Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Milosevic’ forsvarstale

I sin lange indledende forsvarstale 27. september 2002 kom den tidligere serbiske præsident Milosevic ind på anklagerne mod ham for folkedrab og medvirken til folkedrab i Srebrenica i juli 1992. Ifølge hans egen forklaring var der tale om en sammensværgelse, som skulle bruges til at sætte de bosniske serbere i et dårligt lys. Selv havde han intet at gøre med forbrydelserne i Srebrenica.

Senere vidner har dog afsløret, at han var bekendt med planerne om et indtage Srebrenica og muligvis kunne have forhindret det. Derimod lykkedes det ikke domstolens anklagere at bevise, at Milosevic havde et direkte medansvar for begivenhederne.

 

Uddrag af Den internationale Krigsforbryderdomstols retsprotokol på engelsk

http://www.un.org/icty/transe54/020927ED.htm.

Egen oversættelse.

 

Jeg vil gerne bruge resten af min tid til at sige nogle få ord om Srebrenica. Jeg har tidligere sagt i min første tale her for seks måneder siden, at jeg første gang hørte om Srebrenica fra Carl Bildt [ EU’s særlige udsending i Bosnien i 1995red ]. Og at Radovan Karadzic svor over for mig, at han intet vidste om sagen. Dette støttes af yderligere informationer som fx den hollandske regeringsrapport i april 2001, hvori det står: »Der er ingen tegn på, at aktionen blev udført i samarbejde med Beograd, hverken hvad angår politisk eller militær koordinering«.

Så, mine herrer, sagen kunne nu afsluttes for mit vedkommende, men jeg ønsker ikke at sætte punktum her, fordi jeg ønsker at få hele sandheden om denne sindssyge forbrydelse for dagens lys, så det kan blive forklaret for hele verdensoffentligheden.

De informationer, jeg har samlet sammen – og der vil komme flere – fortæller om, hvordan [den bosniske præsident] Izetbegovic brugte Srebrenica til alle former for manipulation og politiske studiehandler. […] Den 1. juli 1995 var to medlemmer af den muslimske regering i Sarajevo tilstede i et hus, tilhørende den tidligere muslimske borgmester i Zvornik, sammen med repræsentanter for en militær lejesoldat-enhed i Republika Srpskas hær. De var dog ikke under Republika Srpska-hærens kommando, men hemmeligt ansat af det franske efterretningsvæsen. De blev enige om få denne forbrydelse udført ved at opgive Srebrenica og dermed give plads for den efterfølgende nedslagtning.

Alle informationer viser, at general Mladic ikke vidste noget om dette. Heller ikke general Krstic, som blev dømt af denne domstol. Jeg er personligt overbevidst om, at Mladic’ og Krstic’ militære ære ikke ville tillade dem at lade civile henrette. Begge generaler, Mladic og Krstic, havde under hele krigen gjort det yderste for at beskytte krigsfanger og civile.

[…]

De informationer, jeg har til rådighed, viser at følgende blev aftalt: Den bagvedliggende franske ide var, at krigen i Bosnien skulle afsluttes gennem effektive NATO-aktioner og militært engagement. Der skulle iscenesættes et serbisk folkedrab som påskud til en militær intervention til skade for den serbiske forhandlingsdelegation. Ratko Mladic’ tilstedeværelse i Srebrenica skulle bruges som bevis på den militære ledelses ansvar, så Mladic selv kunne blive sigtet for krigsforbrydelser. Domstolen i Haag fik det til at se ud, som om der blev begået et folkedrab. Det kunne derefter bruges til at bandlyse hele den bosnisk-serbiske ledelse og få det internationale samfund til at reagere.

[…]

Denne aftale blev overværet af to repræsentanter for den muslimske regering. Desuden var den franske general Janvier der med sikkerhed og måske også general Morillon, men det kan ikke bekræftes af pålidelige kilder. Aftalen gik ud på, at Srebrenica skulle overgives til serberne uden kamp. Som belønning for aktionen fik lejesoldaterne 2 mio tyske D-mark.

Mladic deltog ikke i mødet. Han spiste senere frokost med generalerne i Likovac, men ifølge efterretningskilder vidste han ikke, hvad aftalen drejede sig om.

[…]

Lad mig konkludere. Det er sådan, det ser ud. Jeg har kun berørt nogle ting, og jeg vil gerne understrege, at vi accepterede fem fredsplaner om Bosnien.[…] Så hvad angår Serbien og mig personligt, så skylder alle os anerkendelse for vores konstante kamp for fred i stedet for at give os skylden for krigen.

Vi har modtaget stor anerkendelse – også mig personligt – så jeg vil nu citere to personer, som tilbragte megen tid i Jugoslavien: Yasuki Akashi, som var FN’s vicegeneralsekretær og særlige udsending til Jugoslavien, som på en pressekonference ved sin afrejse (som jeg ikke deltog i, så han behøvede ikke at henvende sig specielt til mig) udtrykte sin store anerkendelse af den rolle, som jeg personligt havde spillet i hele fredsprocessen i den tid, han havde været i Jugoslavien. Hans udtalelser kom før Dayton, og ingen kan betvivle, at jeg er den person, der var mest ansvarlig for Dayton-aftalen. […]

Og Thorvald Stoltenberg, som også arbejdede som formand for fredskonferencen og i Jugoslavien for en lang periode […], sagde 12. december 1995, at »præsident Milosevic spillede en nøglerolle i fredsprocessen i det tidligere Jugoslavien«.

Derfor, mine herrer, kan jeg med alle kendsgerninger på min side hævde foran det internationale samfund, at Serbiens politik over for Bosnien-Herzegovina var rettet mod fred. Og at alle de serbiske initiativer også var målrettet mod fred. Serbiens politik gik også ud på at støtte de bosniske serbere i de vanskeligheder, som andre havde påtvunget dem. Men Serbiens politik gik først og fremmest ud på at standse blodsudgydelserne og skabe fred ud fra et argument om, at serberne skulle leve fredeligt sammen med de andre.

Dette er sandheden …

 

Tekst 24 | Oversigten over kildetekster | Tekst 26

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk