjekt. Jeg holder mig heller ikke borte fra den alvorlige fare, som truer dine lande og som følge heraf triplealliancen ved den agitation, russerne og de serbiske panslavister driver, og erkender nødvendigheden af at befri dine staters sydgrænser fra dette tunge tryk.
Jeg er derfor rede til efter evne at støtte din regerings bestræbelse, som går ud på at forhindre, at der dannes et nyt Balkan-forbund under russisk patronat og med brod mod Østrig-Ungarn, og endvidere som modvægt at foranledige Bulgariens tilslutning til triplealliancen.
Følgelig har jeg trods visse betænkeligheder, som i første række betinges af den bulgarske karakters ringe pålidelighed, ladet min gesandt i Sofia instruere om at undersøge din repræsentants skridt desangående, hvis denne fremsætter ønsker herom.
Endvidere har jeg beordret min chargé d'affaires[10] i Bukarest til at udtale sig over for kong Carol på linie med dine tilskyndelser og under henvisning til den nye situation, der er opstået ved de seneste begivenheder, fremhæve nødvendigheden af at fjerne sig fra Serbien og at standse den agitation, der rettes mod dine lande. Jeg har samtidigt lade fremhæve, at jeg lægger den største vægt på at bevare de hidtidige tillidsfulde forbundsforhold til Rumænien og ikke lade dem blive forringet ved Bulgariens eventuelle tilslutning til Triplealliancen […]
Fra: Niels Uffe Dahl, Tysk udenrigs- og kolonipolitik 1871-1914, s.91-94.
[1] 'russervenskabet'.
[2] Beskyttelse.
[3] Foruden skrivelsen fra kejser Franz Joseph overrakte ambassadøren også et memorandum fra den østrig-ungarske udenrigsminister.
[4] Dvs. kejser Franz Joseph.
[5] Den tyske rigskansler (1909-1917).
[6] Franz Joseph var kejser af Østrig og konge af Ungarn.
[7] Carol 1. (1839-1914) var Rumæniens fyrste fra 1866, fra 1881 med kongetitel.
[8] Ferdinand 1. (1861-1948) var Bulgariens fyrste 1887-1918, fra 1908 med kongetitel.
[9] Tyskland havde i 1893 formelt tiltrådt en østrigsk-rumænsk forsvarstraktat.
[10] Embedsmand på ambassade, ofte stedfortræder for ambassadøren.