Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Den sidste kejser

Beskrivelse af Kinas sidste kejsers liv i kejserpaladset efter abdikationen fra hans selvbiografi. Hans tilværelse havde intet til fælles med det liv, hans jævnaldrende førte uden for murene. Bogen er skrevet langt senere, da Puyi var en gammel mand og levede i det kommunistiske Kina.

 

Artikel III i den „Velvillige Overenskomst” bestemte, at jeg „indtil videre … kunne residere i paladset”, og bortset fra de tre store sale i Chung-Nan-Hai palæet, der blev afstået til Republikken, blev Den forbudte By da også udelt ved med at bestå som kejserens residens. I denne lilleverden tilbragte jeg den mest absurde barndom, der overhovedet kan tænkes. Jeg siger „absurd”, fordi jeg i en tid, da Kina var blevet republik og menneskeheden var trådt ind i det 20. århundrede, forsat levede i stilen som en enevældig kejser, for hvem alene hans forfædres støvede traditioner var normgivende. Hver gang jeg tænker tilbage på min barndom, lægger der sig et slør af gult over min erindring: de glaserede tagsten var gule, bærestolene var gule, puderne var gule, foret i mine klæder og hatte og bælterne, jeg havde om livet, var gule; de skåle og tallerkener, som jeg spiste og drak af, var gule; bindende om mine bøger gardinerne i mine værelser, min hests tøjler – der var intet omkring mig, som ikke var gult. Denne farve, det såkaldte „Strålende Gult”, var udelukkende forbeholdt den kejserlige familie og gav mig fra de tidligste år følelsen af eller bevidstheden om, at jeg var noget enestående og besad en  „himmelsk” natur, der adskilte mig fra alle andre mennesker. Da jeg var ti år, besluttede kejsergemalinderne, at min kødelige moder og min bedstemoder fra nu af med regelmæssige mellemrum skulle besøge mig og til selskab også skulle medtage min broder Pu Chieh og den ældste af mine søstre til paladset. Hver morgen, når jeg blev båret til undervisning eller gjorde kejsergemalinderne min opvartning, fulgte en lang hale af mennesker mig i hælene. Forlod jeg Den forbudte By for at foretage en udflugt til Sommerpaladset, blev jeg uvægerlig fulgt af en lang kolonne af køretøjer; desuden var der i hvert enkelt tilfælde i god tid blevet rettet henvendelse til Republikkens politimyndigheder om at opstille poster til min beskyttelse langs hele ruten. En enkelt sådan udflugt må have kostet adskillige tusinde sølvdollars.  Når jeg begav mig til de kejserlige haver for at lege, dannede der sig først en kæmpemæssig procession: i spidsen skred en eunuk fra den interne paladsforvaltning; han varetog en funktion som en slags bilhorn og hvislede ustandselig „Tsch! … tsch! …” for at advare samtlige personer i nærheden; tyve-tredive skridt efter kom to general-eunukker, der vraltede af sted i hver sin side af vejen: efter yderligere ti skridt kom processionens hovedperson – jeg selv eller enkekejserinden, der ledsagede mig. Hvis jeg blev båret i bærestol, marcherede to ung-eunukker til venstre og højre for at efterkomme ethvert af mine ønsker. Gik jeg til fods, holdt de mig under armene for at støtte mig. Bag mig fulgte en eunuk, der bar en stor silkebaldakin, og efter ham igen kom en stor skare af de andre eunukker, af hvilke en del slet intet havde at bære på, medens andre medførte alle mulige parasoller: en stol til hvile, klæder til at skifte med, paraplyer og parasoller. Efter disse kammer-eunukker fra den kejserlige hofholdning kom enukkerne fra Det kejserlige Tebureau, der medbragte i tusindvis af slags bagværk, små forfriskninger og delikatesser og talløse tesorter i æske og beholdere, foruden store kander med varmt vand og det nødvendige service. Efter dem fulgte eunukkerne fra der kejserlige apotek med bærestænger, fra hvilke der dinglede alle mulige midler til brug i hjemmet og ved nødstilfælde. Stammen i denne udrustning bestod af drikke, brygget på dunhammere, krysantemer, sivrødder, bambusblade og –skud, og om sommeren medførtes yderligere pressede begonier til regulering af åndedrættet, piller til stabilisering af fordøjelsen, forgyldte zinnoberpiller mod varm, duftkugler, salver til alle mulige formål, lægemidler mod kolik og pulver mod smitsomme sygdomme; på ingen årstid måtte „De tre udødelige geniers eliksir” til let fordøjelse savnes. Processionen sluttedes af eunukker, der slæbte på møbler til de naturlige fornødenheder. Gik jeg til fods, så man her endelig bærestolene, der alt efter årstiden var åbne eller lukkede. Jeg var vant til at have en sværm af mennesker om mig, og jeg blev altid ubehageligt til mode, når jeg hørte om den sidste Ming-kejser, hvis følge hen imod hans livs slutning kun bestod af en eneste eunuk. Til paladsets friktionsløse drift stod en mangfoldighed af forvaltningsorganer og –personale til rådighed. Under hofledelsen, der var ansvarlig for administrationen, sorterede syv afdelinger og otteogfyrre kontorer. Disse syv afdelinger – for lagerbeholdninger, sikkerhed, protokol, regnskabsføring, præmiering af gode høstudbytter, straffuldbyrdelse og bygningsvæsen – rådede over de fornødne magasiner, værksteder osv. Afdelingen for lagerbeholdninger havde eksempelvis magasiner for sølv, pelsværk, porcelæn, silke, klæde og te under sig. Efter en funktionærkalender fra 1909 omfattede personalet i den kejserlige hofledelse 1023 personer (foruden livvagten, eunukkerne og de laveste tjenere, de såkaldte „sulaer”) ; efter Republikkens oprettelse (1911) mindskedes dette tal til noget over 600. Man kan nok forestille sig en så stor organisation, der beskæftigede så mange mennesker, men ikke trivialiteten i mange af dens funktioner. Et eksempel vil være tilstrækkeligt: et af de otteogfyrre bureauer, det såkaldte „ønskebureau” (Juyi Kuan) havde kun til formål at fremstille malerier og kalligrafier til enkekejserinden og de fire gemalinder. Når enkekejserinden fik lyst til at male noget, udfærdigede „ønskebureauet” tegninger af det pågældende motiv så at der ikke var andet tilbage at gøre end at kolorere billedet og forsyne der med en titel. Noget tilsvarende gjaldt de store skrifte til vægtavler. Næsten alle kalligragiske kostbarheder fra den sene Ching-tid, der angives at stamme fra kejserlig hånd, er blevet til på denne måde! Med den republikanske regerings stiltiende overbærenhed fortsatte vi vort liv i paladset som hidtil og bortødede folkets sved og blod for at opretholde vor parasitiske eksistens. Foruden det kostbare daglige hofceremoniel virkede også bygningerne omkring mig og paladsets udstyr direkte ind på min opdragelse. Ikke blot de gyldent glaserede sten på tagene, men også selve bygningernes højde var kejserens eksklusive privilegium og garanterede mig fra min tidligste barndom, at „alt land på Jorden er kejseren undergivet”, og at selv himlen derover ikke kendte nogen anden herre.

 

Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk