Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Beretning fra Den lange March

Beretning fra Den lange March, fortalt af Yang Chenwu, som var regimentsfører i Den røde Hær og siden blev stabschef i Kinas flyvevåben. Den lange March var kommunisternes flugt fra endnu en af nationalisthærens udryddelseskampagner. Den tog næsten et år og kostede op imod 90.000 af deltagerne livet. Flugten er gået over i historien som et eksempel på Kinas kommunisters styrke og vedholdenhed.

 

Den 25. Maj, 1935, krydsede 1. regiment i den Røde Hærs 1. Division med held Dadu-floden ved Anshunchang. Strømmen var for stærk til, at der kunne bygges en bro, og det ville tage for mange dage at bringe vore tusinder af mænd over på den anden side, eftersom vi kun havde nogle få små både tilgængelige som færger.

Chiang Kai-shek har beordret Yang Sen og andre generaler fra Sichuan til at rykke deres soldater frem og forhindre krydsningen. (…) Flere tiår før var den berømte general fra Taiping-revolutionen, Shih Dakai, og hans hær blevet knust af Qing-soldater ved Anshunchang. Chiang Kai-shek håbede at kunne tilføje den Røde Hær samme skæbne. For ikke at blive indesluttet af fjenden var det nødvendigt at erobre broen ved Luding og sikre, at krydsningen af floden gik hurtigt. På dette afgørende tidspunkt blev opgaven overdraget til det 4. regiment, der dannede fortrop i den venstre rutehær. I koordinationen af vores bestræbelser på at erobre Luding-broen ville 1. division, vor rutehøjre hær, der havde allerede krydset broen rykke frem fra nord langs den østlige flodbred. (…)

Da vi havde besat adskillige bygninger og en katolsk kirke vest for broen, forberedte vore folk sig på det kommende slag. Da regimentskommandant Wang og jeg drog ud med bataljonen og kompagniofficererne for at undersøge lokaliteterne, blev vi overrumplet af de forestående vanskeligheder. Det rødlige vand, der brusede ned ad bjergkløfterne i flodens øvre strækninger, dundrede mod de grimme kampesten, der rejste sig fra flodsengen og kastede hvidt skum højt op i luften. Brølet fra den rivende strøm var øredøvende. I sådan en strøm kunne end ikke fisk holde sig i ro længe. Det var udelukket at vade over eller krydse floden i både.

Vi undersøgte broen. Den bestod af 13 jernkæder med led, der var så tykke som risskåle. To kæder på hver side tjente som rækværk, men de andre ni udgjorde en løbebro. Der var oprindeligt lagt planker på tværs af de ni kæder, men de var fjernet af fjenden og kun de sorte svingende kæder var tilbage. Ved brohovedet var der indgraveret to strofer af et digt i stenpladen: Himmelstræbende bjerge flankerer Luding-broen, deres tinder hæver sig tusinder af li op i skyerne.

Byen Luding lå delvist langs bredden og delvist op ad bjerget lige ved den østlige ende af broen og omgivet af en mur, der var mere end syv meter høj. Den vestlige port vendte ud mod broens ene ende. I Luding lå to fjendtlige regimenter i garnison, og der var bygget stærke befæstninger langs bjergskråningen. Maskingeværstillinger tæt ved broen udgjorde en stadig fare for os, og det regnede over os med mortérgranater.

De fjendtlige soldater følte sig overbeviste om, at deres stilling var uindtagelig, og råbte spottende: ”Lad os se jer flyve over! I får vores våben, hvis I kan gøre det!”

Vore soldater råbte tilbage: ”Vi vil ikke have jeres våben! Det er broen, vi vil have!”

Da vi kom tilbage rekognosceringen, satte vi en bataljon i stilling for at lukke af for den smalle sti og forhindre fjendtlige forstærkninger på den østlige flodbred i at rykke frem. Det var den eneste sti mellem bjerget og floden, hvor de kunne komme igennem. Så gik vi ud til vore kompagnier for at kalde dem sammen til kamp. Begejstringen var stor, og hvert kompagni forelagde en liste med frivillige til en angrebskommando, og alle ønskede de for folkene fra deres særlige enhed, at de fik til opgave at erobre broen.

Alle regimentets officerer mødtes i kirken kl. 12 for at sammensætte angrebskommandoen. Drøftelserne var kun lige begyndt, da fjendtlige mortérgranater sprængte hul taget på bygningen, hvor vi var forsamlet. Granatsplinter og murbrokker regnede ned over os, men ingen af os flyttede os.

”Fjenden tvinger os frem,” sagde jeg. ”Vi må straks rykke over broen. Lad os beslutte, hvilket kompagni, der skal stå for angrebet.”

Liao Ta-chu, øverstbefalende for 2. Kompagni, sprang op. Han var en fåmælt mand, så det var en overvindelse for ham at tale. Hans mørke solbrændte ansigt rødmede ved anstrengelsen, og hans lave, seje krop skælvede af ophidselse, da han sagde:

”1. Kompagni blev fremhævet som et mønsterkompagni, da det tiltvang sig adgang over Wuchiang-floden. Vi vil gerne overgå dem og udmærke os i slaget om Luding-broen.”

”Du skal give angrebsmissionen til 3. kompagni,” afbrød Wang Yu-tsai, den opfarende øverstbefalende for dette kompagni, og spruttede som et maskingevær. ”3. kompagni har klaret sig godt i alle slag. Vi garanterer for, at vi tager Luding-broen.” Stående så massivt som et jerntårn tilføjede han vemodigt, ”Hvis du ikke giver angrebsmissionen til 3. kompagni, tør jeg ikke stå ansigt til ansigt med mine folk.”

En ophedet diskussion fulgte, hvor ingen af kompagnierne ville give sig for de andre. Det var op til lederne at afgøre det. Kommandant Wang og jeg drøftede det. Så rejste han sig op og sagde, at 2. kompagni fik opgaven. Jeg rejste mig derpå og sagde:

”Hvis det er kamp, I vil have, så er der rigeligt til alle. I får alle jeres chance. Ved Wuchiang-floden var det 1. kompagni, der første an; denne gang lader vi 2. kompagni begynde. Angrebskommandoen vil bestå af 22 mænd, kommunister og aktivister, der ikke er partimedlemmer, og de vil blev anført af øverstbefalende Liao. Det synes jeg, er en god ordning. Hvad mener resten af jer?”

Reaktionen var et udbrud af klapsalver fra alle tilstedeværende. Øverstbefalende Liao hoppede af glæde. Kun øverstbefalende for 3. kompagni var ikke tilfreds. ”3. kompagnis opgave er heller ikke let,” forsikrede jeg ham. ”I skal krydse floden lige efter 1. kompagni og lægge planker tværs over kæderne, så resten af folkene kan storme løs på byen. Er det i orden?” Den øverstbefalende smilede.

Folk kæmper bedre på fuld mave, så jeg bad kompagniernes øverstbefalende om at give alle mand et solidt måltid. Efter mødet gik partisekretæren hen til 2. kompagni for at hjælpe dem med forberedelserne til angrebet.

Angrebet blev indledt kl. 16 om eftermiddagen. Regimentskommandanten og jeg anførte det fra den vestlige ende af broen. Regimentets hornblæsere samledes for at blæse til angreb, og vi indledte beskydningen med alle de våben, vi havde. Hornenes gjalden, skydningen og folkenes råb gav genlyd gennem dalen. De 22 helte, anført af øverstbefalende Liao krøb over de svajende brokæder på trods af fjendens hektiske beskydning. Alle bar de en maskinpistol eller en pistol, en huggert og 12 håndgranater. Bag dem kom folkene fra 3. kompagni, der hver bar en planke ud over fuld udrustning. De kæmpede og lagde planker samtidig.

Lige som angrebskommandoen nåede brohovedet på den modsatte side, sprang enorme flammer op i luften uden for byens vestlige port. Fjenden forsøgte at lægge en ildbarriere hen over vores rute. Flammehavet gjorde himlen rød og slog voldsomt op for enden af broen.

Resultatet af angrebet hang i en tynd tråd. Vor angrebskommando tøvede i nogle sekunder og mændene, der stod ved siden af regimentskommandanten og mig råbte med én stemme. ”Det er et kritisk øjeblik, kammerater! Angrib! Fjenden er knust!” Råbene gav heltene mod, tillid og styrke. Med hornenes fanfare kastede heltene sig ind i flammerne. Der gik ild i øverstbefalende Liaos kasket. Han smed den væk og kæmpede videre. De andre stormede også gennem flammerne tæt bag Liao. I gadekampene, der fulgte, tog fjenden hele deres vægt i brug i en fast beslutning på at udslette angrebskommandoen. Vore tapre folk kæmpede, indtil de havde brugt alle deres kugler og granater. Der opstod en kritisk pause, da 3. kompagni kom stormende for at komme dem til undsætning. Regimentskommandant Wang og jeg hastede over broen med vore forstærkninger og trængte ind i byen. På to timer havde vi udslettet den største del af de to af fjendens regimenter, mens resten flygtede i panik. Ved skumringstid havde vi totalt besat byen Luding og havde kontrollen over broen.

 

Tekst 20 | Oversigten over kildetekster | Tekst 22

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk