Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Irland – fra påskeoprør til påskeaftale, 1. udgave
//
Tekst 17 (1. udg.)/Tekst 59 (2. udg.)

Tekst 17 (1. udg.)/Tekst 59 (2. udg.): Den totalitære stat

Teksten er et uddrag af bogen The Orange Terror af den anonyme forfatter 'Ultach'. Forfatteren er sandsynligvis en katolsk nationalist. Bogen blev forbudt af Stormont-regeringen ved dens udgivelse. Den er et skarpt angreb på den unionistiske ledelse af Nordirland og den diskrimination, der har fundet sted siden delingen i 1921, bl.a. med eksempler på konsekvenserne af Gerrymandering.

Kilde: 'Ultach': The Orange Terror. 1943, s. 10-13. Uddraget er oversat til dansk af forlaget.

 

Selv om delingen af vort land på en eller anden måde skulle blive accepteret af hele det irske folk, måtte forfølgelsen, der er enestående i en verden, hvor lidelse er minoriteters kendetegn, af den katolske tredjedel af Nordirlands befolkning, stadig tages i betragtning. Området omfatter seks af de ni grevskaber i provinsen Ulster. (Brugen af navnet Ulster for Nordirland er derfor ukorrekt.) Disse seks grevskaber er Derry, Antrim, Down, Armagh, Tyrone og Fermanagh. Flertallet af befolkningen i Tyrone, Fermanagh, South Armagh, South Down og Derry City er inkluderet i området mod deres vilje. Årsagen til, at de blev indbefattet, var, at give myndighederne i Nordirland så stort et område som muligt at regere uden at bringe deres overherredømme i fare, og de tre andre grevskaber blev naturligvis udelukket for at undgå sidstnævnte eventualitet. Nordirlands befolkning er på 1.279.753 mennesker. Af denne sum udgør katolikker stort set en tredjedel.

Nordirlands ”forfatning” er den The (British) Government of Ireland Act, 1920 (den britiske Irlandslov). Religiøse minoriteters rettigheder er ”garanteret” i denne lov”. Jeg citerer de relevante paragraffer:

(1) I udøvelsen af deres beføjelser til at vedtage love i henhold til denne lov må hverken parlamentet for Sydirland eller parlamentet for Nordirland vedtage love, der direkte eller indirekte ophøjer eller fremhæver nogen religion eller forbyder eller begrænser den frie praktisering af en sådan eller giver fortrin, privilegier eller fordele på grundlag af religiøs overbevisning eller religiøs eller kirkelig status.”

 

Det følgende afsnit er om den udøvende myndighed:

I udøvelsen af beføjelser overdraget til vicekongen i udførelsen af dette afsnit, må der ikke gives fortrin, privilegier eller fordele eller tildeles inhabilitet eller ulemper til noget menneske på grundlag af religiøs overbevisning, bortset fra tilfælde, hvor beføjelserne i sig selv drejer sig om at tildelingen af sådanne fortrin, privilegier eller fordele eller inhabilitet eller ulemper.

Som for at understrege disse synspunkter, sagde Kong George V. af England, der kom til Belfast til åbningen af det nordiske parlament, sagde i sin tale ved den lejlighed:

”Jeg er overbevist om, at de vigtige sager, som overdrages til det nordirske parlaments magt og styring, vil blive forvaltet med visdom og med mådehold, med rimelighed og med passende hensyn til alle trosretninger og interesser.”

I dette regi begyndte det styre, hvis behandling af katolikker vi tager under overvejelse. Den første faktor i vore overvejelser, og en, der skal forstås til fulde, før standpunktet kan vurderes, er dette styres beskaffenhed. Det blev grundlagt for 22 år siden, før Marchen til Rom, før Hitlers fænomenale magtovertagelse og fremstår inden for sine begrænsninger ikke desto mindre som et næsten formindsket eksempel af det, vi betragter som den totalitære stat. Jeg ser gerne, at man her forstår, at der her fra min side ikke er tale om følelsesmæssigt overdreven politisk propaganda.

Når jeg påstår, at den nordirske småstat, trods sine herrers erklæringer, i sin udformning er totalitær, mener jeg præcis det, og eftersom det som før nævnt er af største betydning, at det forstås til fulde, har jeg i sinde at se på nogle af de hovedtræk, hvorigennem totalitarismen slår igennem i de seks grevskaber. Ved at gøre det finder jeg det passende og mere overbevisende at citere fra dr. Waldemar Gurians bog ”The future of bolshevism(Bolsjevismens fremtid), hvori de russiske og tyske styrer analyseres sammen for at vise deres grundlæggende lighed.

De seks grevskabers forvaltning bør rettelig placere sig sammen med sine fæller - men sine imitatorer, kunne jeg næsten sige.

I Sovjetunionen er staten partiets redskab. I Det Tredje Rige erklærede Adolf Hitler på nazistpartiets forsamling i Nürnberg i 1924, ”at partiet behersker staten.”

I de seks grevskaber behersker Orange/Unionistpartiet staten; staten er dets redskab. Det har styret staten, siden England grundlagde den. Men Craigavon begik ikke den fejltagelse (ud fra et udadvendt progagandistisk synspunkt) at forbyde alle andre partier i området. Andre partier må gerne eksistere. Nye partier kan dannes. De må ”stille op” til valg. Der er valg med de normale mellemrum. Folket stemmer med lige så megen entusiasme som andre steder nu til dags. Hele affæren har de ydre tegn på et demokratisk styre, og hele affæren er en farce. Ikke noget som helst parti har den mindste chance for at få magten.

De spørger måske Dem selv om, hvordan nogen kan udtale sig så afgjort i denne sag, når minoriteten udgør så meget som en tredjedel, og det indrømmes, at der er stor misfornøjelse, lidelse og utilfredshed i de to andre tredjedele. Svaret peger hen imod afskaffelsen af forholdstalsvalgsystemet. Sir L. Worthington Evans udtalte i 1920:

”Forholdstalsvalget blev indført i Irlandslovens som en sikkerhedsforanstaltning med den hensigt at beskytte minoriteter.”

Ingen ville påstå, at afskaffelsen af forholdstalsvalgsystemet havde megen effekt på den katolske minoritets parlamentariske repræsentation (jeg udelader kommunalvalg ind til videre). Men der var den fare ved forholdstalsvalg for det officielle parti (og Craigavon, som den snu politiker, han var, må have forudset dette), nemlig at det åbnede vejen for et andet unionistparti med et andet økonomisk program (og mere velkomment for det hundredtusinder, hvis nød er et permanent kendetegn i fredstid). En konkret illustration gør bedst fyldest her. Da Craigavon udskrev det sidste (”pludselige”) valg om delingen, modsatte et nyt parti, ”The Progressive Unionists” (de progressive unionister) sig de officielle kandidater. De var i enhver henseende så ”unionistiske” som de officielle partikandidater. Deres program var konkret og populært. Ingen af dem fik noget mandat. Folket fik naturligvis at vide, at alle stemmer på de officielle kandidater var en stemme for bevaringen af grænsen, som på det tidspunkt så ud til at være i fare. Men trods det var der en endnu større fare: Faren for at en delt stemme lukkede en ikke-unionist ind. Var valget sket efter forholdstalssystemet, kunne folk frit have stemt på den populære kandidat vel vidende, at uanset hvad, ville majoriteten af statsmagten bestå af unionister. Med ophævelsen af forholdstalsvalg bevarede partiet sin sikre plads i parlamentet … så sikker, at 70% normalt vender tilbage uden modkandidat. Og det havde naturligvis den samme virkning til kommunalvalgene, hvad angår faren for splittelse i unionistlejren.

Med der var et andet problem til kommunalvalgene. Kommunalbestyrelsernes beføjelser er af en sådan art, at de ved lejlighed kunne blive en forlegenhed for det dominerende parti, hvis majoriteten på grund af et ”demokratisk” system faldt i de forkerte hænder. Og som jeg allerede har redegjort for, er der ”majoritet af minoritet” i mange dele af Nordirland. Dette sidstnævnte blev effektivt håndteret ved at lave ”gerrymandering” (valggeometri) med valgkredsene. Nye valgkredsgrænser blev sat og mandaterne blev fordelt på en sådan måde, at kommunalstyret overgik til Orange-Unionist partiet, selv når dets støtter i antal var i klart mindretal. Som eksempler kan man citere Tyrone County kommunalbestyrelse og Derry City kommunalbestyrelse. I sidstnævnte er der 12 unionistmedlemmer og otte oppositionsmedlemmer. (I den oprindelige gerrymander-plan var der 16 unionister mod otte andre. Men det var tydeligt – og unødvendigt!) Unionisterne har 7444 vælgere i det område, der repræsenterer 18.000 personer. Katolikkerne udgør 9691 vælgere, der repræsenterer 27.000 personer. 18.000 har 12 repræsentanter, 27.000 har otte. Sådan fastholder man en ”et-partistat” smykket som et demokrati.

Desuden er der de sædvanlige underordnede metoder. Pressen skal være forsigtig. Hvis den for eksempel kritiserer en offentlig persons udtalelser, og endog af og til citerer hans ord, og han går rettens vej, skal det afgøres uden for domstolene, for uanset hvor idiotsikker sagen virker, vil intet nævningeting give sagsøgte medhold. En engelsk avis’ kontorer i Belfast blev sprængt i luften på grund af en kommentar, den havde gjort. Det var ikke myndighederne, der sprængte dem i luften, men som det har været tilfældet med 20 eksplosioner i området i 1938, fandt de ikke gerningsmændene. Pressen har (stort set) lært, at støtte til partiet betaler sig, og den kritik, der kommer frem, druknes i en flom af partipropaganda. Yderligere kan partimøder, udover det officielle partis, blive og bliver normalt forbudt af indenrigsministeren, når de bliver bekendtgjort. Bemærk, at der ikke er nogen lov om disse ting, ganske som der ikke er nogen lov om det i Tyskland og Sovjetunionen. Men maskineriet til at håndtere det er altid parat. (Hvordan en avis med et mod og en uafhængighed som The Irish News er i stand til at overleve i området, er nærmest en gåde. Katolikker ville helt afgjort være meget værre stillet uden den.) Men ikke al kritik undertrykkes. Ekstremister blandt orangiststøtter får tilladelse, med stor fare for freden, til at holde møde og kritisere myndighederne – især indenrigsministeren! – for at være for mild over for katolikkerne. Er det nødvendigt at minde læseren om den højt besungne selvkritik, der ”praktiseres” i Sovjetunionen?

Men jeg er allerede kommet ind på min anden pointe fra Gurian, der omhandler ”opfattelse af loven”.

”Bolsjevikkerne er grundlæggende mistroiske over for et nedskrevet retskodeks, der gør udspekulerede klassefjender i stand til at undslippe den straf, de har fortjent. Af samme årsag giver bolsjevikkernes kodeks mulighed for tilsidesættelse af den, når det er nødvendigt.”

”Der indføres regler af en generel karakter, som gør en særlig retspleje i stand til at gendrive specielle farer mod staten. Og eftersom åben terrorisme fremkalder uønskede reaktioner i udlandet, etableres der særdomstole … På præcis samme måde (i) den nationalsocialistiske stat træffes der uacceptable foranstaltninger til tilsidesættelse af retskodeks …”

Ved at henføre disse citater til Nordirland, tror jeg, at jeg kun kan fremkomme med endnu et citat, hvis læseren vil bære over med mig – denne gang fra et referat af en undersøgelse om hensigten og virkningen af The Civil Authorities Special Powers Acts for Northern Ireland, 1922 og 1933, (nødretslove) af (London) National Council for Civil Liberties (nationalråd for borgerrettigheder). Disse nødretslove har en lignende virkning som den antydede i citaterne ovenfor.

”Gennem udfoldelse af The Special Powers Acts er individets ret ikke længere beskyttet af loven, men overladt til den udøvende magts vilkårlige tilbøjelighed. Denne afskaffelse af retssikkerheden er blevet praktiseret for at bringe foragt over undersåtternes frihed.”

”Den nordirske regering har brugt The Special Powers Acts med henblik på at sikre en særlig politisk gruppes dominans og samtidig med henblik på at indskrænke dennes modstanderes lovlige aktiviteter. Man har således tvunget lovlige bevægelser under jorden i lovløshed; og skræmt eller stemplet deres tilhængere som lovbrydere, selv om de ikke har overtrådt nogen love; har været medvirkende til at opmuntre til vold og bigotteri fra regeringsstøtternes side.”

”Den nordirske regering har trods sin forsikring om, at The Special Powers Act kun er tilsigtet lovbrydere, ofte bragt dem til anvendelse mod uskyldige og lovlydige folk, ofte i ringe kår, og denne uret, som de grundløst og uberettiget er blevet til del, er blevet forbigået uden tildeling af erstatning”

Faktisk bliver huse plyndret, og beboerne udsættes for megen besvær og trues endog i visse tilfælde med vold uden nogen synlig grund ud over, at de berørte mennesker er katolikker; unge stoppes og kropsvisiteres af civilklædte mænd, der kunne være gangstere (for man vover ikke bede dem om legitimation); mænd anholdes og tilbageholdes uden sigtelse i lange perioder og formodes rent faktisk at være skyldige i noget (ikke angivet), før de overhovedet tiltales; sommetider bliver sådanne mænd løsladt, inden de overhovedet er blevet tiltalt … Men nu tror jeg vist, at dette punkt er blevet bevist. Det næste punkt er beslægtet med disse tvangsforanstaltninger.

 

Oversigten over kildetekster, 2. udgave 

1. udgave: Tekst 16 | Oversigten over kildetekster | Tekst 18

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk