Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

FN og retsopgøret i Cambodja

Peter Frederiksen, forfatter til De røde Khmerer – folkmord og forsoning i Cambodja, har skrevet nedenstående artikel.

Netop som krigsforbrydertribunalet i Haag indledte sagen mod Slobodan Milosevic, meddelte FN at de ikke ønsker at fortsætte samarbejdet om et krigsforbrydertribunal rettet mod De Røde Khmerers rædselsregime, der kostede ca. en fjerdedel af Cambodjas befolkning livet fra 1975-79. Cambodja lider stadig under Pol Pots grusomme styre og for at landet kan komme ud af det kollektive traume som tragedien medførte, er forsoning og et retsopgør med FN som deltager nødvendigt.

De Røde Khmerer kom til magten 17. april 1975, da de barfodede guerillasoldater i deres sorte pyjamasser og med rødternede tørklæder viklet om hovedet marcherede ind i Phnom Penh. Mange af dem var kun store børn. Nogle steder konfiskerede de lastbiler og kampvogne fra de slagne Lon Nol-styrker og kørte i triumftog ind ad byens boulevarder. Alle steder hilste Phnom Penhs indbyggere dem velkommen med jubel og glæde. Efter fem års borgerkrig troede cambodjanerne, at De Røde Khmerer kom med fred og fremgang - ikke mere krig, sult og nød. Få kunne have forestillet sig det samfund, som Pol Pot og hans medsammensvorne gik i gang med at skabe, få timer efter at Røde Khmer-tropperne marcherede ind i Phnom Penh: Demokratisk Kampuchea skulle være den ultimative, klasseløse bondestat.

Men ødelæggelsen af Cambodja begyndte ikke i morgentimerne 17. april 1975, hvor de Røde Khmerer indtog hovedstaden Phnom Penh og begyndte at sende befolkningen ud i landområderne. En ligeså vigtig dato er 18. marts 1969, da amerikanske bombefly indledte en serie hemmelige bombninger af det østlige Cambodja – beordret direkte af daværende præsident Nixon og dennes sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger. Hele provinser i Cambodja blev pulveriseret til ukendelighed, mens Pentagon og Det Hvide Hus år efter år benægtede forlydender om bombekampagnen, indtil en underofficer fik samvittighedsnag og sladrede til Kongressens udenrigsudvalg. Med forfærdende regelmæssighed kastede amerikanerne mere end tre gange så mange bomber over Cambodja end over Japan under hele Anden Verdenskrig indtil den amerikanske Kongres kendte dem ulovlige og tvang dem til standsning i august 1973. Mange år senere beskrev Sihanouk konsekvenserne af den amerikanske strategi med disse ord: ”Der er intet enkelt land, der har ansvaret for ødelæggelsen af mit land, kun to personer: Nixon og Kissinger. De gav ufrivilligt De Røde Khmerer støtte, fordi befolkningen i konsekvens af krigsførelsen og bombningerne sluttede op om partisanerne. Resultatet blev det direkte modsatte af, hvad Nixon og Kissinger ønskede: De demoraliserede USA, hele Indokina tabte til kommunisterne, og de lagde grunden til De Røde Khmerers regime”. USA kan således ikke se sig fri af medskyldighed for tilvejebringelsen af Pol Pots brutale og stærkt nationalistiske styre.

Ideologisk var Røde Khmer-revolutionen bygget op om en blanding af bondekommunisme og stærk nationalisme, der tog udgangspunkt khmerernes storrige i Sydøstasien i 11-1200-tallet. Den kommunistiske inspiration kom fra Maos Kina og ’Det store spring fremad’ og flere af fireårsplanens elementer var næste tro kopier af kinesiske fremtidsvisioner. Men ellers fulgte khmererne ikke en konsekvent marxistisk ideologi eller teori. Dette ses blandt andet ved den tvangsevakuering af byerne, der blev påbegyndt allerede 17. april 1975. At flytte befolkningen ud på landet er i virkeligheden i dyb modstrid med Lenin og Marx’s kommunistiske doktriner om, at byerne skal føre an i forhold til landområderne. Tømningen af byerne var således i klassisk kommunistiske øjne det rene vanvid. 

Der lå en helt anden tankegang til grund for evakueringen. Ikke blot skulle hele landets befolkning nu ud i provinsen og dyrke ris som ligestillede bønder, Pol Pots partiledelse vidste også ganske udmærket, at modstand mod en regering har de bedste vækstbetingelser i en storby, hvor veluddannede og intellektuelle samles og mødes for at diskutere politik og samfundsforhold. De to millioner mennesker, der på det tidspunkt levede i Phnom Penh, blev derfor på én gang sendt på march ud af byen. Selv hospitalerne blev tømt for syge, sårede og døende. Patienter, der var for svage til at gå selv, blev enten skudt eller smidt ud på gaden og overladt til sig selv. Børn og forældre blev skilt i tumulten, som opstod, da byens gader pludselig blev forvandlet til et myldrende menneskehav. Mange familier vandrede i ugevis på landevejen. Det var årets varmeste måned med stegende sol og temperaturer op mod 40 grader. Mindst 10.000 af Phnom Penhs tidligere indbyggere faldt om og døde i vejkanten.

De Røde Khmerers regime var præget af en grundlæggende mistillid både overfor omverdenen og den cambodjanske befolkning selv. Det var en central del af De Røde Khmerers politik at skabe mistillid i befolkningen ved at ødelægge de menneskelige relationer og på familieområdet befalede det nye regime en opsplitning af familierne, tvangsægteskaber og udbredt brug af børnespioner. 

Men hvem var de ledere, som sad i Phnom Penh og udtænkte de politikker og kampagner, der slog både bønder og byboeres dagligdag i stumper og stykker? Langt størstedelen af cambodjanerne fandt aldrig ud af, hvem der egentlig regerede landet, for partiledelsen omgav sig selv med næsten total hemmelighed. Udadtil hed det sig, at Cambodja blev styret af Angkar, ’organisationen’. Angkar udgav retningslinier for, hvor maget korn der skulle produceres og hvor meget bønderne selv måtte fortære. Angkar bestemte, at religion var ødelæggende for den revolutionære bevidsthed. Angkar skrev de eneste sange, som måtte synges. Og Angkar så alt og var alle steder. Men der blev aldrig sat navn eller ansigt på landets ledelse. 

Bag facaden blev Demokratisk Kampuchea regeret af en lukket gruppe mænd og kvinder, der sjældent udgjorde mere end et dusin. Landet var formelt en republik med præsident, regering og ministerpræsident, men den egentlige magt lå i kommunistpartiets organisation. Ifølge partiets vedtægter var den øverste myndighed Centralkomiteen, der bestod af et varierende antal højtstående partikommissærer. Det er dog uvist, om komiteen nogensinde mødtes, og dens daglige arbejde blev varetaget af Den Stående Komite og Militærkomiteen. De havde begge omkring en håndfuld medlemmer – ofte de samme. De to komiteers medlemmer udgjorde samtidig en uformel kerne af ledere, som samlede sig omkring Pol Pot, og som var det reelle magtcentrum i Demokratisk Kampuchea. 

Efterhånden som tingene begyndte at gå galt i Demokratisk Kampuchea var der en særlig del af regimet, som fik mere og mere travlt: Santebal, det centrale sikkerhedsapparat. Santebal – navnet er en sammenskrivning af de to cambodjanske ord ’santisuk’, sikkerhed, og ’nokorbal’, politi – havde en eneste opgave, nemlig at beskytte partiledelsen. Og som andre sikkerhedstjenester verden over udførte Santebal sin opgave ved at arrestere, fængsle og forhøre mistænkelige personer – blot med den tilføjelse, at ingen kom gennem Santebals maskineri uden omfattende tortur, og ingen forlod det i live.

Sikkerhed var en stor og højtprioriteret opgave i Demokratisk Kampuchea. Snart sagt hver enkelt af landets zoner, regioner og kommuner havde deres eget sikkerhedspoliti med tilhørende tortur- og forhørsfaciliteter og massegravpladser. Titusinder hvis ikke hundredtusinder af oftest uskyldige cambodjanere blev under Pol Pot-regimet tortureret og myrdet i lokale fængsler for små og store forseelser, mens atter andre blev henrettet på stedet ude i rismarkerne – blandt andet for ikke at have nok hård hud på hænderne, for det betød jo, at de ikke arbejdede hårdt nok. 
Få kilometer uden for provinsbyen Kompong Chhnang ved bredden af Tonle Sap-søen ligger for eksempel et stort stykke bart land, der i dag kaldes ’De hvide marker’ på grund af de mange knogler og benrester, der stadig ligger spredt på jorden. 100.000 mennesker menes at ligge begravet her. 

På bagsiden af Phnom Sampov-bjerget uden for Battambang brugte Røde Khmer-bødlerne tre 20 meter dybe lodrette limstensgrotter til at myrde deres fanger. To grotter til mænd og kvinder, en grotte til børn. De afkræftede ofre måtte selv vakle hen til kanten af grottens åbning, før de blev skubbet i dybet. Hvis de ikke døde øjeblikkeligt af deres kvæstelser i faldet mod de skarpe, takkede klipper, omkom de efter længere tid af tørst og blodtab. Mindst 10.000 faldt i døden på Phnom Sampov. 

I mange af landets pagoder og templer, der stod tomme, efter at religionen blev afskaffet, indrettede lokale myndigheder torturfængsler og forhørslokaler. Smerteskrig og lugten af blod og afføring erstattede tidligere tiders lavmælte bønner og røgen fra røgelsespindene.

Der skal ikke mange historier fra Pol Pot tiden til at overbevise en om, at det er ualmindeligt forfærdeligt, hvad hele befolkningen har gennemgået. Moderne undersøgelser viser at 3/4 af den cambodjanske befolkning har været udsat for traumatiserende oplevelse under De Røde Khmerer. Som noget helt nyt er cambodjanerne langsomt begyndt at tale om, hvad der skete dengang. Ellers har rædselsregimet i mange år været et totalt tabubelagt emne, og der findes blandt andet eksempler på, at ægtepar aldrig har fortalt hinanden, hvad der skete mellem 1975 og 1979. 

Konsekvenserne af Røde Khmer-revolutionen er, at der i dag er en grundlæggende mistillid tilstede blandt den cambodjanske befolkning - også i de ganske nære relationer. Derfor er en genopbygning af den grundlæggende tillid i befolkningen en vigtig byggesten i den videre freds- og forsoningsproces. Men spørgsmålet er, om en forsoning kan finde sted, uden at traumerne blandt den cambodjanske befolkning bliver behandlet.

Sidste år ratificerede Cambodjas Kong Norodom Sihanouk en lov om oprettelsen af en længe ventet tribunal. Loven foreskriver oprettelsen af en domstol sammensat af dommere udpeget af FN og lokale dommere. På den måde kan ikke mindst Cambodjas stærke ministerpræsident og tidligere Røde Khmer Hun Sen styre dele af retssagen. FN derimod er ikke begejstret for, at dele af dommerstanden skal udpeges af den korrupte og uduelige cambodjanske dommerstand og meldte i begyndelsen af februar 2002, at verdensorganisationen ikke ønsker at deltage. Dette er i virkeligheden både beklageligt og overraskende idet FN har involveret sig i et tribunal i Sierra Leone, der er udformet efter den cambodjanske model, nemlig et blandet nationalt og internationalt tribunal.

Det er således uvist, hvordan forsoningen i Cambodja kommer til at finde sted, men noget tyder på, at Cambodjanerne med Hun Sen i spidsen hurtigst muligt vil få dømt den ene af de to anholdte Røde Khmerer, den etbenede general Ta Mok, der skal enten for retten eller løslades inden 6. marts 2002. Meget tyder på, at Hun Sen vil få idømt Ta Mok livsvarigt fængsel ved en cambodjansk domstol hurtigst muligt. Foråret vil så vise om Hun Sen vil benytte loven om Røde Khmer-tribunalet til at få den anden af de to Røde Khmer-anholdte, den tidligere chef for torturcenteret Tuol Sleng, Duch, dømt. 

På den ene side passer det udmærket Cambodjas stærke ministerpræsident Hun Sen, at et krigsforbrydertribunal ikke får omsiggribende effekt – Hun Sen er bedøvende ligeglad med selve forsoningsprocessen, for den har ingen som helst indflydelse på hans magt eller indtjeningsmuligheder. Hvis nogle blødsødne humanitære organisationer vil rode rundt med det, kan de for hans skyld gøre, hvad det passer dem, bare det ikke truer ham på nogen måde. Det der for Hun Sen er allerfarligst er en storstilet proces, som han ikke kan styre, og det bliver forsoningsprocessen aldrig. Den er noget stille, som foregår i det indre, mens tribunalet ville være noget voldsomt, som foregik i det ydre.

På den anden side er Hun Sen rasende over FN’s udtræden af processen, for det fjerne den internationale legitimitet. Det Hun Sen primært er interesseret i er lige nøjagtig den internationale anerkendelse. En ting er, at han konstant er sulten efter international anerkendelse fordi den blev ham nægtet i så mange år. Noget andet er, at adskillige donorer har gjort et internationalt anerkendt tribunal til en af betingelserne for udviklingsbistand. Mange donorer vil ikke bare acceptere et hvilket som helst tribunal, selv om de færreste af dem har gjort meget for at hjælpe processen frem til et troværdigt resultat. Det er også et spørgsmål om stolthed. Hun Sen vil ikke have et tribunal, der i lighed med PRK tribunalet i 1979 ikke er særlig velanset. Det er bare ikke godt nok for hans omdømme for eftertiden.

Det værste er, at det nu ser ud til, at Hun Sen har fået a slap in the face af FN. Han har mistet ansigt, og det kan han ikke tage let på. Den cambodjanske befolkning ved godt hvad en sur Hun Sen kan komme til at betyde for det i forvejen hårdt prøvede land. Det så man tydeligt under lokalvalget i begyndelsen af februar, hvor store dele af befolkningen stemte på Hun Sens parti blot for at få fred – et valgnederlag til Folepartiet CCP ville nemlig med garanti have betydet uroligheder i landet. 

Det kan blive afgørende, hvad amerikanerne gør. Den amerikanske talsmand i udenrigsministeriet har allerede sagt, at USA kun vil være med, hvis FN også er det. De kan selvfølgelig ændre holdning, men de er i forvejen så meget under angreb for deres holdning til internationale retssager, at jeg tror de vil tænke sig meget grundigt om, før de involverer sig i noget, der med sikkerhed vil blive anset som mindre end second best af omverdenen. Det bliver aldrig andet end second best uden FN, og det ved amerikanerne godt. Ingen vestlige lande er interesserede i at blive hængt ud for at have været med i en ny skueproces.

Selvom det er beklageligt, at FN har trukket sig ud af processen mødes det alligevel med forståelse af de store internationale menneskerettighedsorganisationer. Den model, der ligger til grund for et internationalt tribunal i Cambodja kan ikke garantere Verdensorganisationen den legitimitet og standard, der er nødvendig for at FN kan lægge navn til tribunalet. I tribunalets lovgrundlag skal dommerstanden sammensættes af både cambodjanske og internationale dommere, flest cambodjanske. Det er dette FN ikke kan stå inde for, for den cambodjanske dommerstand er både korrupt og i lommen på regeringen. 

Det er derfor nødvendigt, at det internationale samfund råber højt og får processen i gang igen. FN’s udmelding er definitiv, men det internationale samfund skal få den cambodjanske regering til at indse, at retsopgøret er uløseligt forbundet med FN’s deltagelse. Og det opnår man kun ved, at FN får mulighed for at udpege majoriteten af dommerne i tribunalet. 

Uden dette internationale pres kan vi vente et rent cambodjansk, hvor de internationale dommere, der var tænkt til FN-udpegede dommere, erstattes af dommere fra Rusland, Indien og Cuba. Det vil aldrig blive hverken et retfærdigt eller fyldestgørende retsopgør. Med et sådant tribunal kan de store fisk gå fri fordi, der i loven om tribunalet står indskrevet, at de tidligere Røde Khmerer, der fik amnesti af regeringen i 1996 kan slippe for tiltale. 

Et sådant tribunal vil ikke bringe forsoning til Cambodja, dertil er arene på den cambodjanske folkesjæl for store. At rippe op i 25 år gamle sår er en smertefuld og skrøbelig proces. Had og bitterhed, der har ligget og gæret i mere end to årtier, har en særlig giftig styrke, og Cambodja har i forvejen en tradition for at løse konflikter og personlige mellemværender ved blodig selvjustits. Derfor frygter mange meningsdannere og private organisationer i Cambodja, at et Røde Khmer-tribunal i sig selv langtfra er nok til at skabe fred og forsoning i landet – især når man tænker på, at mange cambodjanere ikke engang rigtig ved, hvad en retssag er. 

Et fremtidigt tribunal vil kun retsforfølge få af lederne, men dem kender mange cambodjanere slet ikke. De ved, hvem Pol Pot var, men regimet var omgæret at så stor hemmelighed, at de fleste aldrig har hørt om Demokratisk Kampucheas andre topledere. Derimod kender de godt den gamle Røde Khmer-kommandant, der har boet nede i den anden ende af landsbyen i mange år. Måske var det oven i købet ham, der torturerede dem eller myrdede deres bror. Så når nogle ukendte ansigter skal straffes ved en eller anden retssag langt væk i Phnom Penh, skal han da også. Og når nu regeringen ikke vil gøre det, så må man selv …

 

To top

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk