Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Nanjing-massakren

Øjenvidneskildring fra Nanjing-massakren i december 1937. Forud for angrebet erklærede den japanske general, at hans styrker var ”hårde og vedholdende over for de, der modsætter sig, men venlige og storsindede over for civile og kinesiske soldater, som ikke nærer fjendskab over for Japan.” Vesterlændinge blev skånet, men ikke for synet af de uhyrlige overgreb, som rasende japanske soldater udsatte kineserne for.

 

Torsdag den 14. (december 1937) strømmede japanerne ind i byen – kampvogne, artilleri, infanteri, lastbiler. Rædselsregimet begyndte og for hver af de følgende ti dage tog det til i voldsomhed og terror. De havde erobret Kinas hovedstad, sædet for den forhadte Chiang Kai-sheks regering, og de fik lov til at gøre, som det passede dem. Løbesedler blev spredt over byen fra flyvemaskiner med en proklamation, der lød på, at japanerne var kinesernes eneste sande venner og ville beskytte almenvellet, men den betød naturligvis ikke mere end alle deres andre erklæringer. Og for at vise deres ”oprigtighed” voldtog, plyndrede og dræbte de efter behag. Mænd i flokke blev ført væk fra vore flygtningelejre - ikke, som vi troede på det tidspunkt for at arbejde – for dem har vi ikke hørt fra siden, og det kommer vi heller ikke til. En oberst og hans stab besøgte mit kontor og ville vide, hvor de ”6000 afvæbnede soldater” var. Fire gange den dag kom japanerne og forsøgte at fjerne vore biler. I mellemtiden lykkedes det andre at stjæle tre af vore biler, som stod andre steder. Hos Sones2 flåede de det amerikanske flag ned og smed det på jorden, knuste vinduet og fjernede alt på de fem minutter, han havde været inde i professor Stanleys3 hus. De forsøgte at stjæle vore lastbiler – det lykkedes at fjerne to – så siden har det været nødvendigt for to amerikanere konstant at køre lastbil, eftersom de leverede ris og kul. Deres daglige oplevelser med disse japanske biltyve er i sig selv en interessant historie. Og på universitetshospitaler tog de ure og fyldepenne fra sygeplejerskerne. (…)

På vort stabsmøde den aften forlød det, at soldater førte alle 1300 mænd fra en af vore lejre nær ved hovedkvarteret væk for at skyde dem. Vi vidste, at der var en del veteraner blandt dem, selv om Rabe4 af en officer den selvsamme eftermiddag havde fået løfte om, at deres liv ville blive skånet. Det var nu alt for tydeligt, hvad de havde i sinde at gøre. Mændene blev af soldater med opplantede bajonetter stillet op på række og bundet sammen i grupper på omkring 100; de, der havde hat på, fik dem hårdhændet flået af, og de blev smidt på jorden – og i billygterne skær så vi dem derpå marchere bort mod deres skæbne. Ikke et klynk kom der fra nogen i flokken. Vore hjerter var tunge som bly. Var de fire fyre var Kanton, der havde travet hele vejen fra Syden og i går modstræbende havde overgivet deres våben til mig, iblandt dem, spekulerede jeg på. Eller den høje hestepasser nordfra, hvis desillusionerede blik, da han tog den skæbnesvangre beslutning, der stadig hjemsøger mig? Hvor tåbelig havde jeg ikke været ved at fortælle dem, at japanerne ville skåne deres liv. Vi havde været overbeviste om, at de ville holde deres løfter, i det mindste indtil en vis grad, og at der ved deres ankomst ville blive skabt ro og orden. Vi havde aldrig drømt om, at vi ville se en sådan brutalitet og vildskab, som næppe har set sin lige i moderne tid. For vi havde værre ting i vente.

Transportproblemet blev akut den 16., da japanerne stjal vore lastbiler og biler. Jeg tog over til den amerikanske ambassade, hvor det kinesiske personale stadig var ved hånden, og lånte mr. Atchesons bil til Mills5, som skulle levere kul, for vor store koncentration af flygtninge og vore tre store riskøkkener havde brug for såvel brændsel som ris. Vi havde nu 24 lejre, hvor der i hver boede fra 200 til 1200 mennesker. I universitetsbygningerne alene var der næsten 30.000 og i Ginling College, der var forbeholdt kvinder og børn, steg antallet hurtigt fra 3000 til over 9000. Sidstnævnte sted var de overdækkede gange mellem bygningerne fyldt, og indenfor var hver en tomme optaget. Vi havde regnet med 15 m2 pr. person, men bygningerne var meget tættere belagt end som så. For mens intet sted var sikkert, lykkedes det os at bevare en vis grad af sikkerhed på Ginling og i mindre grad på universitetet. Mrs. Vautrin6, mrs. Twinem7 og mrs. Chen8 var heroiske i deres omsorg og beskyttelse af kvinderne.

Den formiddag begyndte rapporterne om voldtægter at komme ind. Efter hvad vi vidste, var over 100 kvinder blevet ført væk af soldater, syv af dem fra universitetsbiblioteket. Men et meget større antal må være blevet voldtaget i deres hjem. Hundreder forsøgte i gaderne at finde et sikkert sted. Ved tiffintid (tetid) kom Riggs9, der var vicekommissær for indkvarteringen, grædende ind. Japanerne havde tømt jurainstituttet og højesteret og havde ført stort set alle mænd bort til en skæbne, som vi kun kan gisne om. 50 af vore politifolk var blevet ført bort sammen med dem. Riggs havde protesteret, blot for at blive hårdhændet behandlet af soldaterne og slået to gange af en officer. Flygtningene blev kropsvisiteret og frastjålet penge og alt, hvad de havde på sig, endog deres sidste sengetøj, blev fjernet. På vort stabsmøde kl. 16 kunne vi høre skud fra en henrettelsespeloton i nærheden. Det var en dag fyldt med usigelig rædsel for de stakkels flygtninge og forfærdelse for os. (…)

Fredag den 17. december. Røveri, mord, voldtægt fortsatte med usvækket styrke. Løseligt anslået blev mindst 1000 kvinder voldtaget i nat og i løbet af dagen. En stakkels kvinde blev voldtaget 37 gange. En anden fik sit fem måneder gamle barn kvalt af et udyr, fordi han ville stoppe dets gråd, mens han voldtog hende. Modstand resulterer i brug af bajonetten. Hospitalet fyldes hastigt med ofrene for den japanske brutalitet og barbari. Bob Wilson, vor eneste læge, har hænderne mere end fulde og må arbejde til langt ud på natten. Rickshaws, kvæg, svin, æsler, ofte det eneste middel til at livets opretholdelse, bliver taget fra dem. Vore riskøkkener og risbutik bliver generet. Vi må lukke sidstnævnte.

Efter middagsmaden kørte jeg Bates10 til universitetet og McCallum11 til hospitalet, hvor de skal tilbringe natten, og derefter Mills og Smythe til Ginling, for en fra vores gruppe har overnattet der hver nat. Ved porten til det sidstnævnte sted blev vi stoppet af det, der så ud til at være et eftersøgningshold. Vi blev hårdhændet trukket ud af bilen under trussel af bajonetter, mine bilnøgler blev taget fra mig. Vi blev stillet på række og visiteret for våben, vore hatte blev slået af, vi blev blændet af stavlygter, og vi blev afkrævet vore pas og besked om formålet med vor tilstedeværelse. Over for os stod miss Vautrin, mrs. Twinem og mrs. Chen og en snes kvindelige flygtninge, der knælede på jorden. Sergenten, der talte lidt fransk (lige så meget som mig), påstod, at der var skjult soldater. Jeg hævdede, at ud over omkring 50 tjenestefolk og andre medlemmer af personalet, var der ingen mænd på stedet. Det, sagde han, troede han ikke på, og sagde, at han ville skyde alle, der var ud over det antal. Så forlangte han, at vi forlod stedet, inklusive kvinderne, og da miss Vautrin nægtede, blev hun hårdhændet gennet over til bilen. Så skiftede han mening. Kvinderne blev bedt om at blive og vi om at gå. Vi forsøgte at insistere på, at en af os skulle blive, men det ville han ikke tillade. Tilsammen fik vi lov til at stå der i over en time, før vi slap. Næste dag erfarede vi, at banden havde taget 12 piger fra skolen med sig.

Lørdag den 18. December. Til morgenmaden fortalte Riggs, der bor en karré væk, men som spiser sine måltider sammen med os, at to kvinder, den ene en kusine til en KFUM-sekretær, var blevet voldtaget i hans hus, mens han spiste middag med os. Wilson fortalte, at en femårig dreng var blevet bragt til hospitalet efter at være blevet stukket fem gange med en bajonet, en gang gennem underlivet; og en mand med 18 bajonetstik, en kvinde med 17 snitsår i ansigtet og adskillige på benene. Mellem 400 og 500 rædselsslagne kvinder strømmede ind i vort hovedkvarter om eftermiddagen og tilbragte natten i det fri.

Søndag den 19. december. En dag præget af totalt anarki. Adskillige store brande, påsat af soldaterne, hærgede i dag, og der er flere i vente. Det amerikanske flag blev flået ned adskillige steder. På den amerikanske skole blevet det trampet på, og pedellen fik at vide, at han ville blive dræbt, hvis han hejste det igen. Proklamationerne, der er sat op på alle amerikanske og udenlandske ejendomme af den japanske ambassade, lader soldaterne hånt om, og sommetider rives de bevidst ned. Der brydes ind i nogle huse fra fem til ti gange om dagen, og fattigfolk plyndres, og kvinder voldtages. Adskillige blev dræbt med koldt blod tilsyneladende uden nogen som helst grund. Seks af vore syv sundhedshold blev nedslagtet. Det syvende slap væk og kunne rapportere det. Hen imod aften styrtede to af os hen til dr. Bradys12 hus (han er bortrejst) og jagede fire voldtægtsaspiranter ud og tog alle kvinderne der med hen til universitetet. Sperling har travlt med den slags hele dagen. Jeg tog også hen til huset, der tilhører Douglas Jenkins13 fra vores ambassade. Flaget var stadig hejst; men i garagen lå hans tjener død, en anden tjener, død, under sengen, begge var blevet brutalt myrdet. Huset var i en tilstand at total forvirring. Der ligger stadig mange lig i gaderne. Red Swastika Society ville begrave dem, men deres lastbil er blevet stjålet, deres kister brugt til bål, og adskillige af medarbejdere, der bærer deres insignier, er blevet ført bort.

Smythe og jeg gik igen til den japanske ambassade med en liste over yderligere 55 tilfælde af vold, alle dokumenterede, og fortalte d’herrer Tanaka14 og Fukui15, at i dag var den hidtil værste. Vi blev forsikret om, at de ville ”gøre deres bedste” og håbede, at situationen ”snart” ville bedres, men det var tydeligt, at de kun havde lidt eller ingen indflydelse overhovedet på militæret, og militæret havde ingen kontrol over soldaterne. …

Onsdag den 22. december. Henrettelsespeloton i arbejde meget tæt på os i dag kl. 5. Talte over 100 skud. (…)

Tog sammen med Sperling hen for at se på 50 lig i nogle småsøer nogle hundrede meter øst for hovedkvarteret. Alle, der tydeligvis var civilister, var bagbundet, en af dem med en øverste halvdel af hovedet hugget af. Blev de brugt til sabeltræning? Stoppede på vejen hjem til tiffin for at hjælpe en far til en KFUM-kontorist, der var blevet truet af en fuld soldat med en bajonet. Den stakkels mor var sanseløs af rædsel, og før vi kunne sætte os, måtte vi løbe over til Gees16 og Daniels17 huse, hvor de lige skulle til at voldtage kvinderne. Vi måtte le af de tapre soldater, der forsøgte at forcere pigtrådshegnet, da vi jagtede dem.(…)

Om aftenen gik jeg hjem efter middagen sammen med Riggs – en kvinde på 54 var blevet voldtaget, lige før vores ankomst. Det er grusomt at overlade kvinderne til deres skæbne, men det er naturligvis umuligt for os at bruge al vores tid på at beskytte dem.

 

2. Pastor Hubert L. Sone, amerikaner, Nanjing Teologiske Seminarium.

3. Professor C. Stanley, amerikaner, Nanjing Teologiske Seminarium.

4. Hans Rabe, en tysk forretningsmand, der forsøgte at beskytte kinesiske civilister. Han efterlod sig en informativ dagbog, der beskriver plyndringen af byen.

5. Pastor W.P. Mills, amerikaner, Northern Presbytarian Mission.

6. Miss Winnie Vautrin, amerikaner, Ginling College.

7. Mrs. Paul DeWitt Twinem, tidligere amerikansk, men nu kinesisk statsborger, Nanjing Universitet.

8. Mrs. Chen, forstanderinde på kollegierne, Ginling College.

9. Charles H. Riggs, amerikaner, Nanjing Universitet.

10. Dr. M.S. Bates, amerikaner, Nanjing Universitet.

11. Pastor James H. McCallum, amerikaner, Nanjing universitetshospital.

12. Dr. Richard F. Brady, amerikaner, fungerende overlæge på Nanjing universitetshospital.

13. Douglas Jenkins, Jr., 3. Sekretær, den amerikanske ambassade.

14. Sueo Tanaka, attaché, den japanske ambassade (nu konsul).

15. Kiyoshi Fukui, japansk generalkonsul, Nanjing.

16. T. Gee, kineser, bosidden arkitekt og ingeniør, Nanjing universitet.

17. Dr. J.H. Daniel, overlæge, Nanjing universitetshospital.

 

Tekst 21 | Oversigten over kildetekster | Tekst 23

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk