Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Det store spørgsmål!

Er det den jødiske lobby i USA eller de kristne zionister, der påvirker amerikansk udenrigspolitik?

Svend Lindhardt, forfatter til bogen Kristen zionisme – mellem religion og politik, kommenterer og anmelder her på siden udgivelsen:

 

John J. Mearsheimer & Stephen M. Walt: Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik. Gyldendal 2007 (oversat af Mikael Ørting Kristiansen).

 

Svend Lindhardts kommentar er inddelt i følgende emner:

Det har igennem lang tid været et meget omdiskuteret spørgsmål, hvorfor USA så ensidigt og betingelsesløst støtter Israel i Mellemøsten. Der er ganske vist blevet fremført argumenter herfor som f.eks:

 

  1. at Israel er et demokrati, og det er resten af regionens stater ikke.
  2. at Israel er den eneste stat i regionen, man kan indgå forpligtende aftaler med.
  3. at Israel er USA’s allierede i kampen mod international terror.
  4. at verden efter holocaust skylder det jødiske folk kompensation for al den lidelse, som nazismen påførte dem.

 

 

Men foretager man en analyse af disse og lignende argumenter, så holder de ikke vand.

 

Ad. 1)

Om en stat er et »fellow democracy« eller ej, er i realiteten ikke en afgørende forudsætning for, om USA har nære relationer til landet. USA har f.eks. et nært forhold til stater som Egypten, Saudi-Arabien og Pakistan, der alle er kvælende diktaturer, på samme måde som USA. før shahens fald i 1979. havde et venskabeligt forhold til Iran, skønt landet de facto var et diktatur. Endelig kan man i denne sammenhæng også fremføre, at det israelske demokrati, hvor der åbenlyst diskrimineres mod palæstinenserne, ikke er et demokrati i den amerikanske forstand, hvor kravet om lighed er helt anderledes højt profileret.

 

Ad. 2)

Det andet argument, at det kun er med Israel, at man kan indgå forpligtende aftaler, holder heller ikke for en nærmere analyse. Faktisk er den jødiske stat en illoyal og i mange sammenhænge vanskelig allieret for USA. Israel er økonomisk og militært dybt afhængig af USA, men Israel fører på trods heraf en meget selvstændig inden- og udenrigspolitik. Israel gør simpelthen det, der er i Israels interesse, også selvom det derved bringer USA i vanskeligheder. Et godt eksempel herpå er den israelske bosættelsespolitik, som Israel uanfægtet går videre med på trods af amerikanske protester og trusler.

Israel er desuden USA en vanskelig og sjældent uanvendelig allieret i den forstand, at Israel ikke kan indgå i de alliancer, som USA måtte forsøge at indgå i Mellemøsten. Da USA f.eks. i 1991 prøvede at samle en koalition mod Irak, var det en klar forudsætning for de arabiske staters deltagelse, at Israel ikke på nogen måde deltog. Og da Saddam Hussein under konflikten sendte raketter ind i Israel, spillede han det islamiske kort, dvs. han skildrede koalitionens angreb på det islamiske Irak som endnu et udtryk for de jødiske zionisters og de kristne korsfareres traditionelle planer om at ødelægge islam. Tolkningen var meget ubehagelig for de arabiske allierede i koalitionen, og USA måtte midt i krigen betale Israel for ikke at gøre gengæld mod Irak ved at levere avanceret antiraketudstyr til landet.

 

Ad. 3)

Det tredje argument, at USA og Israel er fælles i kampen mod international terror, er i realiteten også vanskeligt at argumentere overbevisende for. Det er rigtigt, at Israel er truet af en ny fjende i form de radikale religiøse militsgrupper Hamas og Hizbollah, der begge har udviklet islamismen til ideologider tiltrækker de socialt udstødte unge i de besatte områder og i flygtningelejrene. Ideologien er bygget op om islam som et eksistentielt valg, som den enkelte må foretage. Når man så har valgt islam, må man forlade det jahiliya, det gudløse samfund, som man er omgivet af. Man må som profeten Muhammad foretage hidjra, og man må som han udføre jihad i kampen for dannelsen af en ny global umma, hvor islam og islams sharia skal være styrende for alle menneskelige forhold.

Disse nye jihad-krigere udgør et problem for Israel, fordi de i deres had til Israel kæmper på en måde, der er så helt forskellig fra PLO’s. PLO var en sekulær organisation med en hierarkisk ledelse og båret af nøgterne kalkuler med henblik på sejr eller nederlag. Hamas og Hizbollah består af løst sammenhængende individuelle grupperinger, der er forenet i et så voldsomt had mod Israel, at de med stor fornøjelse ofrer deres eget liv, hvis de blot kan få nogle jøder med. Det dybe had, der er næret af de unges udsigtsløse tilværelse i de besatte områder og flygtningelejrene, er af en sådan karakter, at Hamas og Hizbollah kan rekruttere alle de selvmordsbombere og jihad-krigere, der er behov for og lidt til.

Hamas og Hizbollah opretholder en fjendtlig retorik overfor USA, men ingen af de to organisationer har nogensinde forsøgt sig med terror i USA. I realiteten kæmper USA og Israel da også mod to forskellige grupper af islamistiske terrorister. Hamas og Hizbollah har som deres mål at drive Israel ud af Mellemøsten. De har ingen forbindelse til eller sympati med Al-Qaida, hvis primære mål er at drive USA ud af Saudi-Arabien, så de islamiske helligsteder ikke bliver krænket af den amerikanske tilstedeværelse.

Den fælles kamp mod terror er således ikke noget tvingende argument for USA’s ensidige støtte til Israel, for de kæmper hver sin kamp, og man kan oven i købet godt argumentere for, at USA kunne opnå langt bredere arabisk opbakning i kampen mod Al-Qaida grupperne, hvis USA ikke så ensidigt havde valgt side til fordel for Israel i Mellemøsten.

 

Ad. 4)

Endelig er det blevet fremført, at USA’s udenrigspolitik er bestemt af det moralske forhold, at  verden skylder det jødiske folk en stat. Det argument holder heller ikke mere vand, for staten Israel er jo blevet oprettet i 1948, og Israel er i dag regionens absolutte supermagt. Israel har sluttet fred med Egypten og Libanon, Israel er regionens eneste atommagt, og IDF, de israelske væbnede styrker, er alle andre stater i regionen langt overlegne.

I Israel fastholder man ganske vist, at den jødiske stats eksistens fortsat er truet. Synspunktet forekommer meget rimeligt, når man hører den retorik, som f.eks. Irans præsident Ahmadinejad anvender om Israel, og når man ser, hvordan Iran, som er regionens nye dominerende islamiske stat, åbenlyst prøver at udvikle kernekraft. Reelt er Teheran imidlertid inden for de næste mange år ikke på nogen måde en seriøs trussel mod den jødiske stats eksistens.

Faktisk kan man godt argumentere for, at Ahamadinejads, Hizbollahs og Hamas’ overdrevne fjendtlige retorik overfor Israel kan være en fordel for Jerusalem. Den gør det nemlig så meget lettere for Israel at kvalificere, hvorfor USA fortsat massivt skal bidrage økonomisk og militært til den jødiske stats opretholdelse.

 

To top

 

Men hvis man ikke kan finde objektive grunde til, at USA så ensidigt og betingelsesløst støtter Israel, selvom det faktisk strider mod USA’s objektive strategiske interesser i regionen, så er USA’s udenrigspolitik i Mellemøsten jo et paradoks. Andre bruger mindre fine ord og kalder den slet og ret tåbelig. Nedenfor skal bringes to forskellige forklaringsmodeller, der begge forsøger at forklare det tilsyneladende uforklarlige.

 

Første forklaringsmodel: Det er den israelske lobby

De amerikanske professorer John J. Mearsheimer (University of Chicago) og Stephen M. Walt (Harvard University) tager i bogen Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik op til diskussion, hvad der kan være forklaringen på, at USA i Mellemøsten fører en udenrigspolitik, der udelukkende er baseret på Israel, hvilket efter forfatternes mening er en tåbelighed, for USA kommer derved til at føre en udenrigspolitik, der ikke harmonerer med USA’s overordnede strategiske interesser i regionen, dvs. ønsket om at ingen stat i regionen får hegemoni, så denne stat kan øve en afgørende indflydelse på leverancerne af olie til USA og Vesteuropa.

De to forfattere forklarer denne ’tåbelige’ amerikanske udenrigspolitik med, at det er den israelske lobby i USA i skikkelse af organisationen AIPAC (American Israel Public Affairs Committe), der med sine store midler og stærke forhandlingskraft har forført USA til i Mellemøsten at føre en udenrigspolitik, der kolliderer med USA’s objektive strategiske interesser i regionen. Ifølge forfatterne har dette ført til en fejlslagen politik, der hverken har gavnet USA eller Israel, for begge parter må nu indse, at den førte politik har resulteret i, at Iran er ved at opnå hegemoni i regionen, hvilket kan føre til, at Iran får en afgørende indflydelse på olien fra Mellemøsten.

Denne opfattelse, at AIPAC har forført USA til at føre en udenrigspolitik, der kolliderer med USA’s objektive interesser i Mellemøsten, forekommer problematisk.

Mearsheimer og Walt (M&W) kvalificerer påstanden med henvisning til, at den jødiske befolkning i USA, der udgør 3 %, i kraft af finansiel styrke og en helt ekstraordinær politisk indflydelse har været i stand til at forføre administrationen og Kongressen, så USA de sidste 40 år i Mellemøsten har ført en udenrigspolitik imod USA’s egeninteresse.

For mange vil det være vanskeligt at fæste lid til en argumentation af denne karakter. De jødiske grupper i USA kommer til at fremstå som upatriotiske og illoyale forførere af den amerikanske befolkning, der er blevet forført af disse smarte jødiske grupperinger. Selv om M&W lægger afstand til Zions Vises Protokoller, så ligger deres argumentation om de snu og manipulerende jøder, der i hemmelighed trækker i trådene, faktisk i forlængelse af protokollernes.

 

Anden forklaringsmodel: Det er den kristne zionisme

Der findes imidlertid også en anden forklaringsmodel, nemlig at USA støtter Israel ensidigt og betingelsesløst, fordi et flertal af den amerikanske befolkning er kristne zionister, der er overbeviste om, at Jesu genkomst i Jerusalem først vil finde sted, når det jødiske folk har forladt diasporaen og bosat sig i Israel i overensstemmelse med Guds løfter og vilje. Hvis denne opfattelse er rigtig, så er der ikke noget paradoks i den amerikanske udenrigspolitik, for så fører de amerikanske politikere blot en udenrigspolitik, der harmonerer med vælgernes ønsker – gør de ikke det, så bliver de hverken valgt eller genvalgt.

Denne anden forklaringsmodel har imidlertid det imod sig, at det er vanskeligt for sekulært sindede samfundsforskere at affinde sig med, at religiøse forestillinger skulle være styrende for USA’s udenrigspolitik. Strategiske interesser, magtpolitik og økonomi ja, men religion nej. Jeg har i bogen Kristen zionisme – mellem religion og politik prøvet at gøre rede for, hvorfor den religiøse forklaring trods alt har krav på interesse.

M&W afviser helt per automatik denne tolkning. Denne religiøst bestemte argumentation er for dem så langt ude, at de end ikke har gjort sig den umage at sætte sig grundigt ind i den kristne zionismes teologi. Og det skal også med det samme medgives dem, at den kristne zionisme for udenforstående kan forekomme at være noget fortænkt vrøvl, men om den nu er det eller ej, så er det altså i denne tolkning af virkeligheden, at mange amerikanere henter deres overordnede forståelse. Og det er ikke kun den uuddannede og ressourceløse Mr. Jones fra The Deep South. Også Ronald Reagan og George W. Bush samt mange amerikanere inden for neokonservatismen hylder den kristne zionisme. Nedenfor bringes eksempler på, hvorledes M&W afviser forestillingen om, at de kristne zionister har en afgørende indflydelse.

 

M&W er så udmærket klare over, at der i den amerikanske befolkning er en iboende tendens for at alliere sig med Israel. På side 142-143 skriver de, efter at de har vurderet seks moralske argumenter, der kunne tale for det amerikanske folks støtte til Israel, således:

 

»De seks moralske argumenter, som vi netop har undersøgt, underbygger den bredere påstand om, at den virkelige grund for den amerikanske støtte til Israel er det amerikanske folks varige identifikation med den jødiske stat. Journalist Jeff Jacoby fraBoston Globe skriver, at: »solidaritet med Israel er et blivende træk ved den amerikanske offentlige opinion. Fordi det amerikanske folk er pro-israelsk, er den amerikanske regering pro-israelsk. Og fordi amerikanerne støtter Israel så stærkt i konflikten med araberne, er den amerikanske politik i Mellemøsten forpligtet på Israels forsvar«. Som talsmand for AIPAC Josh Block sagde om aftenen på organisationens konference i 2007: »Der er et emne – støtte til det amerikanske forhold til Israel – der bringer alle sammen«. […]

Denne påstand, hvor udbredt den end er, holder imidlertid ikke til en nærmere undersøgelse. Der er et vist kulturelt slægtskab mellem USA og Israel, der delvis er baseret på den fælles jødisk-kristne tradition. […] Men jødedommens og kristendommens fælles rødder har næppe været en pålidelig kilde til venskab mellem jøder og kristne i fortiden. De kristne har ikke alene ført brutale krige mod hinanden, men de har også været de primære gerningsmænd bag voldelig antisemitisme i tidligere århundreder. Og nogle fundamentalister – herunder kristne zionister – betragter stadig omvendelsen [dette er objektivt forkert i forhold til den kristne zionismes dispensationelle teologi] af jøderne som et vigtigt evangelisk mål«.

 

To top

 

M&W holder den israelske lobby ansvarlig for den amerikanske støtte til Israels 2. libanesiske krig i 2006. I den forbindelse skriver de på side 383-384:

 

»Israelere og mange af deres amerikanske tilhængere ønsker ikke at indrømme, at lobbyen påvirkede den amerikanske politik kraftigt både før og under den anden libanesiske krig, og de kommer med adskillige alternative forklaringer, der kan imødegå beskyldningen. Som i andre sammenhænge hævder nogle forsvarere, at den amerikanske regerings ubøjelige støtte til Israels angreb afspejler den amerikanske offentligheds stærke forpligtelse overfor den jødiske stat. Det amerikanske folk ønskede ifølge denne opfattelse, at de amerikanske ledere støttede Israel fuldt ud, og præsident Bush og Kongressen bøjede sig således simpelthen for folkets ønske«.

 

Denne alternative forklaring virker ifølge forfatterne måske umiddelbart plausibel, men den er ikke i overensstemmelse med de foreliggende beviser.

På side 388 giver M&W imidlertid ufrivilligt støtte til det ovenfor afviste synspunkt, idet de anfører, at det er i USA’s folkevalgte forsamling, Kongressen, at man finder den mest ubetingede støtte til Israel. De formulerer det således:

 

»Som vi har set i andre sammenhænge, får Israel som regel den største støtte fra den amerikanske Kongres, og Kongressens opførsel under konflikten i Libanon bekræftigede utvetydigt denne tendens«.

 

To top

 

Det er ikke fordi, M&W anfægter, at mange amerikanere forstår sig selv og virkeligheden ud fra den kristne zionismes dispensationelle teologi. Side 178-179 skriver de således:

 

»Tilstedeværelsen af en højrøstet, men ikke-jødisk stemme, der støtter Israel, gør også den amerikanske støtte til Israel til mere end blot en reaktion på de amerikanske jøders ensidige argumentation, og den har sandsynligvis en vis effekt på de politiske overvejelser hos de politikere, der ikke har store jødiske vælgergrupper. Irvine Anderson antyder, at dispensationalistisk tænkning styrker »en amerikansk kulturel tilbøjelighed til at støtte staten Israel, hvilket delvis skyldes påvirkningen fra den kristne bibel«. Når man »er vokset op med bibelhistorier … eller har læst om … jødernes hjemvenden til Palæstina som en optakt til Kristi genkomst, er det ikke overraskende, at mange, men bestemt ikke alle, amerikanere simpelthen går ud fra, at jøderne har ret til at vende tilbage til Palæstina og oprette deres egen stat der«.

Man skal imidlertid ikke overdrive indflydelsen fra de kristne zionister. […] Der er adskillige grunde til, at de kristne zionister har en mindre indvirkning på den amerikanske mellemøstpolitik, end de andre dele af den israelske lobby har. Selv om det kristne højre har været en central del af præsident Bushs politiske fundament (hvilket i nogen grad har gjort de kristne zionistiske elementer mere synlige), strækker alliancen sig længere end til spørgsmålet om Israel, idet den også omfatter en bred vifte af sociale spørgsmål. Støtte til Israel er kun et af de mange spørgsmål, som de evangelisk kristne som Robertson, Bauer og Falwell har været beskæftiget med, og det er muligvis ikke engang det vigtigste. Ledere fra det kristne højre hævder ofte at tale på vegne af 40 millioner eller flere erklæret evangelisk kristne, men antallet af tilhængere, der er dybt interesserede i Israel, er utvivlsomt mindre. De kristne zionister mangler desuden – i skarp modsætning til grupper som AIPAC – en organisatorisk evne til at analysere nationale sikkerhedsemner eller til at tilbyde specifik lovgivningsmæssig rådgivning i forbindelse med konkrete udenrigspolitiske spørgsmål«.

 

Som om M&W ikke er helt tilfredse med deres afvisning af den kristne zionismes betydning, føjer de på side 179 endvidere følgende til:

 

»Kristendommen indeholder desuden et indviklet sæt af moralske og religiøse læresætninger, og mange af dens vigtigste forskrifter hverken retfærdiggør eller opfordrer til ubetinget støtte til Israel. De kristne zionister tror muligvis, at de bibelske profetier retfærdiggør jødisk kontrol over hele Palæstina, men andre kristne principper – som fx Jesu bud om at »elske din næste som dig selv« står i skarp modsætning til Israels behandling af landets palæstinensiske borgere«.

 

Denne billige anvendelse af det kristne næstekærlighedsbud er ren manipulation. For de kristne er det uopfyldelige radikale krav om kærlighed til næsten forudsætningen for, at man som troende forlader sig på Kristus i stedet for sig selv. Næstekærlighedsbudet skal således drive den enkelte til Kristus, og det har aldrig været meningen, at det skulle danne grundlag for en næstekærlig udenrigspolitik.

På side 178 konkluderer M&W således om den kristne zionismes betydning for USA’s udenrigspolitik. Det er en særpræget konklusion. Fordi forfatterne kan opstille eksempler på, at de kristne zionister ikke altid har fået deres vilje, så følger det ifølge dem med logisk konsekvens heraf, at de ingen betydning har haft for, hvordan den amerikanske udenrigspolitik bliver ført.

Man skal imidlertid ikke overdrive indflydelsen fra de kristne zionister. Deres stærke engagement i et ’stor-Israel’ og den deraf følgende modstand mod en tostatsløsning forhindrede ikke Clinton-administrationen i at forfølge sidstnævnte i Camp David i 2000, stoppede ikke Wye-aftalen i 1998, der gav bemyndigelse til en israelsk omgruppering i dele af Vestbredden, og hvad der var måske endnu mere afslørende: Det afholdt ikke præsident Bush, der har nære bånd til det kristne højre, fra at erklære sin egen støtte til en palæstinensisk stat i 2001.

 

M&W nærer, som det vel er fremgået, ikke den store respekt for de kristne zionister, og de ser dem som fredsprocessens væsentligste anstødssten, men herved anerkender de samtidig implicit deres betydning. Side 439 skriver de således:

 

»At overbevise kristne zionistiske hardlinere om, at de skal afså fra deres engagement for et stor-Israel, er mindre sandsynligt, set i lyset af den centrale rolle, profetierne om de ’sidste tider’ spiller i den dispensationalistiske teologi, og set i lyset af deres tydelige villighed til at se Mellemøsten omspændt af en højst destruktiv ’apokalyptisk’ krig«.

 

To top

 

 

Afsluttende kommentarer

M&W er sekulært uddannede samfundsvidenskabsmænd, der per automatik må afvise, at USA’s udenrigspolitik kan være bestemt af et irrationelt forhold som en bestemt teologisk lære. Det er imidlertid en anklage mod disse bedrevidende og sekulært fikserede forskere, at de på intet tidspunkt mere seriøst undersøger, om USA’s ubetingede støtte til Israel kan være betinget af, at den kristne zionismes dispensationelle teologi har udviklet sig til en ideologi, der gennemsyrer det amerikanske vælgerkorps, så USA’s administration og Kongres følgelig må føre den udenrigspolitik i Mellemøsten, som de amerikanske vælgere kræver. Det er kun meget få amerikanske politikere – om nogen overhovedet – der kan få vælgermæssig opbakning til et program, der stiller Israel ringere. De dispensationelle kristne zionister kunne ikke drømme om at støtte politikere, hvis politik spænder ben for Kristi genkomst.

Derudover kan man metodisk indvende følgende mod fremstillingen:

 

  • Bogen citerer et utal af kilder, men den gør intet sted rede for, hvordan man metodisk kan retfærdiggøre en sådan sidestilling af de mange forskellige kilders oplysninger. M&W anvender i realiteten et eklektisk princip, hvor de udvælger og inddrager de synspunkter og holdninger, der passer til deres på forhånd fattede noget skingre projekt: at skildre Israel, lobbyen og den neokonservative som de skyldige i, at USA i Mellemøsten fører en politik, der kolliderer med USA’s strategiske interesser.

 

  • Derudover fortaber M&W sig med monoton regelmæssighed i kontrafaktiske spekulationer, som de tillægger stor vægt. Det er ren spekulation og efterrationalisering, men det giver forfatterne anledning til at markedsføre deres yndlingstese, at den amerikanske ubetingede støtte til Israel er et udtryk for strategisk tåbelighed.

 

  • Man skal helt frem til konklusionen på side 431 før M&W endelig nævner, at det ved en kommende fredsproces vil være nødvendigt, »at USA (og andre) også presser palæstinenserne«.

 

  • Bogen er båret af en solid antiisraelsk tendens. Side 419-420 kommer M&W’s syn på Israel klarere frem end noget andet sted: »Selv om vi mener, at USA bør støtte Israels eksistens, så er Israels sikkerhed i sidste instans ikke af afgørende strategisk vigtighed for USA. I tilfælde af at Israel skulle blive erobret – hvilket er ekstremt usandsynligt, når man tager landets militære magt og dets stærke atomafskrækkelse i betragtning – ville hverken USA’s territoriale integritet, dets militære magt, dets økonomiske velstand eller dets politiske kerneværdier være bragt i fare«.

 

To top

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk