Tekst 13
I årene efter sin afskedigelse som rigskansler i 1890 udarbejdede fyrst Otto von Bismarck (1815-1898) en selvbiografi. De samlede værker af Bismarck, herunder hans selvbiografi, blev udgivet i årene 1924-35. I dette udsnit beskriver han kort baggrunden for Trekejsertraktaten 1873 og 1881 (tekst 12)
og giver sin vurdering af den europæiske stormagtspolitiske fremtidige udvikling i sidste halvdel af 1890'erne.
Uddrag af Bismarcks selvbiografi
Trekejserforbundet […] var et forbund mellem de tre kejsere med den bagtanke, at det monarkiske Italien skulle tilslutte sig, og rettet mod den kamp, som jeg er bange for i den ene eller anden form er forestående, mellem de to retninger i Europa […] som jeg med moderne begreber ville betegne som på den ene side et ordenssystem på monarkisk grundlag og på den anden side den sociale republik, til hvilket niveau den antimonarkiske udvikling plejer at synke eller nå i spring, så at det utålelige i de herved fremkomne tilstande til sidst gør den skuffede befolkning modtagelig for en voldelig tilbagevenden til de monarkiske institutioner i cæsarisk[1] udformning.
At undgå denne onde cirkel eller om muligt at spare den nuværende generation og dens børn for at komme ind i en sådan cirkel, anser jeg for en opgave, som burde stå de endnu livskraftige monarkier nærmere, end det at rivalisere om indflydelse på de nationale fragmenter, som forefindes på Balkan-halvøen.
Fra: Hans A Jacobsen, Tyskland - europæisk stormagt eller verdensmagt, (Gads Forlag, 1977), s.31-32.
[1] Betegnelsen for et autoritært styre, der tilsyneladende beror på befolkningens vilje.
